Dumas' musketer-krønike i traditonel filmversion
NY FILM
De tre musketerer er gået på pension, og mens Athos vander sine karusser, gnider fiolen og elsker sin voksne søn, nægter den livsnydende buldrebasse Porthos at blive gammel, selvom han har svært ved at håndtere tre kvinder i høet. Aramis er blevet en Guds jesuittertjener og d'Artagnan, den unge ambitiøse opkomling, er blevet chef for den unge kong Louis' musketerlivvagt.
Kongen er problemet. Vi er i 1600-tallet og kongen er den unge Louis XIV, en selvoptaget og hensynsløs knægt, der kerer sig langt mindre om sit sultende folk end om de mange smukke kvinder, der omgiver ham. Musketererne planlægger et komplot, der skal sætte kongen fra magten. De har hver deres grund. For Athos er det hævn fordi kongen, der forelsker sig i hans søns udkårne, sender sønnen til fronten, hvor han dør. For Aramis er det en slags bodsvandring og en solidaritet med folket hvis hemmelige oprørsleder han er, mens det for Porthos er ren kedsomhed. Men d'Artagnan føler sig bundet at sin musketer-ed over for kongen og vil ikke være med.
Aramis ved hvad der skal gøres. I Bastillens dybeste kælder sidder en fange, en fange ingen har set, fordi han bærer en jernmaske. Det er kongens tvillingebror, anbragt der for at Louis kan opnå eneret til tronen. Han skal befries og indtage kongens plads - og omvendt.
Kårde-og-kappe løjer
Dumas' kulørte krøniker om De tre musketerer har været læst og elsket gennem generationer, og utallige gange har de været filmatiseret. Det gælder også Manden med jernmasken, der nu igen er blevet til en film, instrueret af Randall Wallace, der skrev manuskriptet til Braveheart, hvor Mel Gibson instruerede og spillede rollen som Skotlands middelalderlige befrier.
Wallace har også villet prøve instruktørstolen og har fået en stjernebesætning til at bidrage til kappe-og-kårde løjerne. John Malkovich med den slangeslebne stemme er den koldt brændende temperamentsfulde Athos, Jeremy Irons den kuldslåede selvrugende Aramis med den sociale samvittighed og den dobbelte identitet som kongens fortrolige og hans fordækte modstander, mens Gerard Depardieu vælter sig gennem rollen som den muntert fordrukne Porthos, der desperat forsøger at holde ungdommens fane højt. Og så er der Leonardo DiCaprio i dobbeltrollen som kongen og titelpersonen, en rolle han ikke har pondus til at fylde ud, men hvor han i sit veldefinerede spil fint rammer den mentale forskel mellem de to. Gabriel Byrne er den estimerede d'Artagnan.
Det er ikke så lidt at have på rollelisten til en debutfilm, endda en film baseret på så gammelkendt stof. Der er da også over filmen noget gammelkendt. Den forsøger sig ikke med en ekstravagant komedietone, ikke med en special effectsopdatering og demonstrerer ikke teksttroskab og ambition om at være den ultimative version ved at kalde sig Alexandre Dumas' Manden med jernmasken, eller hvad der ellers kunne være af variationer der kunne forklare denne filmatisering. Og om en original tolkning, en vision der har kunnet bruge denne historie som grundmateriale, er der slet ikke tale. Tværtimod er den helt klassisk, onde tunger ville sig ordinær, i sin versionering og filmfortælling, der for en midaldrende anmelder som undertegnede vækker mindelser om barndommens illustrerede klassikere og søndagens
fire-forestilling.
Her er der enkle personer og konflikter, gode og onde, der er til at tage og føle på og ingen dybere og mere komplekse følelser er på spil. Som sådan fungerer den ganske udmærket, men man undrer sig over motivationen bag de mange investerede kræfter, undrer sig over hvorfor netop denne historie fra gårsdagens bif-repertoire er gravet frem igen.
*Manden med jernmasken. Instr.: Randall Wallace. USA. Premiere i dag i Palads og Scala, København og 17 biografer landet over
