Læsetid: 3 min.

Forældrenes synder...

27. marts 1998

Den ny danske børnefilm 'Forbudt for børn' er en stilistisk tour de force, der er blevet ... forbudt for børn

NY FILM
Et voldsomt plask bryder effektfuldt chokerende de blålige vandbilleder, der har ligget under forteksterne. Plaskets årsag bliver snart klar: en lille pige (Stephania Potalivo) har forsøgt at begå selvmord og stiger nu ad en gigantisk eventyrtrappe op imod den lysende port ind til Paradiset. Men Gud vil ikke have hende endnu, for Ida, som hun hedder, har i sit korte liv ikke kendt til det at være lykkelig. I et langt flashback oprulles baggrunden for hendes selvmordsforsøg, og vi må konstatere, at Gud har ret: der har ikke været meget lykke i Idas liv.
Efter forældrenes skilsmisse har hun og hendes lillebror Skrubsak (Maurice Blinkenberg) boet hos moderen (Birgitte Simonsen), som har kanaliseret alle sine kræfter over i at skaffe tilstrækkeligt med sprut til at drukne sorgen over at have mistet sin mand. Ida, der også savner faderen, har derfor måttet fungere som mor for Skrubsak, købe ind, lave mad, overtage moderens rengøringsjob og samtidig holde moderens 'sygdom' skjult for omverdenen af frygt for, at hun og lillebroderen skulle blive anbragt på institution.
I ellevte time ser moderen lyset, dropper flasken og får halet Ida ud af den himmelske port.
Efter en (måske noget overflødig) drømmerejse til Thailand springer filmen et halvt år frem i tiden. Alt ånder nu idel lykke i den lille familie, men en ny type problemer truer. Ida har nemlig modtaget et kærlighedsbrev fra sin kavaler, Ogginoggen (David Svensson), i mormoderens danseskole, og belært af moderens store sorg, da faderen fandt en anden, skal Ida i alt fald ikke have noget klinket på kærlighedens overdrev. Samtidig er hun og veninden Klara (Amalie Dollerup) både fascineret og frastødt af sex og hankønsvæsener, hvilket resulterer i et forkvaklet forsøg på at køre Ogginoggen ud på et ufarligt sidespor.

To film i én
Ogginoggen er også titlen på en novellefilm, som Jesper W. Nielsen lavede sidste år, og faktisk er denne mere eller mindre identisk med anden halvdel af Forbudt for børn. Såvel danseskolehistorien som den indledende beretning om Idas kvaler med den alkoholiserede mor er da også i vidt omfang selvstændige historier med hver sit tema, hver sin stemning og hver sin stil.
Første dels dystre tema om barnet, der drives til selvmord af moderens selvoptagethed, er formidlet i kølige, grå-grønlige farvenuancer, som formår at tilføre det socialrealistiske emne en egen eventyrlig atmosfære. Denne indledende magiske realisme spændes så op imod anden dels kærligheds- og seksualitetstema, der præsenteres med afvæb-nende barok humor i en varm, rødligt gylden setting.
De to film i filmen spejler sig således i hinanden. I anden del får Ida et glimt af den lykke, som Gud undte hende i starten, samtidig med at hendes trængsler med kærligheden i anden del sættes i relief af moderens altkonsummerende kærlighedssorg i første del.
Også den stilistiske kontrast spænder de to historier op imod hinanden, og alligevel - eller måske netop derfor - forekommer de to dele ikke integreret til en egentlig helstøbt enhed, men står og blafrer lidt i hver sin retning.

Børnefilm for voksne?
Jesper W. Nielsen beviste med den kritikerroste Den sidste viking, at han mestrer at lave film for børn. På den baggrund kan det ved første øjekast forekomme overraskende, at hans ny film hedder netop Forbudt for børn. Titlen henviser formentlig til de i en børnesammenhæng ofte tabubelagte emner, såsom sex og død, som filmen tager op. Derimod har det næppe været hensigten, at filmen faktisk også skulle være forbudt for børn. Men det er den blevet; børn under 11 år kun se den i følge med en voksen.
Det kan virke paradoksalt, men hvor meget sympati man end kan have for en film, der tager hul på tabubelagte emner og forsøger at skildre for-ældrenes synder fra barnets synsvinkel, forekommer censurbestemmelsen ikke desto mindre på sin plads. En jævnaldrende, der forsøger at begå selvmord, må f.eks. være ganske hård kost. I alt fald nærmest kalder en sådan scene på opfølgende diskussion.
Generelt efterlader Forbudt for børn da også det indtryk, at den måske i mindst lige så høj grad henvender sig til børnenes forældre som til børnene selv. Den er uhyre elegant, måske endog for elegant, for hvor eventyrlig den fornemme visuelle æstetisering end fremstår, så truer den undertiden med at overdøve historien og gøre personerne til lidt anonyme figurer i en betagende flot setting. Og det var vel heller ikke hensigten.

*Forbudt for børn. Instruktion: Jesper W. Nielsen. Manuskript: Anker Li. Danmark 1998. 100 min. (Grand, Palads, Palads/Århus, Aalborg Bio 5, Cafébiografen/Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu