Læsetid: 13 min.

At forandre er at leve

27. marts 1998

Rødstrømpe-bevægelsen tog kroppen og de personlige erfaringer med ind i samfundskritikken - i dag udgiver Drude Dahlerup et stort værk om rødstrømperne og den revolution, der dog aldrig slog igennem på det socialistiske plan

"Denne bog tilegner jeg min mor, der blev radikal feminist, længe før det blev moderne. Hun videregav til mig og mine søstre den overbevisning, at kvinder har uudnyttede potentialer, når det gælder om at forandre verden. Den barnetro er en nødvendig forudsætning for enhver kvindebevægelse."

Drude Dahlerup, cand.scient.pol. og ved siden af sin position som Juni-Bevægelsens og EU-modstandens topfigur lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har skrevet sit kæmpeværk - Rødstrømperne - Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-85 (udgivet af forlaget Gyldendal) - med sin mor, Elin Høgsbro Appel, usynligt, men mærkbart "spankulerende op og ned af gulvet." Også søstrene, litteraturforskeren Pil Dahlerup og journalisten og forfatteren Ulla Dahlerup har sat afgørende fingeraftryk på kvindekampen i Danmark.
"Min mor var i virkeligheden en meget mere radikal feminist, end jeg er," fortæller Drude Dahlerup, der ellers selv som 25-årig var med til at starte Rødstrømpebevægelsen i Århus.
"Min mor var historiker, tog en uddannelse og beholdt sit eget navn, da hun blev gift, hvilket var meget ualmindeligt i 30'erne. Hun blev valgt ind i Folketinget for partiet Venstre, da jeg var bare fire måneder, og kom siden til at sidde sammen med sin far som det første far/datter-par i Folketinget."
Elin Appel levede i mange år alene med sine piger og lærte dem, at selvom man møder modstand, skal man bare blive ved.
"Hun gav os vreden, hun gav os historien - hun gav os troen på, at kvinder er lige så gode som mænd. Hun gav os en utrolig styrke, selvom hendes eget liv ikke var en dans på roser," siger datteren i dag.
- Hvad mener du med, at hun var mere radikal feminist end dig?
"Hun kommer ind i nogle kulturradikale miljøer i 50'erne og udvikler en feminisme, der er en blanding af gamle kvindeværdier og en mere moderne radikalitet. Hun mener, at mænd og kvinder er væsensforskellige. Hun mener, at det kvindelige er undertrykt."
- Er det ikke biologisme? Den biologisme rødstrømperne senere tager afstand fra?
"Jo, det er biologisme. Men det er, hvad jeg i bogen kalder ligeværdsbiologisme. Vi er jo som udgansgpunkt oppe imod en patriarkalsk biologisme, der siger, at kvinder og mænd er forskellige, og at kvinder er dummere. De kan ikke matematik, de kan ikke blive statsministre osv. Elin Appel kommer så med en ligeværdsbiologisme, der også siger, at kvinder og mænd er væsensforskellige, men af samme grund kræver to folketing, to universiteter osv. Fordi det mandlige ikke kan repræsentere det kvindelige og omvendt - det er da radikal feminisme, så det basker."
"Hun forsøgte også - i 1964 - at etablere et kvindeparti, men det fik en utrolig dårlig medfart i pressen og blev ingen succes."
I dag er Elin Appel nok mest kendt for bogen Kvindens genmæle fra 1978, som var en pendent til Grundtvigs Kirkens genmæle og et opgør med patriarkatet ikke mindst i de kredse, hun var vokset op i.
"Så havde hun i øvrigt også en stor historieopfattelse - af at samfundet svinger mellem patriarkater og matriarkater. Hun mente, der var et matriarkat, før det antikke Grækenlands kamp mellem matriarkat og patriarkat - en kamp, patriarkatet vinder. Nu vil det svinge tilbage til et matriarkat, sagde hun, hvis vi ikke besinder os og for første gang i verdenshistorien etablerer et ligeværdssamfund."

Den danske mix
Elin Appel kiggede forundret til fra sidelinien, da Rødstrømperne i 1970 som led i happenings brændte bh'er af i store affaldssække og i årene fremover provokatorisk erobrede ikke bare diverse eftertragtede talerstole og medierne, men hele det offentlige rum, inklusiv familien Danmarks kaffe- og middagsborde.
Ikke bare Marx og Engells, men selveste Clara Zetkin må formodes at have turneret en omgang i graven ved konfrontationen med nyheden om de unge, danske kvinders sære kombination af venstreorienteret samfundskritik og radikal feminisme.
Ikke bare ville rødstrømperne afskaffe kapitalismen - patriarkatet skulle samme vej. Hvilket forudsatte en politisk behandling af emner, der hidtil var blevet kategoriseret under begrebet privatlivets fred.
"Er mænds - herunder venstrefløjens mænds - systematiske udnyttelse af kvinders service i familien da ikke politik," spurgte rødstrømperne.
"Er voldtægter, som begrænser kvinders aktionsradius, kollektivt skræmmer kvinder og kan ødelægge hele livet for den, der udsættes for det, da ikke også politisk? Er opdragelsen af pigerne til passive væsener og tillært hjælpeløshed ikke også politik? Er internaliseringen af masokistiske træk hos kvinder og mænds og kvinders adfærd i sengen ikke også politik?" spurgte rødstrømperne og føjede menstruation, fødsler og fordelingen af husarbejdet til samfundskritikken.
Forsøget på at sprænge opdelingen i en offentlig og en privat sfære kaldte de "at gøre det private politisk" og lancerede dermed et helt nyt politikbegreb. Og en helt ny type feminisme i den danske kvindebevægelses hundredårige historie:
En radikal og venstreorienteret kvindebevægelse med kvindefællesskab og kvindekamp som hovedstrategi og med basisgruppen som det organisatoriske princip.

Afsæt i egne erfaringer
Drude Dahlerup: "Det er her nytænkningen og styrken ligger. Men også den røde klud og en række indbyggede dilemmaer og modsætninger. Det er lige præcis kombinationen af at være venstreorienteret og at være meget radikal feminist, der er det særegne og nye i feminismens historie. Dette at sige, at kvindefrigørelse også handler om krop og seksualitet. At sige, at vi laver politik med udgangspunkt i kvinders egne erfaringer. Med vægt på praksis som en logisk konsekvens af det første. Det ligger der naturligvis en indlysende mobiliseringskraft i. Unge kvinder på det tidspunkt har et enormt behov for at gøre op med den pæne pige i sig selv og sprænge rammerne. Ved at tage udgangspunkt i egne erfaringer oplever kvinderne, at der bliver frigjort en masse energi - de private problemer politiseres, og kvinderne bliver stærke i stedet for at se sig selv som revolutionens te-producerende bagtrop," siger Drude Dahlerup.
Ifølge rødstrømperne var kvindernes frigørelse ikke mulig uden en grundlæggende ændring af de økonomiske og politiske strukturer. En socialistisk revolution var nødvendig, men altså ikke en tilstrækkelig forudsætning for kvindernes frigørelse.

En helt ny samfundsorden
Drude Dahlerup: "I dag tror folk jo, at rødstrømper går ind for ligestilling. Men rødstrømperne er aldrig gået ind for ligestilling. I det venstreorienterede lå kravet om en helt ny samfundsorden. Rødstrømperne siger, vi vil ikke have 50 pct. kvinder som direktører. Vi vil ikke have 50 pct. kvinder i minerne - jeg husker tydeligt, at man brugte det eksempel, selvom vi aldrig har ejet en eneste mine..."
Rødstrømperne sagde mere præcist - med et citat fra en Femø-gruppe: "...ligeberettigelse betyder, at overklassens kvinder bliver lige så privilegerede som overklassens mænd, og underklassens kvinder bliver lige så udbyttede som underklassens mænd, men alle kvinders befrielse implicerer et klasseløst samfund."
Rødstrømperne opererer altså med en kvindefrigørelses-feminisme i modsætning til f.eks. Dansk kvindesamfunds ligestillings-feminisme: Kvinderne skulle indtage deres pladser ved siden af mændene i et samfundssystem, som rødstrømperne opfattede som hierarkisk og undertrykkende.

Hugger dilemmaet over
Drude Dahlerup: "Ved at sige 'vi skal have afskaffet alt det bedskidte arbejde, vi skal have et samfund helt uden hierarkier', hugger rødstrømperne det, vi kalder ligestillings-dilemmaet over som en anden gordisk knude. Ligestillingens ønske er at få flere kvinder ind i f.eks. den offentlige sfære - i økonomi, politik osv., hvor der er et overvældende flertal af mænd. Kvindens dilemma er så, om hun skal tilpasse sig og blive en 'mandekvinde'. Eller om hun skal bevare sin anderledeshed og få at vide, at hun vist ikke passer ind."
"Rødstrømperne siger typisk, at de hverken vil indgå på samfundets eller mændenes præmisser. De vil bruge bl.a. kvindernes uudnyttede potentialer til at vende hele samfundet om. Rødstrømperne vil nydefinere den verden, de eksisterer i. Det er socialistisk eller i hvert fald venstreorienteret, men samtidig en anti-sovjetisk utopi. Danmark er karakteriseret ved en meget stærk venstrefløj, som ikke er kommunistisk, og den skriver rødstrømperne sig ind i."
- En af rødstrømpernes hovedparoler hedder 'Ingen kvindekamp uden klassekamp - ingen klassekamp uden kvindekamp'. Den gav, som jeg husker det, anledning til en del strid?
"Ja, for det er jo ikke bare en strategisk parole, men også en parole, der handler om, hvor vil vi hen? Hvad er det for et samfund, vi vil have? Og med hvilke alliancepartnere? Hvad vil man gøre for konkret at få arbejderklassens kvinder med?"

Utopi - nej
"Der er lige så meget strid om den flade struktur, som alle er begejstret for, men samtidig dødfrustret over. I Rødstrømpebevægelsen foregik alting jo i grupper. Og hver gang man vedtog en fælles holdning, var det med en accept af, at grupperne individuelt måtte gøre, som de ville."
"Det var naturligvis den autonomi - den selvbestemmelsesret og ret til at udfolde sig, der mobiliserede de unge kvinder. Alle kunne komme ind fra gaden og handle uden at spørge nogen. Man havde jo heller ikke afstemninger. Der var i hvert fald i princippet et ønske om at snakke sig frem til konsensus."
- Kan man sige, at Rødstrømpebevægelsen havde en utopi?
"Det havde man ikke. Generelt tog man med Marx og Engells afstand fra fuldt færdige utopier, men jeg siger i bogen, at rødstrømperne havde en halv utopi. Der er en række elementer, der viser, hvad det er for et samfund, man forstiller sig: Et samfund, der er karakteriseret ved en individuel autonomi, men indenfor en solidarisk ramme. Et sådant samfund ligger der selvfølgelig mange spændinger i: Dette at kæmpe for en selvstændig autonomi, ikke mindst i relation til ægtemanden, og at denne autonomi skal eksistere i en solidarisk, overordnet samfundsramme."
"Rødstrømperne mener, at ren individualisme vil knuse kvinderne. De efterlyser et kollektivt ansvar for bl.a. ungerne. Rødstrømperne er lidt i familie med de utopiske socialister, der i begyndelsen af 1800-tallet i bestræbelsen på at få familien og produktionen til at gå op i en højere enhed udviklede totale utopier, der også gik i detaljer med, hvem der skulle sove med hvem og hvor tit, der skulle skiftes partnere osv."

Nødvendig naivitet
- Et eller andet sted må rødstrømperne have vidst, at deres forestillinger ikke kunne realiseres?
"Det tror jeg ikke."
"Når jeg ser tilbage, er jeg enormt forbavset over den utrolige tro, som jo beherskede hele venstrefløjen, på, at revolutionen lå lige om hjørnet. Rødstrømperne tror naivt, at revolutionen er mulig."
- Hvordan ser du på det i dag?
"Jamen - man er nødt til at være naiv for at tro på, at samfundet kan laves om. Det er selvfølgelig også der, man henter kræfterne."
- Hvordan så venstrefløjen på, at Rødstrømperne valgte at tage afsæt i egne erfaringer?
"Altså - man mener, at kvindefrigørelsens forudsætning er en total samfundsforandring, og samtidig kaster man sig over at lave sin praksis om her og nu. Det er lidt til grin ikke? Rødstrømpernes revolutionsopfattelse forbliver uklar. Hvis man mener, at der skal en total samfundsforandring til for at skabe nye relationer mellem kønnene, er det selvfølgelig lidt dristigt at tro, at man i det eksisterende samfund kan lave forholdene mellem kønnene totalt om."
- På den anden side skal man jo starte et sted?
"Du kan måske revolutionere forholdene i familien, men du har stadigvæk et arbejdsmarked, der stiller en masse krav. Det er det dileamma, vi står i til halsen i dag. Jeg tror, at omdrejningspunktet i fremtidens kvindekamp, som jeg er sikker på kommer, bliver netop den konflikt mellem arbejdsliv og familieliv. For det er jo ikke nok bare at få mændene på banen. Der skal en anden samfundsstruktur til."

Klassekampen og kvinderne
- I rødstrømpernes målsætning og i den socialistiske retorik lå også, at arbejderkvinderne var den vigtigste gruppe. Det var dem, der skulle lave revolutionen. Lå der ikke et problem for den veluddannede, middelklasserekrutterede rødstrømpebevægelse i forhold til arbejderkvinderne?
"Engagementet var dybfølt, men målsætningen mislykkedes. I modsætning til f.eks. de politiske partier, der i ligestillingens navn nedlægger deres kvindegrupper i 60'erne og 70'erne, tænker Rødstrømpebevægelsen omvendt i et kvindefælleskab. Kvinder er en gruppe für sich. Det lykkes langt hen ad vejen. Men som forsker kan jeg se nogle indbyggede modsætninger i projektet. Det lykkes at få alle kvinder til at diskutere kvindespørgsmål, men man nåede ikke at skabe en stor fælles kvindebevægelse. For man kan ikke både have det projekt og så sige, at man er socialister og venstreorienterede, når de fleste kvinder ikke er det," siger Drude Dahlerup.
"Det er netop den politiske feminismes problem," skriver hun i bogen. "Herved blev der i bevægelsen alvorlige strategiske brist, som ikke blev overvundet. Rødstrømperne nægtede at vælge mellem kvindekamp og klassekamp." Modsætningen mellem Rødstrømpebevægelsens klassekampsteori på den ene side og kvindekampsteorien på den anden svækkede ifølge Drude Dahlerup bevægelsens strategi og forhindrede faste alliancer med andre."
"Man kalder også fagforeningerne for fagforsteninger samtidig med, at man gerne vil have kvinderne i fagbevægelsen med. Alene det at sige, at man tager udgangspunkt i egne erfaringer - masser af arbejderkvinder syntes, det var for meget navlepilleri."
"Det kom altsammen til at betyde, at rødstrømperne manglede allierede. Og man kunne godt have forestillet sig, at de var blevet en subkultur, der dyrkede sig selv i deres kvindehuse. Men det skete ikke. Bevægelsen fik et betydeligt gennemslag."
- Hvor betydeligt? Hvad lykkedes, og hvad ikke?
"Kvinder i alle sammenhænge - fra den mindste handicaporganisation til de største idrætsforeninger - dannede kvindegrupper, kvindehuse skød op alle vegne osv. Opfattelsen af en samfundsmæssig ulighed slår igennem som en fælles holdning. Det socialistiske projekt bliver derimod en fiasko. Det er tværtimod nogle neoliberale, individualistiske strømninger, der dominerer i dag. En del andre projekter er heller ikke nået. Kvinderne fik aldrig del i magten og æren på det samfundsmæsige plan - eller ligeløn. Og voldtægt betragtes jo i dag nærmest som en naturlov."
"Der, hvor det virkelig er rykket, er på den mere radikale del af projektet: Kvinder har fået et langt højere selvværd. Og forholdet mellem kønnene er blevet mere ligeværdigt. Kvinder venter ikke længere på prinser. Og der er en masse ting, vi ikke længere skal slås for - fødslerne er generobret osv. osv."
"Biologismen har vi også stort set fået smidt ud. Glem ikke, at essensen i oprøret var et opgør med denne deterministiske opfattelse af kvinder som en evig naturlig/naturgiven størrelse. Nogle, der var fundamentalt forskellige fra mænd - og dummere."
- Den mener du, vi er sluppet af med?
"Vi er i hvert fald kommet meget langt i retning af en forståelse af, at forskellen mellem mænd og kvinder er socialt konstrueret, sådan som også rødstrømperne hævdede."
- Du var selv med i tidernes morgen. Kan man forske i en bevægelse, man selv har været aktiv i?
"Der ligger selvfølgelig en fare i en manglende distance. Det har jeg forsøgt at imødegå ved at stille andre spørgsmål end dem, bevægelsen stillede og undersøge modsætninger i projektet. Men det giver også en række fordele at have været med. Man ved en masse om stemninger og virkelighedsfortolkninger, holdninger, debatter og aktiviteter, der ikke er skrevet ned. Man kan umiddelbart fortolke en stump tekst og har oplevet basisgruppens hudflettende praksis. Det giver fordele både med hensyn til at samle materiale ind og at fortolke det."
- Hvordan var det så at være med?
"Det var skidesjovt. Der var selvfølgelig en masse strid og kævl og diskussion, men det er også liv. Det er altså også sjovt at lave samfundet om."
"Jeg har hele mit liv været den, der sagde, at det skal autoriteterne ikke bestemme. Det skal vi allesammen. Og det har jeg helt klart fra min mor."

BLÅ BOG

*Drude Dahlerup, født 3/2-1945 som datter af lektor, cand.mag. Elin Høgsbro Appel (død 1980) og fhv. forstander cand.theol. Erik Dahlerup.
Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1974. Harvard University, USA 1981-82. Har lavet projektarbejde om kvinder i politik for Nordisk Ministerråd (NM) 1983-85 - et emne, DD også for øjeblikket forsker i for NM. Har også ledet det såkaldte BRYT-projekt om kvinder og arbejdsmarkedet for NM (1985-89.) Siden 1987 lektor i samfundsvidenskab og kvindeforskning ved Aarhus Universitet. Har i perioder ledet Center for Kvindeforskning ved Aarhus Universitet. Medstifter af Rødstrømpebevægelsen i Århus, 1970.
DD har været en væsentlig bidrager til udviklingen af kvindeforskningen i Danmark, samt internationalt. Leder af International Political Science Association's Research Committee on Sex Roles and Politics 1982-85.
Ledende i bevægelsen mod EF-Unionen ved folkeafstemningerne i 1992 og -93. Medstifter og i ledelsen af Juni-Bevægelsen fra 1992. Forfatter af adskillige bøger om socialisme og kvindefrigørelse.
DD har to voksne børn (født i 1970 og -75) og lever i dag sammen med med medlem af EU-Parlamentet, svenskeren Per Gahrton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu