Der er fuld fart over fortællingen i Kim Fupz Aakesons roman 'Læseren'. Den er i ordets egentlige forstand fantastisk
ROMAN
Det fortryllende ved magien er netop, at man ved, det er løgn. Selvom man tror på det et kort øjeblik. Damen er ikke savet over. Og hvor ville det være noget forbandet rod, hvis hun var.
Kim Fupz Aakesons roman Læseren er en umanérlig kraftfuld spændingshistorie om, hvordan der bliver vendt op og ned på det hele, da den halvfallerede tryllekunstner Harry møder en dreng, der kan læse tanker.
Der er kul på fortællekraften hos Fupz Aakeson. Læseren er hans femte bog, han har tidligere udgivet romanerne Min Laslo og Lyden af Eva og novellesamlingerne Sidemanden og Dyrekredsen.
Man bliver - ligesom tryllekunstneren - revet med af det besnærende ved drengens evne, som vitterlig er utrolig. Efter et dybt kig i øjnene på sit offer kan han ordret læse op af, hvad personen tænker.
Og tænk, hvis man kunne få at vide, hvad alle mennesker tænker.
Ja, tænk... Man ville nok være klogere, men bliver lykkeligere med den viden?
Elskelige eksistenser
Drengen er et scoop for Harry, hvis tryllekunstnerkarriere er toppet, hvis han vel og mærke nogensinde har haft én.
Og han er klar over, at han har fat i noget stort, da han i romanens begyndelse tilfældigt støder ind i drengen, der hele tiden må se ned i jorden og holde sig for sig selv for ikke at komme til at støde nogen med sine synske evner.
De bliver venner og partnere, selvom Harrys usympatiske manager forsøger at lægge sig imellem dem, da han øjner drengens muligheder.
Herfra spæner Fupz Aakesons fantastiske fortælling afsted:
Der er fuld tryk på fortælleglæden, replikkerne er adrætte, og blad for blad halser man lystigt efter den ind i romanens udsigtløse københavnske forstadsmiljø, der er beboet af gennemsnitlige, men alligevel fuldstændig skæve og elskelige eksistenser.
Den uskrevne kontrakt mellem de to hovedpersoner er, at drengen giver Harry succes og oprejsning som tryllekunstner ved, at de optræder sammen i et overbevisende tankelæsernummer, mod at Harry kvitterer ved at give drengen husly, noget at leve for og alt det pizza, han kan spise.
Der er en forførende lethed i Kim Fupz Aakesons fortællestil, der gør, at man umiddelbart forledes til at tro, at man bare kan læne sig tilbage i stolen og nyde den gode underholdning.
Men man skal passe på, for letheden snyder. Der ligger faldgruber af stof til eftertanke.
Liv i leverpostejen
Ud over tryllekunstneren og tankelæserdrengen følger man sideløbende deres fuskede manager, Harrys kæreste, der gør rent og har steg i ovnen, en eks-luder Tine med en datter i Fåborg, en selvmordsramt læge, en ulykkelig journalist og andre stratenrøvere og taskenspillere.
Og Fupz Aakesons socialfantastiske realisme udmærker sig ved at gå til personerne med klarsyn og varme.
Der er liv i det leverpostejsfarvede, og det hele - også humoren - smager lidt af Dan Turèll, krydret med et skvæt Erik Clausen.
Personernes historier fortælles i parallelle handlingstråde, som allesammen smukt bliver spundet sammen undervejs til en regulær spændingshistorie.
Uden at afsløre den overraskende slutning kan jeg vist godt røbe, at drengens evne til at læse andres tanker først virkelig bliver hans forbandelse, da han begynder at holde af mennesker.
Da har han en viden, han måske nok var bedre tjent foruden.
Her kunne man nemt belæsse Fupz Aakesons fortælling med alskens akademiske idrætter som paralleller til kundskabstræer og syndefaldsmyter og slige sager.
Men det skal man for guds skyld lade være med og i stedet nyde magien ved en forbandet god historie.
*Kim Fupz Aakeson: Læseren. 180 sider. 200 kr. Gyldendal.
