Læsetid: 6 min.

Forjættede land farvel

20. marts 1998

Den svenske jøde Göran Rosenberg skrev epokegørende bog om Israel som etnisk skæbne og universel ide og fandt, at han er mere til græske tragedier end jødiske utopier
jødisk ideologi

Facit er simpelt. Den svenske forfatter, journalist - og jøde - Göran Rosenbergs livsfilosofi har lagt sig til rette tæt op ad budskabet i de græske tragedier:
"Der vil altid ske noget lort i livet. Vi ved det, og der er ikke meget, vi kan stille op. Gud - eller guderne - driver os rundt i manegen, og i den situation gælder det ganske enkelt om at få det bedste ud af situationen. Vi må glemme alt om det forjættede land og koncentrere os om livet her og nu."
Simpelt? Indlysende? Banalt?
Måske, men for en mand, der allerede som 14-årig rejste til det forjættede land sammen med sin mor og pludselig fik sin ueksponerede sjæl blitzet sønder og sammen i et gennemideologiseret projekt ved navn Israel, har det taget både tid, arbejde og - fornemmer man - en revolutionerende venden op og ned på indbankede dogmer og absolutter at komme ud på den anden side: En hel stak iturevne utopier fattigere, men afklaret, tilfreds, klogere, ja vel nærmest fremkaldt påny, renset for et livssyn, der ikke holdt til et nærmere eftersyn.

Imponerende klassiker
Det tog Göran Rosenberg fire år fra tanke til færdig bog at gennemføre den idehistoriske odyssé og personlige erkendelsesrejse, som i dag udkommer på dansk med titlen: Det tabte land.
Da bogen kom i Sverige i 1996, blev den overhældt med anmelderroser og ord som 'klassiker', 'imponerende' og 'uafbrudt fascinerende'. Og det er da heller intet mindre end en gave, at den nu er tilgængelig på dansk og snart på tysk og norsk.
For Rosenbergs rejse har appel ikke bare til os, der med bekymring følger, hvad der undertiden ligner den israelske stats dødskamp. Men til alle, der ønsker en nærmere gennemgang af - som bogomslaget siger - "vor civilisations største og mest gennemgribende utopi: Det forjættede Land". Den messianske idé om guddommelig indgriben i det jordiske liv, altså troen på den ventede frelser, der en dag vil komme og skænke os lykken udefra.
For nok er jødedommen den mest gennemførte religiøse repræsentant for den messianske tanke, men i Rosenbergs øjne bygger hele det 20. århundrede på utopier.
"Det moderne menneske stræber efter det perfekte samfund, det forjættede land, hvad enten det er kommet til udtryk i ideer om tusindårsriget eller det klasseløse samfund," siger Rosenberg.

Utopisk perfektionisme
Og ideen er fin nok, mener han, så længe den bruges som trøst og opmuntring eller som inspirationskilde til at forbedre de menneskelige vilkår inden for rammerne af, hvad det er menneskeligt muligt at forbedre. Men i samme øjeblik Messias-troen og ideen om det forjættede land fravristes sin jordiske forbindelse, og mennesket begynder at tro på, at det er muligt rent fysisk at etablere det perfekte land, går det galt.
"Troen på, at der rundt om hjørnet venter os et samfund, der kan løse alle livets selvmodsigelser og gøre en ende på krig, ulykke og fattigdom, er en tro, der kan føre til krige, fanatisme og intollerance," siger Rosenberg.
Det er, hvad der sker i de jødisk-ortodokse bevægelser, der bærer højrefløjen i israelsk politik, mener han.
Det var netop Rosenbergs undren over den voldelige udvikling i Israel i de seneste årtier, der fik ham til at skrive bogen.
"Jeg ønskede at forstå, hvad det var for en ideologisk, intellektuel og religiøs udvikling, der lå bag oprettelsen af staten Israel, og jeg var ikke tilfreds med det, jeg vidste, for det forklarede ikke de seneste årtiers eksplosion af en messiansk form for zionisme, den religiøst-fanatiske form for jødedom, som jeg ikke troede eksisterede, som jeg ikke vidste eksisterede. I min barndom kunne ingen forestille sig en sådan udvikling."
Rosenbergs tanker komprimeres fornemt i originaltitlen, der på svensk er som skabt til budskabet.
"Det tabte land hedder på svensk det förlorade landet". Kun et bogstav skiller ordet fra det forjættede land, på svensk det förlovade landet. Ordspillet illustrerer min opfattelse af, at det forjættede land er tabt."

Flertydig identitet
Utopien om det forjættede land har fulgt jødedommen fra begyndelsen og er fra Jerusalems ødelæggelse i år 70 til i dag kommet til udtryk i flere forskellige former, både sækulære og religiøse.
Indtil oplysningstiden og den franske revolution bevarede jødedommen en balance mellem den messianske drøm og jødernes dagligliv.
"Årsagen til, at jødedommen har overlevet så længe, er netop, at det lykkedes at holde den balance. Men den brydes i takt med autoriteternes sammenbrud og pluralismens indtog"
Som sådan bliver oplysningstiden - der i Rosenbergs øjne selv er et barn af den messianske drivkraft - jødernes point of no return. Samtidig med at nationalstaten bliver det nye idehistoriske fundament i Europa, brydes ghettoernes mure ned. Jøderne træder ud af den indespærrede, diskriminerede tilstand, de havde længtes efter at lægge bag sig, blot for at løbe ind i et nyt problem. For med ghettomurens sammenbrud bortfalder også entydigheden i den jødiske identitet samtidig med, at jøderne ikke integreres i de nye nationalstater, men vedbliver at være ugleset.
Jøderne havner så at sige på Herrens Mark, som er alt andet end et forjættet land.
Og der har de løbet rundt i alle retninger og skiftende grupperinger lige siden. Ude af stand til at give noget entydigt svar på, hvad det vil sige at være jøde og uden modet, viljen, lysten eller evnen til at gøre op med utopien, som deres civilisation bygger på.
For heller ikke med zionismens frembrud og troen på, at nationalstaten var løsningen på jødernes problem, og med den deraf følgende oprettelse af staten Israel, er dilemmaet forsvundet.

Mendelssohns drømme
"For det lader sig ikke løse. Jødedommen havde sin styrke som en særlig livsstil, der samlede tro, kultur, dagligliv, ja alting i et hele. Og jeg mener, det er korrekt at definere jødedommen ikke som en religion eller en race eller et folk, men som en civilisation. Spørgsmålet er, om det stadig er en civilisation," siger Rosenberg.
En af bogens nøglefigurer er komponisten og filosoffen Moses Mendelssohn, der ikke bare var en af de mest kendte skikkelser i den tyske oplysningstid, men også - skriver Rosenberg - "den jødiske åndelige og sociale frigørelses ubestridelige leder".
"Han var den første, der stillede sig spørgsmålet, hvad det vil sige at være jøde. Og hans svar var åbenbart ikke særlig tilfredsstillende, for alle hans børn konverterede til kristendommen," siger Rosenberg.
Mendelssohn drømte om "endegyldigt at forsone kristne og jøder og berede vejen for en ny tid af fornuft og tolerance," skriver Rosenberg i bogen og fortsætter:
"Mendelssohn forestillede sig, at når jøderne blot fik lov til at tilegne sig og anerkende vestens kulturarv (...) og som ligeberettigede deltage i dens økonomiske og sociale liv, så ville vesten lære at acceptere og anerkende jøderne."
Men sådan gik det ikke, det endte tværtimod i den tragedie, vi alle kender, og som kun havde den ene lille skæbneironiske fordel, at den for en stund fritog jøderne fra identitetstvivlen, der havde martret dem siden uddrivelsen fra ghettoen.

Jødedom uden hierarki
"Det eneste tidspunkt, hvor det har været let at definere sig som jøde, var efter Holocaust. Hvis du faldt ind under Hitlers definition af jøder og var levende, ja så var du jøde... Siden gjorde staten Israel det også let for en tid. Man kunne altid sige, at man var en nuværende eller kommende borger i Israel, altså jøde. Men det har vist sig, at Israel heller ikke er svaret. Dels er landet splittet religiøst og kulturelt internt, dels besvarer det ikke spørgsmålet for alle de mere eller mindre assimilerede jøder, der lever uden for Israel. Vi er tilbage ved Mendelssohns spørgsmål: hvad er det at være jøde. Til forskel fra dengang er pluralismen meget større i dag, og jødedommen mangler et hierarki, den kan støtte sig til. Der er ingen pave, ingen ærkebiskop, intet. Det er kort sagt noget rod!"
Men som Rosenberg har konkluderet efter sin rejse gennem jødedommen: rod er tilværelsens vilkår, det forjættede land dukker alligevel ikke op, og det fattede grækerne allerede for længe siden.
"Det handler ikke bare om at tage mere ansvar for sit eget liv og om at blive bedre til at se kvaliteterne i det liv, vi har her og nu. Det handler om at forstå, at dette liv er den arena, du får at optræde i. Der dukker ikke nogen ny chance op senere. Hverken i dette eller et andet liv. Den livsfilosofi appellerer meget mere til mig. Jeg har forstået, at jeg er mere græsk end jødisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu