Læsetid: 1 min.

Fornyet strid hos de konservative

19. marts 1998

Samarbejdet mellem Per Stig Møller og Hans Engell eksisterer ikke, erkender partiets næstformand Pernille Sams

Næstformanden for den konservative folketingsgruppe Pernille Sams vrider hænder efter Hans Engels åbne kritik af partiets valgkamp under Per Stig Møllers ledelse. En kritik den tidligere formand fremførte tirsdag aften i Profilen på DR.
"Jeg fatter ikke, at Hans Engell og Per Stig Møller ikke kan arbejde sammen. De kunne ellers supplere hinanden godt, fordi de er så forskellige. Det er mig en gåde," siger Pernille Sams til Information.

Hans Engell må gå
Formændene for de to konservative ungdomsorganisationer, Konservativ Ungdom og Danmarks Konservative Studerende, går et skridt længere end Pernille Sams. De opfordrer begge onsdag Hans Engell til at trække sig fra sin post som formand for partiets folketingsgruppe.
"Når Hans Engell så åbenlyst går efter at genvinde formandsposten i partiet, er det klart, at han ikke kan samarbejde med ledelsen. Derfor bør han gå af," siger Philip Torbøl, fra de konservative studenter til Ritzau.
Hans Engell siger, at formændene for de to ungdoms-organisationer "ikke har forstået, hvad jeg har sagt". i tv-programmer.
"Per Stig Møller er lige blevet genvalgt. Og jeg vil gerne præcisere, at jeg ikke stiller op til et kampvalg mod ham," siger Hans Engell, ligeledes til Ritzau.
Hans Engell og Per Stig Møller fordelte onsdag udvalgsposter og fastlagde magtfordelingen mellem de to i et timelangt møde.
Efter mødet sagde de begge de, at Hans Engells kritik i Profilen ikke havde været til diskussion. Per Stig Møller ville ikke kommentere opfordringen fra KU. "Jeg synes, I laver en storm, som jeg ikke kan genkende," siger Per Stig Møller.
Pernille Sams beklager i høj grad balladen, som hun mener kommer til at koste de konservative dyrt.
"Striden skader de konservative lige nu, vi får ikke fuld gennemslagskraft for vores politik," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her