Det stod ingen steder skrevet, at noget så blegt som et fransk regionalvalg skulle forårsage et politisk jordskælv. Men det er faktisk en omdannelse af det politiske landskab, der aftegner sig, efter at det klassiske højre i en række regioner har allieret sig med det yderste højre for at bevare magten trods venstrepartiernes fremgang ved valgene den 15. marts.
Formandsvalgene den 20. marts fremkaldte en af de mest ophidsede politiske situationer i Frankrig i mange år. Der var ubeskrivelige, højrøstede scener i mange regionalråd, og i debatter og kommentarer i dagens løb hørte man navne som Hitler, Mussolini, Pétain og Vichy, ja Stalin og Gulag. Det sidste hører hjemme i Front Nationals argumentation: Det vigtigste af alt er, at hele højre står sammen for at hindre "social-kommunisterne" i at få magten, og glem ikke, at kommunisterne - som socialisterne skamløst har allieret sig med - var medansvarlige for Gulag...
Dagens begivenheder fik seriøse kommentatorer til at tale om et historisk vendepunkt, om højres sammenbrud, opløsning, destabilisering og fallit. Om en forestående dybtgribende omdannelse af højrefløjen.
Det er efter alt at dømme berettiget. Men på denne dramatiske baggrund er det måske også på sin plads at minde om, hvad der ikke er sket.
Front National har ikke erobret magten i Frankrig. Front National har ikke flertal i landet, men har det overvældende flertal af vælgerbefolkningen imod sig. Regionerne er heller ikke magtens centrum i Frankrig - de er svage, både med hensyn til beføjelser, penge, traditioner og vælgerinteresse. Ledelserne for de to partier RPR og UDF, der udgør det parlamentariske, moderate, klassiske højre, har heller ikke kapituleret for Front National, men tværtimod forbudt deres lokale repræsentanter at alliere sig med Fronten, aktivt eller passivt. Flirt med Fronten er selvmord for disse partier - de ville miste vælgere i massevis til venstre.
Fem UDF-regionalpolitikere satte deres egne karrierer og privilegier over principperne og gik på akkord med Front National for at sikre sig formandsposter. De så ikke noget galt i at acceptere Frontens stemmer - og visse af dens krav som pris herfor. Eller fristelsen var for stor. Til straf har UDF suspenderet dem som medlemmer. Deres handlinger stemples af modstanderne som "forræderi" og "pagt med djævelen". En i denne forbindelse ofte udtalt formaning lyder: "Det er mindre alvorligt at tabe et valg end at tabe sin sjæl".
Regionalvalget har fået symbolsk betydning på et kritisk tidspunkt, hvor højre står foran en omdannelsesproces. Forenklet sagt er der nu optræk til, at den højre fløj af det klassiske højre går over til Front National, mens resten reorganiserer sig i et nyt moderat højreparti. Det betyder et større og stærkere Front National, et mindre og svagere moderat højre.
Der er tydelige tegn på, at "basen" i det moderate højre gør oprør mod de "parisiske" partiledelser og protesterer mod disses manglende forståelse for Front National (15 procent af Frankrigs befolkning kan ikke betragtes som nazister). Men denne base består først og fremmest af lokale politikere og partiaktivister. Hvad vælgerskaren angår, tyder flere meningsmælinger på, at det store flertal af RPR's og UDF's vælgere godkender partiledelsernes afstandtagen til Front National. Men der er også tegn på en forestående sprængning af UDF, der er sammensat af to partier, hvoraf det ene nu godkender samarbejde med Front National.
Hvis det lykkes Front National i fremtiden at placere sig som det egentlige højreparti, har partiet vundet en afgørende strategisk sejr. Det er lige netop den strategi, partiets nummer to og uden tvivl fremtidige leder, den begavede og veltalende demagog Bruno Mégret repræsenterer: Fortrænge RPR-UDF som primus motor til højre.
Fransk politik har på lang sigt en tendens til polarisering, og Front National har en chance for at få patent, borgerbrev og legitimitet som det franske højreparti. Det moderate højre bliver til det bløde centrum. Og det er Lionel Jospin, der engang har sagt: "Centrum i fransk politik er som Bermuda-trekanten. Når man sejler ind i det farvand, forsvinder man".
André Malraux syntes at gå ud fra den samme antagelse, da han under de Gaulle formulerede følgende devise på gaullisternes vegne (citeret med træffende aktualitet af Serge July i Libération): "Mellem os og kommunisterne er der ingenting". Den politik bidrog i årtier til at placere kommunisterne som førende venstreparti.
Francois Mitterrand vendte systemet om. Han marginaliserede kommunisterne ved at alliere sig med dem og satsede derefter på Front Nationals vækst og dermed højres splittelse og svækkelse. Denne strategi, der i dag tegner mere lovende end nogensinde, udnyttes diskret af Jospin, hvor nødig han end vil forbindes med Mitterrands machiavellisme.
Tendensen favoriserer Jospins sympatiske venstrekoalition, der kæmper imod liberalismens junglelov, lancerer synlige iniatiativer mod arbejdsløsheden og taler for et mere socialt Europa inden for Mastricht-rammerne. Og et politisk landskab, hvor højre er rabiat og isoleret, opruller det fortryllende perspektiv af et stort venstre-centrum flertal. Udmærket, men:
Et demokrati er bedst tjent med, at både regering og opposition er - demokratisk. At forestille sig Front National som den egentlige opposition i en årrække - vedholdende, voksende og med monopol som protestparti - det er et mareridt. Det er det, der truer med at ske. Derfor er det vigtigt, at regeringen forstærker sin kamp mod alle de krisefænomener, der giver Front National vind i sejlene, og at det demokratiske højre reorganiserer sig under troværdige ledere og med et troværdigt projekt - som et alternativt regeringsparti.B.V.
