Læsetid: 3 min.

Fravalg

14. marts 1998

RADIO OG TV
Barbie-bomben blev plantet af Holger K. midt i rundspørgen i Tubinehallen på Holmen. Akustikken var gjaldende. Bluffe-Uffe bad publikum om at dæmpe sig, men de blev ved med at opføre sig som en krydsning mellem et et tysk opera-publikum og Hjallerup marked med buh-råb og almindelig blanden sig. Den slags gammeldags vælgermøde er gået helt af mode, så de folkevalgte virkede godt hylet ud af den, så uvante de er med gemen fjællebod og kontant afregning. Og hvad bragte Holger så til torvs med sin søbende diktion? Jo, at der var konstateret cadmium i Barbie-dukkerne og hvorfor havde vi talt så lidt om miljøet. "Holger og Barbie skyder med skarpie", hvabbehar?
Det fik mig til at fundere over, hvilke stoffer der kunne være gemt i de demokratiske dukker, der står for valg. Pia Kjærsgård lukkede den sædvanlige sennepsgas ud, og Kirsten Jacobsen prøver at gøre hende kunsten efter, men opnår aldrig andet end at ligne en Cheshire-kat, der er ved at kløjes i en sodapastil, mens hun med frisk sladder fra frisørsalonen giver små hverdagsgenvordigheder såsom den med lastbilchaufførens springfinger til gode. Jann Sjursen hælder husblas ud af ørerne, mens han bærer jernbyrd.
Nyrup danser på knuste roser, mens Uffe skruer plutioniums-charmen på og lover os rockerfri børnehaver. Hvad Mimi er på efter flåten, må enten være meget salt eller meget tørt, for hun slikker sig tit om munden. Hun var i øvrigt utroligt hvas over for en ung dame, der spurgte, hvorfor hun ikke var rigtig socialdemokrat. Voldsomheden i svaret tydede på, at der blev pirket i noget ømt.

Fra det rungende kaos bag camouflagenettet flyttede partikandidaterne næste aften på TV 2 ind i søjlesalen på Glyptoteket. Her var ingen forstyrrende pøbel. De elleve var placeret i hestesko mellem marmor og ærværdige buster. Pudderet lå tommetykt på de indstuderede minespil. Lyset var lagt med omhu, så ansigterne trådte frem som plastiske masker.
Nyrup fremstod pludselig som en folketribun fyldt med emulgator, mens han lænede sig ind i rollen som Cæsar. Elleman sad og lod, som om de andre fortalte vittigheder, han kendte i forvejen. Pludselig lod de fløjene om at svælge i fremmedangst. I stedet hed den varme kanin lejeværdi og mantraet 7 milliarder kroner, som det kan blive ejernes lod at betale husejerne. Ikke nok så mange gange poker med et menneskeligt ansigt formåede at tilbagevise de bange anelser. Jann Sjursen kom med en skøn fortalelse, da han brugte vendingen "at holde boligejerne skødesløse."
Gamle fru Petersen på 76 blev hevet manegen rundt et par gange som et cirkulerende offer, vi aldrig fik hilst på. Det er ikke småting, man kan risikere at skulle bøde for, hvis man er gamle fru Petersen på 76. Og Christian Bundgaard fra Demokratisk Fornyelse sang kuk-kuk-valsen om EU og alle de dårligdomme, der automatisk strømmer nordpå fra Bruxelles. Det var ingen gevinst for sagen med de pavlovske tirader, der tit intet konkret havde med emnet at gøre.
Hesteskoformen gjorde, at man kunne studere de ikke-talende forberede sig uden at lytte, mens de talende åd op af deres kvote. Det var afslørende, hvor lidt man egentlig lytter til modstanderne, når man tror sig uden for kameraets blik. Og hvor sølle mange politikere er til at møde vælgerskaren i kødet fremfor gennem fjernsynet.

Arenaen smitter af på de medvirkendes fremtræden og oplevelsen af, hvordan spektaklet skal opleves. Den samme afsmitning gjaldt på valgaftenen dæk-ningen på de to kanaler.
Pendul-zapning mellem DR1 og TV 2 var som en flakken mellem det røde og det blå rum, hvor sympatien og udlægningen af de foreløbige resultater var højst forskellig. Man kunne selv vælge, hvilken fløj, der førte i væddeløbet, blot ved at zappe. Det var lige så afslørende for påstået objektivitet som menings- målingernes misvisninger. Ved næste valg skulle det ikke undre mig, om vi fik stukket en kradselottoplade ud i stedet for en stemmeseddel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu