Læsetid: 4 min.

Fredelig linje har spillet fallit i Kosovo

4. marts 1998

Kosovos leder, Ibrahim Rugova, er i dag isoleret, og partisanbevægelsen UCK vinder terræn dag for dag, siger Kosovo-repræsentant i Danmark

"Reelt er der krig i Kosova i dag. Og selv om jeg personligt ikke støtter væbnet kamp, må jeg - som alle andre Kosova-albanere - erkende, at uden Kosovas Befrielseshær (UCK) og den guerillakrig, den fører, vil der ikke ske nogetsomhelst i Kosova".
Xhemil Zeqiri lever i dag som taxichauffør i København, men bruger det meste af sin tid med at sprede oplysninger om, hvad der foregår i Kosovo - provinsen i det sydlige Jugoslavien, der af serberne opfattes som deres historiske kerneland, men som det store albanske befolkningsflertal har udråbt til den selvstændige stat Republikken Kosova.
Zeqiri var på barrikaderne, da krav om albansk selvstyre i Kosovo igen blev rejst efter marskal Titos død i 1980, blev eftersøgt af myndighederne og flygtede i 1981 til Danmark. I dag er han, siger han selv, ikke medlem af nogen politisk organisation, men er formand for den danske afdeling af Rådet til Forsvar for Frihed og Menneskerettigheder i Kosova.
De seneste dages udvikling - 16 dræbte albanere og fire dræbte serbiske politisoldater ifølge de officielle serbiske oplysninger - overbeviser ham om, at den ikke-voldslinje, som Kosovo-albanernes politiske leder, Ibrahim Rugova, har stået for, har spillet fallit.

Rugova isoleret
"Rugova blev valgt til Kosovas præsident i 1991 ved at præsentere sig med et "gandhistisk" budskab om ikke-vold i kampen for selvstændighed. Denne linje var afhængig af, om USA og Europa kunne og ville lægge pres på de serbiske magthavere, så forhandlinger kunne begynde og en løsning findes. Men presset udeblev, og i dag må vi erkende, at vores krav om selvbestemmelse ikke rører nogen i Vesten. Derfor er Rugova så isoleret som nogensinde", siger Xhemil Ziqiri.
Ziqiri tegner et lidt andet billede af Ibrahim Rugova end det, vi normalt har i Vesten, hvor hans ikke-volds politik og oprettelse af en parallel statsstruktur har ført til stor respekt, omend ikke så meget andet.
Rugova har efter Ziqiris opfattelse udviklet sig til en selvrådig magtpolitiker:
"Kosovas parlament har ikke været samlet en eneste gang i de seneste fem-seks år - officielt af sikkerhedsgrunde. Regeringen sidder i Bonn, og ministerpræsident Bujar Bukoshi har åbent brudt med Rugova. Selv i Rugovas eget parti, Kosovas Demokratiske Liga, er han isoleret. Næstformanden Hydajet Hyseini og flere andre topfolk i LDK har forladt ledelsen i protest mod Rugovas egenrådige politik. Den eneste grund til, at Kosova-albanerne ikke åbent demonstrerer mod Rugova er, at det ville kunne tages til indtægt af serberne".

UCK i fremgang
Derimod oplever Kosovas Befrielshær (UCK) stor fremgang. Organisationen dukkede op for to år siden med spredte attentater mod serbiske myndighedspersoner og albanske kollaboratører, men siges nu mer eller mindre at kontrollere hele områder, og der er ifølge Ziqiri gang i hvervningen af nye partisaner - også i de eksil-albanske miljøer i Skandinavien og Vesteuropa.
Den amerikanske regerings udsending på Balkan, Robert Gelbard, kaldte for nylig UCK "en terroristbevægelse" - en betegnelse, Xhemil Ziqiri betegner som karakteristisk for den vestlige holdning til Kosovo-konflikten.
"UCK ses af stadig flere albanere som det eneste forsvar, de har i en situation, hvor der kun er den væbnede kamp tilbage. Vi skal have en dialog med serberne, men alle erfaringer viser, at man ikke får en dialog med Beograd uden først at vise styrke. Og det internationale samfund bærer ved sin passivitet et stort ansvar for, at det er kommet så vidt".
Ziqiri tilføjer, at det var en stor fejl, at det internationale samfund anerkendte Forbundsrepublikken Jugoslavien, uden at Beograd havde erklæret sig parat til at forhandle om Kosovos status. Nu er det eneste, der kan påvirke Beograd, et dobbelt pres: Fornyede trusler om internationale sanktioner. Og væbnet kamp.

Konflikten spredes
Og denne kamp kan meget hurtigt sprede sig til andre lande på Balkan, først og fremmest nabolandet Makedonien, hvor albanerne udgør et stort mindretal (officielt på 23 procent, albanerne mener selv ca. 40 procent).
"Der er traditionelt meget nære bånd mellem albanerne i Makedonien og Kosova. Mange har familier på begge sider af grænsen. I Jugoslavien-tiden rejste vi uhindret, og mange makedonske albanere studerede i Pristina (Kosovos hovedstad, red.), fortæller Xhemil Zeqiri, der selv er født i byen Tetovo i Makedonien, før han flyttede til Kosovo for at gå på universitetet.
Det slaviske befolkningsflertal i Makedonien undertrykker albanerne på nøjagtig samme måde som serberne, mener Zeqiri. Han henviser bl.a. til, at borgmesteren i den albansk-dominerede by Gostivar netop er idømt syv års fængsel, fordi han hejste det albanske flag side om side med det makedonske.

Selvstændighed
Og Kosovas Befrielseshær har netop i de seneste par måneder udvidet sit virkefelt til også at omfatte Makedonien - eller Operationszone 2, som partisanbevægelsen kalder landet.
UCK går ind for skabelsen af en fælles selvstændig republik, der omfatter Kosova og det vestlige Makedonien, hvor albanerne udgør et stort flertal.
"Drømmen er en fælles stat for alle syv mio. albanere på Balkan - i Albanien, Kosova, Makedonien og Montenegro. Men vi ved, at det er en udvikling, der må ske skridt for skridt. Først må Kosova have sin selvstændighed, dernæst må vi selv afgøre, hvem vi går i statsforbund med", siger Xhemil Ziqiri.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her