Læsetid: 2 min.

'Den Frie' og gæster

17. marts 1998

Et stærkt lyrisk islæt i årets udstilling

UDSTILLING
Kun 13 af Den Fries 33 medlemmer udstiller i år, men der kompenseres med seks indbudte gæster.
At betragte Jørgen Rømers, John Olsens og Freddie Lerches kunst er at bevæge sig ind i et grænseområde mellem det lyriske og det romantiske. Hos Rømer er processen i de velkendte akvareller en blanding af knivskarp iagttagelse og koloristisk harmonisering, mens bevægelsen i John Olsens svedetegninger går i modsat retning, dvs. fra det spontane og fysiske - sved, kropskontakt, gestus - til noget, der fortættes i et motiv.
Lerche kalder sine seks billeder, som fordelt på to grupper danner en slags tværakse gennem bygningen, for Europæisk maleri og peger dermed på den traditionelle brug af farve, som uudgrundelig og lyrisk, også når den er monochrom.
Beslægtet er gæsten Leif Kath. Han ynder grafikerens dybe sorte og grå toner. Dog virker hans papirbilleder i denne ombæring lidt usikre. Også to af de andre gæster er romantisk disponeret. Billedhuggeren Jun-Ichi Inoue har formet sin vældige granit skulptur, "Secret Place", som en sarkofag, hvis hemmelige indre bliver synligt takket være et brud i overliggeren. Og Jørgen Rasmussens installation i en 220x250x295 stor kasse med voksdugsgardiner, brandslanger og et spind af nylontråde er en grisaille af sart poesi.

En semafor
Som en varde eller måske snarere en semafor mellem udstillingens muligheder står Hein Heinsens fornemme skulptur fra l991, hvor det antropomorfe og geometriske eller det romantiske og konceptuelle befrugter hinanden.
Med det nye medlem Elle Klarskov Jørgensen er vi således i en anden verden. Skulpturens hus på et bord handler om skalaforskydelser, virkelighed og illusion, og i mellemrummet eksisterer hendes kunst. Også Kirsten Lockenwitz' "ANDRAH I og II" handler om størrelsesforhold, men her spiller materialevirkninger en væsentlig rolle. Derfor fortjener hendes monumentale "Vizag" model også at blive realiseret i diabas.
Gæsten Marianne Hesselbjergs skulpturer skuffer lidt, Torben Ebbesten viser ældre, lidt nostalgiske arbejder, Sven Dalsgaard er nærmest kun symbolsk til stede med en skærm, mens Eva Öhrling (gæst) folder sig ud på det tålmodige lærred med eksplosioner af konfettifarver fordelt i plamager og pastose ormegange, festligt og livsbekræftende ligesom Nils Erik Gjerdevik (gæst), der spiller farveskalaer med underfundigheder sekunderet af Poul Pedersens fundamentale og kæmpestore ABC...
Anders Kirkeby har ájourført en række arbejder begyndt adskillige år før, Svend Engelund markerer sig smukt, og Søren Elgaard maler sine vanlige snapshots fra storbyer.

Mindeudstilling
Mange af de udstillede arbejder er af ældre dato, så man kan næsten tale om en retrospektiv udstilling, hvilket naturligvis understreges af mindeudstillingen for Svend Wiig Hansen.
Wiig Hansen prægede og præger Den Frie med sit format og sin alvor. Det gør ondt, at tænke på, at denne store stemme i dansk kunst er tavs. Smukt skriver Torben Weirup om ham i kataloget, og af Wiig selv citeres digtet, der begynder "Til dem der blev mine forældre," og som slutter "Til dem der i døden blev levende/ Til havet som med sin store hvide tunge slikker jorden/ Til blomsten som åbner og lukker sig forgæves/ Til alle dem der råber ud i fortvivlelsens skrig med ord som ikke blev opslugt i magten."

*Den Frie Udstilling 1998, Udstillingsbygningen, Oslo Plads. Daglig 10-17, til 22.3.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her