Uden et stærkere civilsamfund og nogle fælles værdier, der rækker ud over maksimeringen af egoets materielle lykke, så vil Europa være lige ilde stedt som USA
BJARKEMÅLET
"Nu er vi så tæt på som aldrig før: Vi er den første generation, der kan gøre os håb om ikke at opleve flere krige."
Åh, hvilket topmål af naivitet kan man som statsminister for småstaten Danmark give udtryk for her ved indgangen til det nye årtusind. Poul Nyrup Rasmussen mente det nu alvorligt nok under sin åbningstale til Folketinget. Det med fred i vor tid. Og det er der andre statsministre, der før ham har gjort.
For Nyrup gælder det om at få hevet et ja i land ved folkeafstemningen den 28. maj, og det gyldne løfte til vælgerne er, at vi har en enestående chance for at skabe fred og sikkerhed i Europa, hvis bare danskerne stemmer ja og Amsterdam-traktaten bliver ratificeret.
Set under én synsvinkel vil det være et stort fremskridt, hvis unionstraktaten faktisk får bundet gamle krigeriske stormagter som Frankrig og Tyskland sammen i et unionsbroderskab, hvor nationens "egoistiske" interesser nedprioriteres til fordel for den fælles dialog, konfliktløsning og et stadigt tættere økonomisk samkvem i et fælles marked - måske endda med en fælles valuta, så det ikke længere bliver muligt at snyde på vægten med konkurrerende devalueringer af de enkelte valutaer.
Det er muligt, at det er medicinen til at skabe fred i vor tid - mellem staterne.
Problemet er blot, hvis politikerne tror freden og foreningen sikret, så øges risikoen for, at de glemmer den nødvendige agtpågivenhed: At selvom der er fred mellem staterne, så er konflikterne, hadet og volden i samfundet ikke afviklet, men kan tværtimod få ny næring til at flytte sig til et andet niveau. F.eks. ind i staterne, i sociale oprør mellem befolkningsgrupperne og i racistiske (eller selvproklamerede antiracistiske) voldsytringer.
Dér hvor den demokratiske samtale og konfliktløsning erstattes af vold, frygt, kriminalitet og private bander og vagtværn.
Lad mig tage et aktuelt eksempel på dilemmaet. 11 EU-lande med 290 millioner indbyggere er på vej til at danne en fælles valutaunion med euro'en som den mønt, der skal holde projektet sammen. Der er masser af kloge økonomiske argumenter bag det projekt - og endnu mere statsraison.
De to bedste argumenter, jeg kender for ØMU-projektet, er dels moralsk og dels geostrategisk. Det moralske er, at det skal fjerne politikernes fristelse til at snyde på vægten og devaluere valutaen, hver gang de støder ind i strukturelle, sociale og politisk-økonomiske problemer. (Når 11 lande frivilligt afstår fra muligheden af at devaluere, vil de i parentes bemærket, måske også overflødiggøre nogle af de spekulanter, der har tjent på usikkerheden)
Det geostrategiske er, at en stærk europæisk mønt, euro'en, vil kunne give det amerikanske overherredømme et solidt modspil på den internationale scene. I bedste fald vil amerikanerne blive tvunget til at opgive den hidtidige globale egenrådighed og det økonomiske hovmod, det hele tiden fremkalder at besidde verdens reservevaluta.
Faren ved den europæiske valutaunion er, at politikerne forledes til at tro, at møntenheden vil skabe fred i vor tid.
Det var den tidligere EU-kommisær og tidligere leder af London School of Economics, Ralf Dahrendorf inde på i gårsdagens International Herald Tribune: "Der er enorme risici, fordi alle inden for den fælles mønt vil begynde at slappe af igen."
Dahrendorf har svært ved at skjule sin bekymring over de potentielle sociale konsekvenser af møntunionen og refererer blandt andet chefen for den tyske Bundesbank, Hans Tietmeyer, for at sige, at ØMU'en ikke "afhjælper arbejdsløsheden eller hjælper velfærdsstaten. Man kan sige, at et stort homogent møntområde vil øge konkurrencen og fremme virksomhedsfusioner, og begge disse forhold vil i realiteten mindske beskæftigelsen endnu mere."
I sidste ende ved vi ikke om det går, som Dahrendorf frygter, og det er i høj grad et fælles politisk ansvar at modvirke de allermest negative sociale konsekvenser af en mere brutal konkurrence med fælles mønt i det forenede europæiske marked.
På den anden side af Atlanten er Amerikas Forenede Stater et eksempel på en fungerende møntunion, og derovre blev delstaterne som bekendt allerede forenet for to århundreder siden - efter en borgerkrig.
I Europa er det nu et halvt århundrede siden, at vi oplevede historiens mest bestialske borgerkrig - det som nogle historikere ynder at kalde Anden Verdenskrig - og det har fået ikke mindst de største af Europas stater til at søge væk fra nationalismens spøgelse og ihærdigt arbejde for en Europæisk Union.
Erfaringerne fra USA viser dog, at selvom der helt overordnet bliver skabt fred på kontinentet, så er det hverken nogen garanti for, at unionen er fredelig overfor andre stater, eller at unionens borgere får en mere fredfyldt tilværelse.
I gårsdagens avis kunne de læse en historie fra det virkelige liv i USA, hvor to drenge (på 11 og 13 år) iført militært kamouflagetøj forleden myrdede fire af deres skolekammerater på stedet og sårede 10 andre tilfældigt forbipasserende. Det skete i en lille by i præsident Bill Clintons hjemstat, Arkansas, men mange andre steder i "Guds eget land" har vrede eller forvirrede drenge i de seneste år droppet alle hæmninger og skudt løs på forbipasserende. Hadet, frustrationerne og en isstorm af menneskelig opløsning i familierne har sammen med en voldsomt ophobet frygt skabt en brutalisering af det amerikanske samfund i de senere år.
Parallelt med en eksplosiv velstandsfremgang og boomende aktiemarkeder er den konkrete og den snigende frygt i anonymitetens moderne liv steget: Det håndgribelige udtryk for det er en kraftig vækst i antallet af skydevåben: Nu er der 215 millioner skydevåben i omløb i staterne.
Kriminologen Flemming Balvig siger til Informations David Rehling, at "USA eksisterer ikke længere som samfund". "Alle frygter nu alle. Det er blevet selvforstærkende." Dermed anvender han nogle af de samme ord, som filosoffen Thomas Hobbes brugte til at beskrive barokkens opløsningskultur i 1600-tallet. Hobbes mente dengang, at alle mennesker var som ulve overfor ulve, og derfor skulle en Leviathan af en statsmagt med al magtens vælde få styr på de kriminelle og amoralske undersåtter.
Sagen er blot, at selv ikke en Hobbes troede det muligt nogensinde at skabe en statsmagt så magtfuld, gennemorganiseret, institutionaliseret og militært veludrustet, som det der karakteriserer de moderne stater ved udgangen på det 20. århundrede. Og alligevel truer ufreden og den brutale nedskydning i de mest belastede amerikanske skolegårde.
Selv i det "fredelige" Europa er det civile samfund blevet udsat for en brutalisering, som ikke bare handler om krige på Balkan. I England er det kun få år siden, at befolkningen gik i chok over James Bulger-sagen, og i visse socialt belastede danske "by-ghettoer" kan man - heldigvis endnu undtagelsesvis - se volden stikke sit brutale fjæs frem.
Årsagen til det skal ikke findes i antallet af skydevåben eller knive blandt drengebander - selvom det naturligvis bringer døden tættere på, når vreden og frustrationerne fremkaldes hos den potentielle voldsmand. Social opløsning og værdiskred giver en mere grundlæggende forklaring.
USA "består af 250 millioner enkeltindivider, der søger at værne sig selv mod de andre. Fremmede bliver set som potentielle fjender. Kun flaget og nationalsangen er fælles. Og så nogle symbolske skikkelser i sport og underholdning," siger Flemming Balvig. Og det kan ikke siges meget mere præcist.
I USA er man kommet længst i opgøret med de fælles værdier, den enkeltes moral og den personlige samvittighedsfølelse - og det er ikke bare underklassen, som fører an.
Den amerikanske samfundsanalytiker Kevin Phillips beskrev forleden i Los Angeles Times, hvordan den spekulative go-go kapitalisme på finansmarkederne går hånd i hånd.
Dow Jones-aktieindekset slår historiske kursrekorder i et kapløb med præsidentens skørteindeks og salget/udlejningen af pornofilm og efterspørgslen efter porno på Internettet. Phillips kalder det for et "Clinton-marked", og henviser til, at præsident Clinton selv kommer fra en gambler-by, Hot Springs, med løse penge, kvinder let på strå og svag ordenspolitik.
Uanset hvad man måtte mene om de påståede affærer (og jeg selv er personligt temmelig indifferent overfor Clintons privatliv), så peger Phillips i sin kommentar på, at go-go præsidenten har udvist betydelig moralsk fleksibilitet overfor de multinationale selskaber, specielt de som har givet generøse valgkampagnebidrag. Amerika er på alle niveauer blevet clintoniseret, mener Phillips. Middelklasse-amerikanerne er ikke længere bekymret over, at de rige og de succesrige "downsizer" virksomhedsdirektører får for meget, og de fattige får for lidt.
"Det er giv mig, giv mig mere," skriver Phillips - og indfanger i så henseende også en del af den europæiske tidsånd.
Alternativet til go-go kapitalismen behøver ikke være en stærk stat/en magtfuld union, hvor den politiske elite kan lulle sig ind i den livsløgn, at freden dermed er garanteret. Der er aldrig en livsforsikring mod nye konflikter og eventuelle sociale oprør - slet ikke hvis den politiske og økonomiske elite forfalder til arrogance, selvtilfredshed og opgiver at tale om de værdier og den moral, som ikke er griskhedens og egoismens, men som anfægtet forsøger at løse de fattiges og udstødtes problemer.
ØMU'en kan måske være udemærket moralsk og geostrategisk terapi, men uden et stærkere civilsamfund og nogle fælles værdier, der rækker ud over maksimeringen af egoets materielle lykke, vil Europa være lige så ilde stedt som USA.
Håbet i tiden er, at de lokale fællesskaber giver en hånd med og hjælper hinanden i stedet for at lukke sig inde i egoistiske karriereforløb og isolere sig i parcelhuset med fingeren på remotekontrollen og videomaskinen.
Det vil være mere håb mellem mennesker og mindre frygt, hvis det atter lykkes at skabe de kærlige og stærke familie- og slægtsbånd, der giver den enkelte en oplevelse af at være elsket. Menneskelige bindinger og livserfaringer, der igen lærer ellers alt for vrede og frustrerede unge mænd til at påtage sig det ansvar, det er at få børn, at være ansvarlige fædre og opdrage sine børn til at også at turde tage ansvar og hjælpe andre end sig selv i fremtiden.
Det er måske selve hovedforudsætningen for at gøre op med 'reparationssamfundet', hvor professionelle eksperter, oplyste økonomer, terapeuter, psykologer og socialrådgivere diagnosticerer flere og flere problemer, som skal repareres, i stedet for at fremme de værdier og de fællesskaber, der igen skal få livet til at lykkes bedre.
