Læsetid: 4 min.

En gavmild intellektuel

3. marts 1998

Man véd aldrig, hvor meget andre lider. Men man vidste på en måde alligevel altid, hvor man havde Harly Sonne, nemlig lige foran én, fuld af charme og ubrugt overskud

Nekrolog
Kort før han ville have rundet de halvtreds, valgte forleden litteratur- og sprogforskeren Harly Sonne (f. 1948) det, som i nogle nekrologer kaldes en pludselig død. Dermed blev der sat punktum for en unik personligheds liv - og for en akademisk karriere, der begyndte ovenud lovende, men endte med at flade ud som en rus frembragt ved andre, farligere midler end ånd.

Skrev og elskede
Harly, en mørkkrøllet, ranglet arbejdersøn fra Rødovre, med glimt i øjet, superbegavet, modtagelig som en radar, oplevede i sin 60'er-gymnasietid et kæmpemæssigt løft, takket være fremragende lærere, der kom hans sjældne evner i møde.
Han læste siden dansk ved universitetet, med glubende appetit på alt nyt, skrev et omfangsrigt speciale om triviallitteratur, kom ind i semiotiske kredse hvor der læstes Freud og Lacan, underviste, skrev og elskede, alt imens han dyrkede sin dybe lidenskab for skak.
Et tidligt gennembrud fik han i 1979, da han sammen med psykiateren Bent Rosenbaum skrev Det er et bånd der taler, hvor de originalt kombinerede avanceret semiotik med en samtalebaseret, humanistisk opfattelse af psykosens egenart og den psykotiskes isolation.
Dette værk, der snart oversattes til både svensk og engelsk, var nok den vigtigste grund til, at Harly Sonne ved årsskiftet 1982-83 kunne tiltræde et ærefuldt professorat ved universitetet i Utrecht. Her fik han som leder af Institut for Skandinavistik udmærket brug for sin flersprogethed og selve evnen til at møde fremmede åbent og muntert, men efter nogle virksomme år blev det hans utaknemmelige opgave at afvikle instituttet.
Gennem senere skiftende ansættelser, bl.a. ved Københavns Universitet og RUC, genoptog han da sit hjemlige akademiske virke, og talrige studerende og kursister fik mulighed for at nyde godt af hans fremragende pædagogiske evner. Modeller voksede frem på tavlen, komplicerede teorier af fransk eller tysk oprindelse blev formidlet, som var det ren leg, Harlys åndsnærværende humor funklede suverænt.
Men det planlagte værk om fiktions- og fortælleteori, som han var selvskreven til at begå, lod vente på sig år efter år. Forskellig personlig modgang kom til, han mistede to gamle, nære venner: Henrik Bjelke og Dan Turèll, og skønt Harly Sonne med utrættelig energi vedblev at undervise og skrive, nedbrød han langsomt sit overlegne talent. Faldhøjden skulle vise sig stor. At han nu er død, dette kærlige, imødekommende, gavmilde overskudsmenneske, er så trist, at man nærmest må tvinge sig selv til også at huske de korte, tilfældige møder, de lange grinende samvær, hans altid øjeåbnende tekstlæsninger og inspirerende foredrag.
Uforglemmeligt bliver dog et lille universitært optrin i det tidligere Zoologisk Museum i Krystalgade, til professor Aage Henriksens øvelser i 1972 over de danske folkeviser. Tidligt i forløbet fremlagde vor lærer en dybsindig forelæsning over runekastets gåde, men allerede gangen efter uddelte Harly et duplikat på adskillige sider, hvori han ved hjælp af den strukturelle semantik og herre/slave-logikken fra Hegels Åndens fænomenologi leverede en højst 'alternativ' læsning af samme tekstmateriale som den lysende professor.
Da denne efter rygepausen spurgte: 'Harly, hvilken status har du egentlig tænkt dig, at dette ... øh ... arbejdspapir skal have her på kurset' svarede Harly helt nede fra enden af auditoriet, bag solbriller og under afrofrisure: 'Det er ren foræring!'

Klassisk og Mtv
Som andre i det psyko-semiotiske miljø nærede Harly Sonne nysgerrig interesse for tegn og sprog af hvilken som helst art. Han kunne med lynsnar sans for den sigende detalje slå ned på kernepunktet i en digterisk tekst; men hans af lang teoretisk skoling skærpede iagttagelsesevne satte ham også i stand til hurtigt og præcist at karakterisere musik (klassisk såvel som moderne), billedkunst, reklamer, salgsvideoer på MTV.
Som en simultanskakspiller, der på blot et øjeblik tager klart bestik af brikkernes stilling, satte han med en karakterstisk indolent distance sin analyse ind på hvad det skulle være. Det gav hans intellektualitet en legende lethed, hvis omkostning logisk nok var mangel på tyngde og fundament, tålmod og stædighed. Lige så trofast han kunne være over for tankens præcision og selve stilens effekt, lige så troløs kunne han samtidig være mod det dagligdags og tilsyneladende banale.

Smerte og sårbarhed
Man kunne, når man i de senere år rendte på Harly et sted, fristes til at ruske i ham og sige: tag dig sammen mand, sørg for at få din nattesøvn, og lignende opbyggeligheder. Men selv om hans udsathed blev stedse mere åbenlys, var det som om hans stolthed samtidig holdt én tilbage, som om man kun ville gøre ondt værre, krænke ham endnu en gang, ved ikke at godtage hans lyse løgn, at alting var godt, hvad det sjældent var.
Og alligevel blev man hver gang så glad for bare at se ham, mærke hans usvækkede interesse for både voksne og børn, tage imod hans 'franske' kindkys og overstrømmende omfavnelser, bag hvilke den smerte og sårbarhed lå, som vi, der kendte ham, nok ikke rigtig kom til at kende.
Man véd aldrig, hvor meget andre lider. Men man vidste på en måde alligevel altid, hvor man havde Harly Sonne, nemlig lige foran én, fuld af charme og ubrugt overskud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu