Læsetid: 2 min.

Gershwin og jazzen

3. marts 1998

Komponistens 100-år markeret af Radioens Big Band og orkestrets kommende chefdirigent

KONCERT
Selv om den amerikanske komponist George Gershwin (1898-1937) var samtidig med jazzmusikkens tidlige historie, er der ikke noget, der tyder på, at han havde et særlig nært forhold til jazzen. Som sine jævnaldrende kolleger med tilknytning til den amerikanske musikindustri var han fra omkring 1920 orienteret om den ny afro-amerikanske musik, der som dansemusik bredtes i det amerikanske samfund, og i 1924 leverede han med "Rhapsody In Blue" prototypen på et 'jazz-symfonisk' værk, en hybrid-genre, som opnåede en kortvarig popularitet og senere fik udløbere i form af third stream-musik og crossover.
Men jazz-påvirkning er der hos Gershwin kun tale om i helt overfladisk betydning, og det Gershwin har betydet for jazzen, var ikke tilsigtet fra hans side: At hans populære sange, skrevet til musicals og film, skulle blive en omfattende del af jazzrepertoiret, benyttet som grundlag for improvisationer, der i mange tilfælde overgik grundlagene selv og har givet dem et længere liv end de ellers kunne have ventet.
Så der er al grund til at man også fra jazzens side fejrer 100-året for Gershwins fødsel. Det sker i Danmark p.t. med en lille turné, hvor Radioens Big Band under ledelse af orkestrets kommende chefdirigent, Jim McNeely, spiller et Gershwin-program.

I Arken
Som programmet hørtes i Arken søndag eftermiddag, bød det på mange fortræffelige indslag, men var som helhed en kende spredt og derfor mat. Måske fordi man trængte til en linie gennem det store gershwinske jazzrepertoire, hvis det ikke skulle blive til en række mere eller mindre tilfældige smagsprøver.
Det undgik man i nogle tilfælde. For det første med McNeelys egen Gershwin-fantasi, "Prelude and Rhythm", som i første del indflettede klarinet-glissandoet fra "Rhapsody In Blue" udlagt for tre klarinetter og basklarinet - og i anden del citerede en række klassiske boptemaer baseret på harmonifølgen fra "I Got Rhythm" (1930), ud-over at musikerne også mobiliseredes til rytmisk sammensatte håndklap.
McNeely havde derudover orkestreret Gershwins tre meget sjældent hørte klaverpræludier fra midten af 20'rne, hvoraf dog kun det andet og sidst spillede helt syntes at være den udsøgte behandling værdigt. Langt fra gængs Gershwin var også de to songs, "Slap That Bass" (1937) og "Who Cares?" (1931), den sidste særlig smukt arrangeret omkring soloer af Nikolaj Bentzon (klaver) og Henrik Bolberg (flygelhorn).
Efter Gil Evans
Endelig retfærdiggjordes tilstedeværelsen af mere kendt Gershwin-repertoire gennem McNeelys farverige klangkunst efter Gil Evans' model i "How Long Has This Been Going On?" (1927) og "My Man's Gone Now" (fra Porgy and Bess, 1935). Og i ekstranummeret, "They Can't Take That Away From Me" (1937), beredte McNeely sit publikum en særligt liflig oplevelse ved at demonstrere, at han ikke blot er en iderig arrangør og myndig orkesterleder, men fortsat en fremragende pianist.
Han optrådte her i duo med koncertens sangerinde, Cæcilie Norby, hvis vokale udrustning i de numre som lancerede hende, så langt overgik hendes tekstfortolkninger og generelle foredrag. Måske havde hun gjort sig bedre ved en koncert, der skulle fejre Gershwin som musical-komponist?

*Gershwin-koncert med Radioens Big Band under ledelse af Jim McNeely og med Cæcilie Norby som sangsolist i Arken søndag eftermiddag. Koncerten gentages i Copenhagen JazzHouse i aften og onsdag, på Amtsgymnasiet i Ring-købing torsdag, i Musikhuset Aarhus fredag, i Esbjerg Musikhus lørdag og i Trommen, Hørsholm søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu