Læsetid: 6 min.

Gøglernes Oscar-aften og Film 48 - 50 år siden

28. marts 1998

Intermetzo
Det fortaber sig vistnok i tågerne, hvorfor Oscar statuetten, der er designet af en såkaldt art director, Cedric Gibbons (1893-1960) støtter sig til et sværd. Måske det skal bruges til at hugge sure kritikere ned med. Mere nærliggende, at den forgyldte supermandsfigur står og tramper på en filmstrimmel.
Cedric Gibbons havde ellers ikke selv noget at klage over. Som leder af MGM's dekorationsafdeling gennem tre årtier scorede han Oscar'en 11 gange og skød i øvrigt papegøjen ved at gifte sig med den mexicanske diva Dolores del Rio, som især gjorde det i western-film og var lidt af et labert skår. Hun skred i øvrigt fra Oscar-designeren for senere periodisk at lægge sig i ly af Orson Welles' ikke ubetydelige korpus. Men det var et sidespring(!).
Gibbons sad selvfølgelig ikke selv og snedkererede Oscar-statuetten i sit køkken, men fik billedhuggeren George Stanley til at udforme den i billigmetal og bladguld. Oscar hed heller ikke Oscar i begyndelsen, den hed overhovedet ikke noget, men betegnedes: the Academy Award.
Det er stadig dens officielle navn, men er jo ikke til at gå rundt og sige. Ifølge en vistnok bevidnet skrøne var det den senere administrerende direktør for the Academy, Margaret Herrick, der på nærmere hold af den ualmindeligt rædsomme statuette ganske spontant udbrød: Gud, den ligner min onkel Oscar! [Pierce].
En journalist, sådan nogle står altid og hænger i nærheden af kvikke bemærkninger, var vaks ved havelågen og skrev de udødelige ord ned. Og inden længe havde navnet sat sig fast i al folkets bevidsthed, uden at historien melder noget om, hvad onkel Oscar sagde til den historie.

Fordelingen af statuetterne har i mærkbar grad fulgt samfundsudviklingen og det trendy i det amerikanske samfund, hvad der vel heller ikke kan overraske. Akademiets storjury, der bestemmer, afspejler på godt og ondt smag og behag. En eksklusiv videnskabscivilisationsundergangsfilm vil således dårligt kunne være mere passende i vore nyreligiøse senhalvfemsere, hvor symbolerne fra miljø- og genteknologien ikke har manifesteret sig i så håndgribelig form, at man endnu har kunnet skabe overbevisende filmhistorier der adskiller sig fra almindelig science-fiction-rædslen-for-det-ukendte-historier.
Oscar statuetterne - disse repeterende rædsler fortsat og formentlig til asteroiden rammer institueret af Academy of Motion Picture Arts and Sciences - kurede derfor også i store mængder ned ad Titanics skrånende dæk og havnede i skødet på investeringsselskaberne, der satsede meget og vandt endnu mere.
Filmen om skibet der ikke kunne synke, men ikke desto mindre overholdt naturlovene, har vistnok allerede nu indspillet mere end nogen anden perforeret række billeder i verdenshistorien, hvilket ikke i sig selv bør få nogen til at trække på rynkebåndet. Der er ikke noget forkert i at tjene penge på andres ulykke, må vi være fri! Hvad skulle aviserne ellers også leve af.

Titanics dristige instruktør, som bare undervejs havde været ligeglad med pengene og satset sin egen løn - man ser allerede for sit indre blik den efterproducerede propagandafilm for filmen, disse overjordiske strimler, som tv-stationerne får smidt i nakken og mærkværdigt nok må bruge temmelig vederlagsfrit, og hvor de medvirkende efter tur tåredryppende fortæller om den altruistiske instruktør, som bare var terrific at arbejde sammen med, ligesom de andre medvirkende bare var terrific. Og de havde det så sjovt under indspilningen, og der lød aldrig et knubbet ord, selvom de stod i vand til mandlerne og frøs polkagrise. No way. And when I got the script, I read it in one night, and it is the best script I ever read!
Titanickatastrofeinstruktøren satte for at det ikke skal være lyv - hvad man et øjeblik godt kunne tro det var, hvis man var så naiv at tro på det gode i menneskeheden - smagfuldheden i hollywoodsk system og udbad sig den festklædte Oscarfestforsamlings opretstående og festklædte medvirken til ét minuts larmende stilhed for de ca. 1.500 daværende omkomne ombord på filmens forlæg, dengang den rigtige skude pløjede sig gennem nordatlantens isfyldte farvande hin nat i april 1912.
Og så, udkiggens råb: is i sigte! Men for sent, for sent, for sent. Mytologien ventede, og den lange skrabende lyd, der i skibets elegante indre - på de øverste klasser forstås - kun fornemmedes som en svag dirren og lidt klir i krystallerne, varslede for det ængstelige øre at intet var som det skulle være.
Og til redningsbådene, lød råbet, for sent, for sent - de alt for få redningsbåde. Og en time senere var det nat med troen på fremskridtet.
Siden har ikke mindst de hellige haft udpræget fordel af dette indlysende symbol på sic transit gloria. Mennesket forsøgte sig jo her - i al dets uklædelige hybris - som selveste Gud, der ellers er den eneste ene i omegnen, der kan bestemme, hvem der må synke og hvem der går fri.

Det værste, der kan ske i den ideologis øjne, er åbenbart at menneskene tager Gud på ordet og forsøgsvis vorder hans lige i skaberværket ved i førstningen at æde af træet, som han jo i sin almagt havde determineret, at Eva skulle. Ellers havde han vel heller ikke skabt Eva, som hun var, ikke kodet hende til denne logiske handling og ikke plantet træet og ikke trillet slangen ud af lerets klump og indpustet den liv og forgift og ikke udstyret Adam med disse skvattede egenskaber, der uimodsigeligt betød at han, skabningens vikarierende herre, når det kom til stykket, åd med som indbudt.
Og da de endelig var verfet ud af haven, og englene dannede flammemur imod deres returnering, indstiftede Herren arbejdet og døden og befalede, at Adam i fremtiden skulle æde det stenede brød i sit ansigts sure sved, hvilket indebar, at han måtte ernære sig som allehånde: skærveknuser, landmand, soldat, bibliotekar, mælkemand, minister, folketingsformand med eller uden lodtrækning, automekaniker, selskabstømmer, autonom, præst, politibetjent, Hollywood-stjerne, tandlæge, generalsekretær i det Konservative Folkeparti- og skibsbygger.
Hvilket sidste erhverv en tidlig i rækken af Adams efterkommere, Noah med Arken, som bekendt på det smukkeste levede op til. Siden strakte Adam kølen til Titanic, og havde ikke hørt et ord for dét, såfremt Titanic ved et lykkeligere tilfælde ikke var sejlet for hurtigt og havde skrællet skibssiden op for den ødelæggende indtrængen af disse fatalt tyngende mængder havvand.
Og hvis Titanic så endeligt ikke var sejlet ind i sit isbjerg, men forbi og landet i New York til trutmusik og det Blå Bånd, havde man nok fundet et andet undergangssymbol, der kunne have været (næsten) lige så godt. Den enes druknedød, den andens Oscar...

Nu kunne begivenhederne jo hensætte én i misantropisk foragt for Hollywood. Og gør de da også. Indtil man lader øjet glide over bogreolen, hvorpå en noget laset men intakt samling tidsskrifter har sin plads, strandet dér som god gave fra den fædrene generation: Film 48. Et banebrydende tidsskrift fra dette år - altså med 50 år på bagen - redigeret af Mogens Fønns og Børge Høst og med fornemme medarbejdere som bl.a. Tørk Haxtausen, Poul Henningsen og Harald Engberg. Sidstnævnte, teateranmelder, senere chefredaktør på Politiken, skrev i nummer 2, februar 1948 artiklen "Dette er også Hollywood", hvori han gør opmærksom på filmbyens tvetydighed. På den ene side alt det lurvede, som netop da kom frem i forbindelse med komiteen for uamerikansk virksomhed, alle opportunisterne: Robert Taylor, Adolphe Menjou, Gary Cooper, Ronald Reagan, kort sagt de falske helte, de dårlige venner."
På den anden side de modige, de ægte stjerner, heltene, der mod alle odds og under betydelig fare for egen sikkerhed og velfærd forsøgte at fastholde - uanset at det for hørmen af mistænkeliggørelse og løgn næsten ikke var til at få øje på - Hollywood som et åndeligt og kunstnerisk fristed: Humphrey Bogarth, Danny Kaye, Laureen Bacall, June Havoc, Paul Henreid og Adrian Scott - en af 'The Hollywood 10' der fik et års fængsel for at nægte at svare på komiteens fiffige spørgsmål: Are You or have You ever been a communist!
Lad - mens Titanic hver aften synker og scorer kassen - Harald Engbers stolte nu 50 år gamle slutord i Film 48 stå et øjeblik:
"Når vi for fremtiden siger Hollywood, bør vi ikke glemme, at det var den bys intelligens, der i et farligt øjeblik stod fast som frihedens forpost."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her