Analyse
Læsetid: 6 min.

Grumset skattereform

27. marts 1998

Færingen Joannes Eidesgaard har givet CD og de kristelige vetoret over en grøn profil der i forvejen var temmelig grumset

Miljørigtig adfærd skal belønnes og miljøbelastningen skal beskattes, så borgerne og virksomhederne tilskyndes til at værne om et godt miljø i Danmark."
Sådan står der i den nye regerings grundlag.
Men det bliver der ikke noget ud af.
De gode viljer står ganske vist i kø. Ingen politiker med respekt for sig selv vil ligefrem sige nej til en grøn profil i vore dage.
Men i køen foran de gode grønne hensigter står der fire grå og kradsbørstige skikkelser og luder. De skal betjenes først.
Den første hedder flertallet, den næste hedder konjunkturerne, den tredje hedder konkurrencen med udlandet og den fjerde hedder tekniske problemer.

Lad os betjene dem fra en ende af. Kravet om flertal præsenterer sig i skikkelse af den færøske socialdemokrat Joannes Eidesgaard, regeringens halvfemsindstyvende mandat.
Han har ladet sig vælge til den lovgivende forsamling i Danmark med et løfte til sine vælgere om, at han ikke vil blande sig i dansk lovgivning. Og derved bliver det, siger han. Regeringen kan ikke regne med hans stemme til noget konkret forslag i Folketinget. Det eneste han vil gøre er at stemme for, at regeringen kan blive siddende, hvis den uden hans stemme får et flertal imod sig.
Mange havde regnet med at han hen ad vejen også ville hjælpe regeringen med at få nogle lovforslag igennem selv om det kun er S og R, SF og Enhedslisten, der støtter dem.
Det ser dog ikke ud til at være tilfældet. Tværtimod sagde Eidesgaard igår til Aktuelt, at situationen passer ham helt fint. Han har vundet valget på Færøerne, fordi han lovede at tage afstand fra det danske socialdemokrati, og han foretrækker at Socialdemokratiet tvinges til at arbejde sammen med CD og Kristeligt Folkeparti, siger han.
Den nye regering skal altså regereres af Jann Sjursen og/eller Mimi Jakobsen. Eller af Pia Christmas Møller og/eller Anders Fogh Rasmussen. Eller dem allesammen. Det er Joannes Eidesgaards vilkår. Regeringens mulighed for at spille venstrefløjen og de borgerlige ud mod hinanden er væk.
Man skal for fremtiden ikke spørge regeringspartierne og oppositionspartierne, hvad de har af ideer til en grøn skattereform, eller en finanslov eller noget som helst andet. Man skal bare spørge Mimi Jakobsen eller Jann Sjursen om der er noget på regeringens tag-selv-bord, de har lyst til at spise.

Ved at lade være med at spille sin rolle kommer Joannes Eidesgaard til at spille den mest fremtrædende rolle af alle. Samme rolle som Mimi Jakobsens far Erhard Jakobsen spillede med stor iver både før og efter den dag i 1973, hvor han kørte tør for benzin på vejen fra Gladsaxe til Christiansborg og udløste et valg og dannede CD.
Eidesgaard vil blot komme til at spille rollen endnu mere effektivt, hvis ikke det lykkes for Poul Nyrup Rasmussen at overtale eller betale ham til at skifte mening. Det er der ikke meget, der tyder på.
Men selve situationen er nu heller ikke helt uventet. Under alle omstændigheder ville det ikke være særlig klogt af en regering, der skylder sin eksistens til 89 vælgere på Færøerne, hvis den byggede for meget på stemmerne fra SF og Enhedslisten og lod hånt om de to midterpartier og deres valgsejre.
En sådan kurs ville gøre regeringen meget sårbar, hvis bare et enkelt af regeringspartiernes egne folketingsmedlemmer fik sære ideer om dette eller hint.

Hvad siger så flertallet hen over midten til en grøn skattereform?
Mimi Jakobsen kobler sin automatiske svaremaskine til og siger til Aktuelt: "Jo - jeg er til grøn profil og alt det der, men jeg bryder mig ikke om, hvis der skal lægges større grønne afgifter på bilerne eller benzinen." Hun mener helt forudsigeligt, at forestillingerne om kollektiv trafik er "overdrevne". Bilismen skal ikke rammes, landbruget skal ikke rammes.
Jann Sjursen derimod vil, i samme avis, netop samle interessen om energiafgifter i transportsektoren. Desuden går han ind for renovering af byernes
kloaknet.
Det fører os videre til næste ludende skikkelse i køen: konjunkturerne. Den tiltrængte renovering af de gamle kloak- og vandledninger er nemlig et godt eksempel på, hvordan det ofte går med de gode, miljøvenlige viljer, når forhandlingerne om skattekronerne spidser til:
Da den danske økonomi skulle kickstartes i 1993, blev der sat gang i renoveringen og de dertil hørede meningsfulde grønne job. Da den så skulle bremses blev pengene til renovering halveret.
Samme billede tegner sig generelt for de grønne job der kan skabes ved påkrævet genopretning af natur, giftfri vedligeholdelse og beskyttelse af miljøet i kommunerne, påpegede formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, Johannes Poulsen, her i avisen i forgårs:
Med den ene hånd laver regeringen jobpuljer til fremme af sagen. Med den anden hånd strammer den budgetskruen. Med det resultat at den ordinære beskæftigelse på det grønne område er halveret, mens den ekstraordinære beskæftigelse med forskellige former for tilskud er steget.
Om et par måneder skal det stykke genopføres i Slotsholmsgade, frygter Johannes Poulsen. Nede i den ene ende af gaden vil Ole Stavad sidde og forhandle med de borgerlige partier om grøn profil i en minimal skattereform. Oppe i den anden ende vil Mogens Lykketoft vride armen om på kommunerne i de årlige økonomiforhandlinger. Vel vidende at han på forhånd fører med to point.
Det første point har han scoret fordi kommunerne, under pres fra både den daværende regering og borgerne, har brugt for mange penge til at bygge daginstitioner mv. i 1997. Det andet point scorer Ole Stavad for ham, hvis han kan få flertal for planen om at hæve bruttoskatten og sænke bundskatten.
Hver gang bruttoskatten hæves med en procent falder skatteindtægterne nemlig med fire milliarder i kommuner og amter. Så det er Lykketoft der sidder med den lange ende, og hans hu står givetvis til en økonomisk stramning. Og det skulle gå mærkeligt til hvis kommunerne og amterne efter sådan en stramning tager hjem og forøger deres indsats og beskæftigelse på de grønne områder - på bekostning af det, de plejer.

Den tredje og den fjerde skikkelse i køen var konkurrenceforvridningen og de tekniske hensyn. Når de har taget, hvad de kræver, er det meget småt med idéer til flere grønne afgifter der kan batte så meget at de både giver penge til forbedring af miljøet og til at lette skattetrykket på arbejdsindkomst. Det kunne læserne af Information allerede konstatere i går, før Joannes Eidesgaard gav vetoret til de borgerlige midterpartier. Sådan som den politiske tænkning fungerer er grænsen simpelthen nået, også i regeringens egne partier. De mener ikke, at man kan flytte ret meget mere af skattebyrden fra arbejde til miljø uden at løbe ind i enten afgifter der forvrider forholdene i Danmark eller afgifter der forvrider konkurrenceforholdet til udlandet og skaber nye problemer med grænsehandel.
Syd for grænsen er der ikke hjælp at hente. De grønne i Tyskland har benzinafgifter på programmet. Men det går tilbage med deres tilslutning blandt vælgerne. Måske af samme grund.
Hvis EU-landene kunne enes om at gennemføre en økologisk skatteomlægning i fællesskab, var det hele meget nemmere. Det er ikke helt forkert at grænsen for grønne afgifter er ved at være i Danmark. Men det er heller ikke helt rigtigt.
Hvis de gode viljer bagest i køen er stærke nok, kan der godt findes nye grønne skatteobjekter. SF har for eksempel foreslået energislugende produkter som cement og aluminium. Og reklamer.
Og hvis man vil kan man da godt øge beskatningen af ting, der ikke handles og flyttes frit.
F. eks. vand og jord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her