Læsetid: 4 min.

Halsbrækkende og imødekommende

28. marts 1998

Breakdance for fuld udblæsning, elguitarer og indkogt romantik ved Den fjerde danske Komponistbiennale

BIENNALE
Det er sjovt at gå til Komponistbiennale. Man får lov at stå i kø sammen med komponisterne, når man skal købe billetter, og man sidder lige ved siden af dem til koncerterne. Kender man ikke perlerækken af levende, danske tonsættere i forvejen, synes man næsten, man kommer til det. For selvfølgelig er og bliver det fagfolkene, der udgør den solide, hårde kerne blandt det publikum, der i denne uge trofast valfarter til koncerterne i Københavns Anden Opera. Der er noget både dejligt og fortvivlende intimt over denne tilbagevendende præsentation af medlemmerne af Dansk Komponistforenings musik. Selvom arrangørerne bag årets biennale har gjort sig umage for at følge op på Kulturbyårets usædvanligt flotte ditto med hensyn til gennemtænkt lysdesign og programsammensætning, er det svært at fylde salen op. Ny musik kræver stor nysgerrighed og åbenhed af lytteren. Men biennale-koncerterne viser, at det i hvert fald af og til er umagen værd.
Denne anmelder havde udset sig tirsdag og onsdag til prøvesmagning af Biennalen årgang 1998, og clouet blandt de hørte koncerter blev den sene koncert tirsdag klokken 22.30, hvor programmet stod på Sørensen, Højsgaard og Ruders. Navnene i sig selv peger på høj kompositorisk kvalitet. At også selve koncertforløbet var usædvanligt flot og stramt holdt, var en positiv overraskelse.
Lyset slukket, kun lys på publikum. Så blev scenelyset tændt - musik. Sluk, sceneskift, atter lys, nyt værk - og så fremdeles. Et intenst forløb, hvor samtlige medvirkende hele tiden var på scenen, inklusive cellist Niels Ullner og pianist Erik Kaltoft, der mørklagte og ubevægelige sad som skulpturer, til de skulle i aktion. Så stramt var forløbet holdt, at man end ikke kunne komme til at klappe imellem værkerne, selvom man havde meget lyst. Sådan gør man en koncert opmærksomhedssugende, så man uvilkårligt rykker rumpen frem i sædet og ørerne frem i forreste lytteposition.
Bent Sørensen kan skrive meningsfuldt og personligt for to basuner, to elguitarer og to celli - imponerende, anderledes tyst, end man måske skulle tro og både råt og sart. Til dem, der gik glip af Sørensen og af Erik Højsgaards Sonate i C-dur er der ikke rigtigt andet at sige, end at det var synd. Rigtigt synd endda. Højsgaards raffinerede solostykke, der med sin ekstreme præcision og yderst bevidste klangæstetik er alt muligt andet end en banal sonate i
C-dur, blev spillet af Ullner, så det var musik og ikke tekniske vanskeligheder, man oplevede.
Erik Kaltoft plus fem messingblæsere for fuld udblæsning i Poul Ruders' showpiece Break-Dance var til gengæld ren opvisning, der som det klart mest udadvendte og hæsblæsende afsluttede en formfuldendt koncert med glimrende kompositioner i passende mængde og flot sammensætning. Kaltofts evner som altædende nodeomsætter kom til deres fulde ret i Ruders' blærerøvsstykke, hvor man godt kan glemme alt om anslagsfølsomhed og i stedet stille skarpt på de halsbrækkende rytmemønstre.

Spejlinger
Klokken 20-koncerterne levede i højere grad op til de gråmelerede forventninger om Komponistbiennalen som en obligat præsentationsbakke for foreningens medlemmer, hvor fremragende musik i sagens natur må stå ved siden af mindre fremragende. Sjovest var onsdagskoncerten, der - som flere koncerter ved denne biennale gjorde det - arbejdede med ideen om at spejle nykomponerede værker i nogle moderne klassikere, idet to komponister fik værker uropført, der er skrevet for 'klassiske' besætninger, og som ved koncerten blev spillet side om side med de 'gamle' værker.
Lad det være sagt med samme, at klassikerne løb af med sejren. Hans Abrahamsens Seks stykker for horntrio fra 1984 var og blev - også i Preben Iwans, Anne Søe Iwans og Anne Marie Fjord Abildskovs opførelse - en stjernestund af indkogt romantik med en raffineret kontrapunktik og en intensitet i udtrykket, som Tage Nielsens Trio Semplice ikke kunne (men vel heller ikke ville) leve op til. At kunne skrive noget, der kan leve op til Axel Borup-Jørgensens Winterelegie for sopran, mezzo, alt og ensemble er få danske komponister beskåret. Det er ganske genial musik med et så personligt, tyst og pointillistisk udtryk i sin fortolkning af Hölderlins poesi, at Sunleif Rasmussens bredt flydende Paul Celan-elegi, Todesfuge, virkede nærmest kedsommelig til sammenligning. At Borup-Jørgensen så i øvrigt kræver en helt ekstrem koncentration, der trods Jean Thorels omhyggelige direktion af Athelas Sinfonietta ikke rigtigt tilvejebragtes, er en anden snak.

Variationer over Disney
Andre gode oplevelser var John Frandsens melodiske og vellykkede Variations on a Falling Star, der overraskende afslørede sig som variationer over den fra Disneys Juleshow så kendte melodi Når du ser et stjerneskud. Herligt, at komponister som Frandsen tør den slags - når resultatet vel at mærke som her bliver god, hørværdig, interessant musik.
Knap så spændende var Bo Gunges Three-O-3, der virkede lidt ubeslutsomt og løst tænkt og plagedes af balanceproblemer på grund af den krævende medtænkning af rummet i musikeropstillingen. Juliana Hodkinsons for mig gådefuldt betitlede Korrektur var med klaptræets voldelige fremfærd over for de sarte, sårbare klange anderledes konsekvent i sin idé og en absolut pinefuld oplevelse. Musikken kunne også have heddet 'Tortur'.
Endnu en af 'de gamle', der løb af med en flot sejr, var mangeårig formand for Komponistforeningen Mogens Winkel Holm, hvis smukt betitlede og lige så smukt klingende Syv Breve til stilheden fra 1976 stadig er helt og aldeles vidunderlig musik. Små begivenheder af den aller-største betydning sat i tonalitetens enkle perspektiv. Så-dan! I det hele taget kan man notere sig, at meget af den
nyere og helt nye danske musik er melodisk, venlig og imødekommende, så det bør ikke være frygten for fæle klange, der holder publikum væk.
Det er sjovt at gå til Komponistbiennale. Koncerter og seminarer varer weekenden ud, program: Den Anden Opera.

*Den 4. Komponistbiennale - Athelas Sinfonietta Copenhagen dirigeret af Jean Thorel, ensemble under ledelse af Henrik Vagn Christensen, diverse solister. Den Anden Opera, tirsdag kl. 20 og kl. 22.30, onsdag kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu