Læsetid: 6 min.

Halvhjertet fransk forsøg på lokalstyre

4. marts 1998

Vælgerne rager det en fjer, og politisk mangler de franske lokalvalg substans. Forsøget på et mere decentralt Frankrig halter og alt tyder på en valgdeltagelse på omkring 50 procent

PARIS
Mindre end et år efter parlamentsvalget, der overraskende bragte venstrepartierne til magten, befinder Frankrig sig atter midt i en valgkamp. Der er valg til samtlige regionalråd den 15. marts, og selv om det drejer sig om lokale folkevalgte forsamlinger, har valget navnlig interesse som landsomfattende politisk styrkeprøve, en meningsmåling i legemsstørrelse.
Det er uundgåeligt, at det nationale overskygger det regionale. Det er det første valg, hvor regeringen Jospin og venstrekoalitionen af socialister, kommunister, grønne, venstreradikale og venstresocialister får deres popularitet prøvet i vælgerbefolkningen - efter godt ni måneders eksistens. Det er et kritisk tidspunkt, hvor regeringens politik, navnlig vedrørende beskæftigelse og indvandring, følges med intens interesse.
Til gengæld er regionalpolitik relativt uinteressant i Frankrig. Regionerne mangler politisk substans og har svært ved at påkalde sig interesse. Valgdeltagelsen tegner til at blive lav, måske ikke meget over 50 pct.
Selve styrkeforholdet mellem partierne og mellem højre og venstre finder dramatiske udtryk på landsplan fra valg til valg, hvadenten det drejer sig om parlamentsvalg eller lokalvalg.
Man husker, at socialisterne led et knusende nederlag ved nationalforsamlingsvalget i 1993, men hurtigt kom på benene igen, således at partilederen Lionel Jospin kunne score godt 47 procent som det samlede venstres kandidat mod Jacques Chirac i 1995. I forsommeren 1997 kunne den samme Jospin føre en sejrrig valgkamp i spidsen for en venstrekoalition, efter at Chirac uforsigtigt havde udskrevet valg i utide. Sejren var klar, men ikke så overvældende som højres i 1993.
Samtidig kendetegnes situationen på landsplan af, at højre har magten i det overvældende flertal af de 95 amtsråd (departementerne) og i hele 20 af de 22 regioner. Efter venstres valgsejr i fjor og den popularitet, regeringen Jospin har bevaret til dato, er det således givet, at venstre står til fremgang ved de forestående regionalvalg.

Forsigtig Jospin
På papiret kan venstrepartierne vinde en halv snes regioner, men den nye socialistiske partileder, François Hollande, har valgt en påfaldende forsigtig tone, idet han taler om at erobre to eller tre. Han synes først og fremmest at være bange for forhastet sejrssikkerhed, der kan give bagslag. Af den samme grund har partiet heller ikke officielt opstillet kandidater til formandskaber i regionalrådene, men kun 'talsmænd'. Formandskandidater udpeges først, når man kender valgresultaterne... Partiledelsen har ved flere lejligheder henvist til det gamle ordsprog: 'Man skal ikke sælge bjørnen, før den er skudt'.
Forsigtigheden afspejler også Jospins indstilling. Han er af den overbevisning, at demonstrativt magtbegær i dag virker frastødende på de franske vælgere, og han er sig pinligt bevidst, at socialisterne endnu ikke har nået at bevise med tilstrækkelig tydelighed, at de har draget læren af de fejl, der blev begået under Mitterrands lange regime, og som de blev straffet hårdt for i 1993.
Men regeringen har vinden i ryggen, og de sidste nye signaler på den økonomiske front kunne næppe være mere gunstige. Det fremherkende tema i kommentarerne i øjeblikket er, at 'væksten er vendt tilbage'. Det siges nu at være uafviseligt, at den franske økonomi vokser med mindst tre procent i 1998, og der er fremgang i både investeringer, efterspørgsel, forbrug og - marginalt - endog i beskæftigelsen. Optimismen tempereres dog af usikkerheden om, hvorvidt opsvinget er varigt, og af den massive arbejdsløshed, der efter alt at dømme ikke kan formindskes i virkelig mærkbart omfang inden for en overskuelig årrække.

Lav deltagelse
Det står fast, at konjunkturerne bevæger sig i positiv retning. Det er mindre regeringens fortjeneste, end det er resultatet af en række internationale faktorer. Men det er nogenlunde sikkert, at regeringen kan høste politiske laurbær for udviklingen - sådan er spillereglerne.
Regeringskoalitionen favoriseres ved valget også af, at den har et bedre sammenhold end højreoppositonen. Regionalrådene vælges ved proportionalvalg på basis af partilister inden for hvert departement (hver region består af to eller flere departementer), og i praktisk talt samtlige departementer optræder venstrepartierne som politisk allierede - i over halvdelen endog med fælles kandidatlister. Det tilsvarende samarbejde mellem de to oppositionspartier RPR og UDF er mindre fuldstændigt, og højre svækkes desuden af tilstedeværelsen af det yderste højre i skikkelse af partiet Front National, som man anstændigvis ikke kan samarbejde med. En meningsmåling har givet venstrepartierne 42 procent, det demokratiske højre 32 procent og det yderste højre 15 procent.
Men valgdeltagelsen tegner til at blive lav. At interessen for regionalvalgene er så ringe sammenlignet med parlamentsvalg og endog kommunalvalg, har sin forklaring i særlige franske forhold og i den historiske baggrund.
Mange franskmænd ved dårligt nok, hvad regionalvalg drejer sig om. Interessen for regionerne synes ganske vist langsomt voksende, men endnu inden for de senere år har undersøgelser vist, at vælgerne kun har vage ideer om, hvad regionerne er. Mange forveksler dem med departementerne, og det bliver naturligvis ikke nemmere af, at halvdelen af departementsrådenes medlemmer vælges samtidig med regionalrådene - dog i to valgrunder, den l5. og 22. marts. (Halvdelen af departementsrådenes medlemmer vælges for seks år hvert tredie år).

Katastrofevalg
Regionerne er et fænomen af nyere dato i Frankrig. De blev oprettet i 1962 - som administrative enheder - og de har først fået politiske rettigheder og folkevalgte forsamlinger efter decentraliserings-reformen i 1983. Før i år har der kun regionalvalg to gange, i marts 1986 og i marts 1992. Den nuværende stærke højredominans - med flertal i 20 af 22 regionalråd - stammer altså fra 1992, da socialisterne landspolitisk var inde i deres store nedtur under Mitterrands andet præsidentmandat - kulminerende med valgkatastrofen i 1993.
Regionalpolitik har svært ved at slå igennem i et land med stærke centralistiske traditioner. Det er nærliggende at sammenligne med Tyskland, hvis struktur som forbundsstat fungerer godt, og hvor der er en stærk mobilisering af vælgerbefolkningen.
Forbundsrepublikken er til en vis grad et forbillede for Frankrig, men den franske decentralisering er dog kun et halvhjertet forsøg på en efterligning. I geografisk udstrækning svarer de franske regioner gennemsnitlig til de tyske delstater, men deres gennemsnitlige befolkning er kun halvt så stor - 2,5 millioner.

Tysk mere farverigt
Frankrig har ikke turdet tage skridtet fuldtud og oprette delstater med regeringer.
Vælgernes politiske interesse og engagement er følgelig begrænset. En undersøgelse viste for få år siden, at 78 pct. af de franske vælgere ikke kendte navnet på deres regionalråds formand.
Hvis man foretog et lignende rundspørge i Hessen, Bayern eller Nordrhein-Westfalen, ville man uden tvivl finde en mindst lige så høj procent, der kender navnet på den lokale ministerpræsident...
De franske regioner har voksende betydning og har overtaget større og større beføjelser inden for transport, socialvæsen, infrastruktur, skolebyggeri, erhvervsuddannelse, miljø og kultur. Deres finansielle ressourcer er vokset. De er altså ikke ubetydelige. De betyder uden tvivl langt mere, end den gennemsnitlige franske vælger er klar over. Men det er svært at bryde med århundredgamle traditioner, og den centrale statsmagt opfattes stadig som altafgørende.
At man afvikler samtlige regionalvalg på en og samme dag, bidrager heller ikke til at give regionerne en fornemmelse af lokal identitet. De farverige tyske delstater har hver deres egen politiske kalender, deres originale politiske liv.
Et isoleret delstatsvalg er altid en begivenhed - endda af national og international interesse (også fordi det påvirker sammensætningen af Forbundsrådet).
Et enkelt tysk delstatsvalg kan til tider give lige så meget genlyd i den Europæiske Union som valgene i 22 franske regioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her