Læsetid: 6 min.

Den hellige jord

3. marts 1998

For mange serbere står Kosovo-provinsen som serbernes hellige land, uden hvilket nationen vil være berøvet sin sjæl og sine rødder

Kosovo var i det middelalderlige Serbien både politisk og kulturelt et kerneområde. I byen Pec lå hovedsædet for den selvstændige serbiske kirke og området er rigt på middelalderkirker med kalkmalerier. Derfor anser serberne området for den serbiske kulturs vugge. Samtidig var det på Kosovo-sletten, at tyrkerne besejrede den serbiske fyrst Lazars sammenbragte styrker i 1389, da de forsøgte at forhindre den tyrkisk ekspansion på Balkan. Derfor anses Kosovo for hellig jord af serberne, selvom området i mange år har haft albansk flertal.
Der har formentlig altid været et albansk befolkningselement i Kosovo-området. Men dominerende synes det først at være blevet efter 1690. Baggrunden var et forsøg fra osmannernes side på at erobre habsburgernes hovedstad Wien i 1683. Forsøget slog fejl, og de østrigske tropper trængte osmannernes styrker ud af Ungarn, hvorefter de i 1689 fortsatte langt ned på Balkan. Det fik serberne under ledelse af deres patriark til at gøre oprør og støtte østrigerne. Men da disse var nået så langt sydpå som Skopje, udbrød der pest, hvorefter hæren i 1690 forlod området og overlod de oprørske serbere til deres skæbne. Patriarken samlede så 30-40.000 familier, det vil sige mindst 100.000 personer omkring sig og vandrede nordpå, krydsede Donau og fik asyl på ungarsk territorium i Vojvodina, som efter Første Verdenskrig blev en del af Serbien. Det tomrum, serberne efterlod i Kosovo, udfyldtes af indvandrede albanere. Da Kosovo i 1913 blev erobret af Serbien, forsøgte man at gøre området serbisk igen. Men det lykkedes kun delvist.

Under Anden Verdenskrig blev det meste af Kosovo gjort til en del af det italiensk-besatte Albanien, og serberne blev forfulgt. I 1945 var der delvis balance mellem de to befolkningsgrupper i Kosovo. Men siden da forskubbedes forholdet kraftigt. Det skyldtes blandt andet, at serberne udvandrede af økonomiske grunde. Allerede i 1948 udgjorde albanerne 68,5 procent af Kosovos befolkning. Men derudover satte albanerne flere børn i verden. På de 43 år fra 1948 voksede den albanske befolkning i området med hele 190 procent - den blev altså næsten tredoblet, mens serbernes befolkningstilvækst generelt kun voksede med 30 procent i den samme periode. I 1991 udgjorde den albanske andel af Kosovos befolkning 82,2 procent, men den synes i virkeligheden at have været endnu højere.
Når serberne tog udviklingen i Kosovo så tungt, var det fordi området som tidligere nævnt havde fået nærmest mytologisk status. Det kan man egentlig undre sig lidt over. For det var kun i 1200-tallet, at Kosovo udgjorde centrum i det serbiske rige. I 1300-tallet havde rigets tyngdepunkt forskubbet sig sydpå til Skopje, og efter nederlaget til tyrkerne på Kosovo Polje i 1389 nordpå til området syd for Donau, og det var i dette område, Serbien genfødtes som fyrstendømme i 1815. Først ved Første Balkankrig 1912-13 blev Kosovo igen del af en serbisk stat. Forholdet kan minde om Danmarks forhold til Sønderjylland. Dette blev skilt fra resten af Danmark som et særligt hertugdømme fra 1241. I 1460 fik den danske konge Christian I hertugdømmet som arv sammen med det tyske Holsten - men på den betingelse, at de to områder skulle administreres sammen og ingen af dem gøres til en del af Danmark. I de følgende århundreder bredte tysk sig på det danske sprogs bekostning i Sønderjylland, som som i dag kaldes Slesvig. Da man senere, i 1848 og igen i 1863, alligevel forsøgte at indlemme Slesvig i Danmark, blev det forhindret af tyskerne, som i 1864 erobrede både Slesvig og Holsten.
Først i 1920 løstes problemet ved en deling efter folkeafstemningen. Men der er stadig mange danskere, der ikke har forsonet sig helt med tanken om, at den sydlige del for bestandig vil forblive en del af Tyskland. Og da det i 1997 i amtsrådene nord og syd for grænsen blev besluttet at erklære det danske Sønderjylland sammen med en stor del af det tyske Sydslesvig for en fælles "Euroregion Slesvig", fremkaldte det voldsomme protester.

Serberne klamrer sig til hele Kosovo (af albanerne kaldt "Kosova"), ganske som danskerne klamrede sig til Slesvig i 1848-64. Det er også et spørgsmål om kulturminderne. Nogle af de vigtigste serbiske kulturmonumenter befinder sig i Kosovo, herunder patriarkatet i Pec og kirkerne i Decani, Prizren (en overgang serbisk hovedstad) og Gracanica. Derfor er den officielle serbiske holdning, som deles af store dele af befolkningen, at man ikke kan afgive denne hellige jord, og at de etniske albanere kun er 'gæster' i Kosovo. Parallellen til den israelske holdning til araberne i Gaza og på Vestbredden er åbenlys.
I Titos Jugoslavien var man helt klar over de følelsesmæssige problemer, Kosovo indebar, og forsøgte at stille albanerne tilfreds ved at give Kosovo vidtgående hjemmestyre og befolkningen vidtgående kulturelle rettigheder - og samtidig udvikle området økonomisk. Serberne skulle så stilles tilfreds ved, at Kosovo stadig formelt hørte til Serbien. Et led i denne politik var oprettelsen af universitetet i Kosovos hovedstad Pristina, som hurtigt voksede til et af Jugoslaviens største. Problemet var blot, at der ikke var stillinger til alle de kandidater, der udklækkedes på universitetet i Pristina.
Tito døde i 1980. I 1981 startede albanske studerende ved Kosovos universitet i Pristina demonstrationer, som udsprang af udtilfredshed med maden i universitetets kantine, men hurtigt kom til at dreje sig om andet end kantineforholdene. Demonstranterne forlangte, at Kosovo skulle have status som egen republik i Jugoslavien. Demonstrationerne blev slået ned af det lokale politi med hård hånd, og den serbiske ledelse modsatte sig indblanding fra andre republikker i forholdene i Kosovo. Serbisk presse rejste en stemning af harme i Serbien med historier om albanske overgreb mod serbere - i virkeligheden var antallet af sådanne voldshandlinger meget begrænset og ikke af en sådan karakter, at man kunne tale om systematisk forfølgelse af det serbiske mindretal. Det er blevet bekræftet af uafhængige serbiske kilder. Men dele af medierne kørte hårdt og ensidigt på albanerne og skabte et fordrejet billede af de reelle forhold. Parallellen til flygtningedebatten i Danmark i 1997 er faktisk til at få øje på.

For mange serbere i anden halvdel af 1980-erne kom Kosovo-problemet til at stå som det vigtigste og mest truende politiske problem, værre end inflationen, korruptionen og skænderiet med de vestlige republikker. Det blev gjort til et spørgsmål om nationens eksistens. At den albanske ledelse i Kosovo førte en moderat politik og forsøgte ikke at udæske de lokale serbere, blev ganske overhørt. Slobodan Milosevic så rigtigt i 1987: der var et enormt politisk potentiale i Kosovo-spørgsmålet. Det viste sig blandt andet, da han kunne samle over 1 million serbere på Kosovo-sletten på 600-årsdagen for det berømte slag den 28. juni 1989. Da tilhørte Kosovos selvstyre allerede historien. For få måneder før var Kosovos parlament blevet tvunget til at opgive provinsens selvstyre.
Siden da har albanerne i Kosovo opbygget deres eget parallelsamfund. Flertallet boykotter det offentlige undervisnings- og hospitalssystem. Når albanerne kommer på et af de officielle hospitaler, er de ofte døden nær. Der er ikke vandtætte skodder mellem befolkningsgrupperne, som under Sydafrikas Apartheid. Snarere minder situationen om intifadaen i Palæstina. Med den forskel, at den kosovo-albanske ledelses holdning hidtil har været konsekvent ikke-vold kombineret med konsekvent løsrivelse.

Nu er situationen blevet mere flydende. Ikke-voldslinien har fået konkurrence af "Kosovos befrielseshær", som foretager væbnede aktioner. Konfrontationerne øges, hvilket uundgåeligt øger presset på den serbiske regering. Som netop nu har bedre politiske muligheder for at handle end før nytår, hvor det serbiske præsidentvalg stadig var uafgjort. Det klogeste, den serbiske regering kunne gøre nu, var at give et så vidtgående og troværdigt hjemmestyretilbud, at det satte de mere radikale blandt albanerne under pres. Og at den gjorde det før de uofficielle albanske valg i provinsen. Det ville samtidig være et tegn, som vil blive opfattet positivt i udlandet, som gerne ser og bidrager til en fredelig løsning på, hvad der internationalt opfattes som et stadig mere alvorligt problem. For syd for grænsen er spændingen imellem den mere radikale del af albanerne og regeringen taget til i Republikken Makedonien. I denne situation gælder det om at handle med forudseenhed, hvis man skal undgå at udløse en konflikt, som vil kunne få krigene i Kroatien og Bosnien til at blegne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu