Læsetid: 2 min.

Højre anklages for voldsplat

5. marts 1998

SF er for blødsødne, lyder det fra de konservative

SF beskylder Venstre og konservative for at slå politisk plat på befolkningens frygt for voldskriminalitet, fordi de kræver strengere straffe og en indskrænkning i brugen af prøveløsladelse.
Det er ikke vejen frem, siger SF's retspolitiske ordfører, Margrethe Auken:
"Derfor anklager vi de borgerlige. De ved - eller burde vide - at flere og strengere straffe ikke løser problemerne, men derimod medfører mere vold og flere ofre," sagde hun på et pressemøde onsdag, hvor partiet præsenterede en handlingsplan under titlen; "Vold skal tages alvorligt".
Den konservative Bendt Bendtsen har i sin valgkamp blandt andet slået på, at der skal laves indskrænkninger i prøveløsladelserne.
Han mener, at prøveløsladelser på straffe under et år skal afskaffes, og at der skal strammes op på prøveløsladelsesordningen generelt: "Der mangler konsekvens i retspolitikken. Strengere straffe vil være med til at afskrække mange kriminelle. Det er ikke tilfældigt, at der laves mange flere indbrud end røverier, hvor straffen er væsentligt strengere".

Ringe idé
SF'eren Knud Theil, byrådsmedlem og ansat i Nyborg Statsfængsel, mener, at netop prøveløsladelserne er et af de bedste redskaber, man har i fængslerne.
"På den måde kan man stille krav til de indsatte. Man kan eksempelvis motivere dem til at lave en uddannelsesplan - og til at følge den," siger han og peger på, at en indskrænkning i prøveløsladelserne også vil føre til væsentlig flere konfrontationer mellem fanger og fængselspersonale.
Margrethe Auken mener ikke, at hårdere straffe vil have nogen forebyggende effekt.
"Hårdere straffe virker kun forebyggende på folk som os selv. Det har ikke den store virkning på de hårdeste kriminelle", siger hun. I stedet ønsker SF en øget brug af samfundstjenste i de mindre alvorlige sager samt forsøg med elektronisk fodlænke, hvor den dømte ikke kan forlade sit hjem i en fastsat periode.
"Hos SF er gryden med blødsødenhed kogt over for længe siden," siger Bendt Bendtsen, men understreger, at der selvfølgeligt skal gribes forskelligt ind overfor unge og så dem han kalder de "erhvervsmæssige kriminelle."
"Vi skal gribe hurtigere ind over for unge, inden de er helt tabte. De skal mærke konsekvensen af deres handlinger, og her kan man benytte sig af weekendfængsel eller samfundstjeneste. For de erhvervsmæssige kriminelle skal håndtaget vrides i bund med strengere straffe," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her