Læsetid: 4 min.

Den homoseksuelle helt

3. marts 1998

Filmen om Oscar Wilde vil gøre ham til 'den første moderne mand' på grund af hans alsidige seksualitet. Modsat kan den udslukte Andy Warhol-helt Joe Dallesandro på Natfilmfestivalen opleves som 'den sidste moderne mand'

"Den første moderne mand", lyder untertitlen på Brian Gilberts biografifilm om Oscar Wilde, der med Stephen Fry i titelrollen har fået en meget positiv kritikermodtagelse.
Den tone af genvurderende heroisering, der ligger i ordene kan godt få én til at studse. Man kunne vel med lige så stor ret hævde, at Oscar Wilde var det sidste eksemplar (på flere måder et pragteksemplar) af den gammeldags mand, og at hans død i forrige århundredes sidste kvartal, knækket og ensom, kun er alt for fin de siècle-symbolsk. - "I'm dying beyond my means," som han vist sagde i sidste stund.
For er Wilde ikke individualisten, der i Lord Douglas-sagen fatalt overvurderer sin magt i selvberuset egocentricitet og samtidig omskaber sine nærmestes liv til tragedie?
Er han ikke, trods sin robuste, irske natur, netop så meget af en verdensfjern, gammeldags æstet, at han har svært ved at se realiterne i øjnene og i hvert fald groft undervurderer det engelske retssystem, da han anlægger sin tåbelige injuriesag. En dumhed, han må bøde for med et lige så gammeldags fald ned i unåde og skændsel.

Første 'rigtige' bøsse
Nej, det er ikke Wildes sørgelige skæbne, ikke hans frivole æsteticisme, ikke hans funklende salonkomedier, der i filmmagernes øjne gør ham til modellen for den moderne mand. Det er hans seksualitet.
"Det er et interessant kulturelt spørgsmål, om man inden Wilde-skandalen overhovedet havde noget begreb om en 'homoseksuel' mand," udtaler filmens instruktør Brian Gilbert i programnoterne.
"Man havde en meget stærk syndsbevidsthed, og det var egentlig alt. Der fandtes ikke nogen egentlig homoseksuel 'type'."
"Det er utvivlsomt omkring Wildes tid, at stereotypen dannes. Dengang man oplevede den psyko-analytiske bevægelses før-ste trin. Men det var selve Wilde-skandalen, der var med til at krystallisere stereotypen. Alt ved Wilde selv - hans vid, hans elegance, hans kærlighed til skønhed, poesi, hans interessere for boligindretning - kunne nu gøre det ud for beviser på hans såkaldte last."

Wilde som rollemodel
"Efter den tid var det ikke længere helt så uskyldigt at have smag for sådanne ting. Det kunne have mere skumle implikationer, og det blev en vaneforestilling for englænderne," fortsætter Brian Gilbert.
"Og i 1920'rne efterabedes Wilde af universitetsgenerationen på Oxford og Cambridge, hvad enten de var bøsser eller ej, delvis for at forarge deres forældre, men også i reaktion mod deres lidt ældre kammeraters almindeligt anerkendte heroisme i 1. Verdenskrig."
Så vidt Brian Gilbert. Men hertil kommer, at Wildes seksualliv rummer meget, der kan behage et tiår, som pudsigt nok ligger præcis 100 år senere end hans eget store decennium.
Strengt taget var Wilde jo ikke homoseksuel, men biseksuel. Han overkom det hele, giftede sig med en smuk, kærlig kone, som han holdt af og fik to børn med. Og hengav sig (ifølge filmen, der gerne følger ham til sengs) samtidig til homoseksuelle 'laster', der også nåede hele spektret rundt - fra orgier med rent boys til en lidenskabelig kærlighedsaffære med den eneste ene, den billedsmukke lord Alfred Douglas. Se, det er en helt for 90'erne! Ikke forrige århundredes 90'ere, men dette århundredes!

Velhængte Joe
En noget anden bøsse-kultur kan studeres på Natfilmfestivalen, som viser seks film af Paul Morrissey, lavet fra 1968 til 1973 under Andy Warhols auspicier.
"En velhængt Joe Dallesandro fylder sig med junk og har derfor svært ved at tilfredsstille sin kæreste," begynder programomtalen af Trash, og så er man straks inde i disse films rummel med nævnte Dallesandros potens som en ikke altid lige funktionsdygtige dramatisk motor.
Jeg skal spare læseren for at citere mine datidige rosende anmeldelser af disse film, for jeg tror ikke de holder. Men det bemærkelsesværdige ved Warhols metode, som Morrissey delvis overtog, var den totalåbne, fordomsstøvsugede lyd-hørhed: Warhol var så blankt accepterende over for sine freakede, improviserende, evigt snakkende medvirkende, at han ophævede begrebet afvigelse. Og ved at dvæle, ved at lade kameraet snurre og snurre, skabte han en slags sympati for de sære eksistenser, han rettede sit skamløst voyeristiske kamera mod.

Bør Warhol udraderes?
Af de seks film vil jeg anbefale Morrisseys debut Flesh som den fineste tilnærmelse til ovennævnte ideal. Morrissey kørte nemlig lynhurtigt træt og gik over til at lave parodiske melodramer som Heat og groteske skrækfilm som Flesh for Frankenstein og Blood for Dracula. Og siden har han været en instruktør uden betydning.
Det var altså, da han fjernede sig fra Warhols indflydelse (eller var det omvendt?), at Morrissey tabte gejsten. Ikke mindst derfor kan man godt sætte et lille spørgsmålstegn ved Nat-filmarrangør Kim Foss' Morrissey-portræt i programmet, hvor Warhols betydning bagatelliseres.
Mine opslagsbøger krediterer faktisk Warhol som ene- eller medinstruktør af Women in Revolt, som festivalen vil gøre til en ren Morrissey-film. Og Warhol (som kaldes "den gamle pop-kunstner" - han var 41!) havde umiddelbart inden Morrisseys fremkomst signeret film, der slet ikke er så blottet for handling som påstået: Lonesome Cowboys (en homoseksuel western!) og Blue Movie.
Det er al ære værd at ville trække Morrissey frem fra Warhols skygge, men det er nok lidt voldsomt at gøre Warhol til en flippet, totalpassiv gammel popkunstner, der slet ikke kunne få ting til at ske foran kameraet. Tværtimod tyder alt på, at Warhols ideer i ét og alt har været afgørende for disciplen Morrisseys film og karriere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu