Læsetid: 5 min.

Hovedpine i hovedstaden

31. marts 1998

Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) pirker til tømmer- mændene efter de fejlslagne forsøg på administrativ reform af Københavns-regionen

I den forløbne uge er det lykkedes indenrigsminister Thorkild Simonsen at skabe ny ballade om det ømtålelige spørgsmål: den administrative opdeling af hovedstadsregionen. Simonsen har tirret områdets lokale polititikere - både fra sit eget og andre partier - med noget skiftende udtalelser.
Til Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag sagde ministeren, at han ikke tror, at der kan skaffes politisk flertal for et "stort storamt" omfattende Frederiksborg, Roskilde og Københavns amter, samt Københavns og Frederiksberg kommuner. De to sidstnævnte har som bekendt også amtsstatus. Ministeren vil derfor - sagde han - arbejde for "et lille storamt", bestående af Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns Amt. Simonsen understregede dog samtidig, at han selv foretrak "det store storamt."
Til Berlingske Tidende den samme lørdag udtalte Thorkild Simonsen:
"Hvis der bliver tale om det store hovedstadsamt, kan det få konsekvenser for det øvrige land. Så kan det være, at tallet på 14 amter ikke længere skal være så helligt." Seks-syv ville snarere være det rigtige tal, mente Simonsen. På den måde fik ministeren jokket over flest mulige tæer. Københavns socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen rykkede straks ud og protesterede mod, at "det store storamt" ikke skulle være politisk muligt.
"Det er det eneste rigtige," siger Kramer Mikkelsen.
I den anden ende af landet protesterede Viborgs socialdemokratiske amtsborgmester Bent Hansen mod et "stort storamt" og dets mulige konsekvenser for amtsopdelingen i resten af landet.
Ministeren "lægger op til den ørkenvandring, at alt stort er godt," sagde Bent Hansen.
Og som om den ballade ikke var nok, bebudede Simonsen og den nyudnævnte sundhedsminister Carsten Koch, at de vil tage hul på en hovedstadsreform ved hurtigst muligt at lægge Københavns Amtssygehusvæsen ind under Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) - som Koch dog forudså omstruktueret, således at staten trækker sig ud.

Nye skærmydsler fulgte den udtalelse. Amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen ville "ikke røre ved en konstruktion som HS med en ildtang". Hun forudså, at et af amtets store hospitaler i givet fald ville blive overflødigt, men sagde ikke hvilket.
Socialdemokratiets repræsentant i HS' bestyrelse kastede sig over amtsborgmesteren, og Venstre-folk fra nær og fjern blandede sig fornøjet i striden. De kan slet ikke lide tanken om at lave storamt - stort eller lille.
Historien om administrativ reform af hovedstaden krydssejler mellem komik og tragik:
Gennem 1960'erne og begyndelsen af 70'erne viste det sig at være en afgørende svaghed for en velstyret udvikling af hovedstadsområdet, at det ikke havde en fælles overordnede myndighed. Arbejdspladser begyndte at sive, snævertsynede planlægningsbeslutninger belastede miljø og budgetter.

For at rette op på miseren indsatte Folketinget fra 1974 et hovedstadsråd som regionens overordnede myndighed for planlægning og styring. Men beslutningen var ikke konsekvent.
For at undgå at træde på følsomme lokalpolitikeres overlæder, fjernede Folketinget ikke de bestående amter inden for området. Hovedstadsrådet fik heller ikke selvstændig ret til skatteudskrivning. Og Folketinget lod ikke Hovedstadsrådets medlemmer vælge ved direkte valg. De blev udpeget af områdets amter og kommuner.
Hvis det var tandløsheden, man ville, var det den, man fik. Hovedstadsrådet opbyggede en kompetent administrativ stab, men politisk forblev det en papirtiger. En borgmesterklub blandt rådets medlemmer sørgede i samspil med Københavns Kommune for, at rådet ikke gik tunge magthaveres interesser for nær.
En udvalgsbetænkning fra midten af 1980'erne pegede på behovet for selvstændig skatteudskrivningsret og direkte valg til Hovedstadsrådet. Men efter de radikale trådte ind i Schlüters regering i 1988, blev løsningen en radikalt anden:
Hovedstadsrådet blev skrottet - med virkning fra 1992. Boet blev delt mellem amter, kommuner og stat. Dette åbenlyse tilbageskridt blev af VKR-regeringen præsenteret som "en administrativ forenkling."

Problemerne - som de har været kendt siden 1960'erne - gik imidlertid ikke væk. Den nytiltrådte Nyrup-regering prøvede i 1994 en tur til. Den nedsatte en ny hovedstadskommission, der afgav en diger betænkning i fire bind.
Kommissionen argumenterede overbevisende for, at en reform var nødvendig.
Den præsenterede "det lille" og "det store" storamt som løsninger, politikerne kunne vælge imellem. Mellem linjerne stod at læse, at kommissionens flertal foretrak "det store".
Det gjorde daværende indenrigsminister Birte Weiss også. Hun satsede kraftigt på den løsning.
I marts 1996 led Weiss imidlertid den tort, at regeringen var så splittet, at den intet kunne beslutte.
For at dølge nederlaget nedsatte regeringen en ny kommission. Den ny kommission skulle ikke alene kigge på opgavefordelingen stat-amt-kommune i hovedstadsområdet, men i hele landet.
"Som om det skulle gøre det lettere at løse hovedstadens problemer!" sukkede den erfarne tidligere departementschef og stiftamtmand for Københavns Amt, Henning Strøm, i dette blads spalter.
Opgavekommissionen har netop udgivet en debatbog, hvis vildt i alle retninger strittende indlæg ikke bidrager til nogen afklaring.
Efter sit opdrag skal kommissionen afslutte sit arbejde inden udgangen af dette år. På sin tale sidste uge på Amtsrådsforeningens generalforsamling stillede indenrigsminister Simonsen i udsigt, at en hovedstadsreform vil være på plads om to år - når Øresundsbroen åbner.
Det var dristigt gjort af ministeren.
Netop Øresundsbroens forventede åbning i år 2000 er blandt de forhold, der presser regeringen til at søge udvej af hovedstadens administrative misk-mask.
På den svenske side er netop gennemført et lille storamt, omfattende Malmø, Malmøhus og Kristianstadt. Ordningen er kun midlertidig - så forskellige er svenskerne heller ikke fra os - og også 'hinsidan' rumler forslag om et stort storamt - ligesom der er modstand mod overhovedet at ændre noget.

På begge sider af Sundet ledes der efter muligheder for at indfri de mange løfter om vækst og fremgang i Øresundsbroens strømhvirvler. Administrativ reform er i hvert fald en forudsætning.
Hertil kommer på dansksiden presset fra det kaotisk organiserede hospitalsvæsen - HS og ikke-HS. Og fra den offentlige transport, der i ad hoc løsninger ikke lader hospitalerne noget tilbage.
De sædvanlige hindringer er modstand fra amtspolitikere, der frygter at miste taburetterne - og kommunalpolitikere, der frygter at blive trynet af et storamt. Hvad der tildels jo netop er meningen med det.
Afgørende blokering for den løsning, de fleste fagfolk finder påkrævet - det store storamt - er den modstand, der uden for Københavns-området er mod en sådan "administrativ mastodont," der kan tippe den politiske vægt i landet til hovedstadens fordel. Hvad der jo sådan set også er meningen.
Thorkild Simonsen vil snart opdage, at han inden for sit ressort har problemer, der er lige så politisk betændt som flygtninge og indvandrere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu