Læsetid: 5 min.

Hvaler trues af militære forsøg

16. marts 1998

Et nyt sonarsystem til den amerikanske flåde har dødbringende effekt på havets pattedyr, mener flere miljøbevægelser

LYDSVINERI
Miljøaktivister verden over bliver i disse dage mobiliseret til kamp mod den amerikanske flåde. Ved hjælp af e-mail og elektroniske mailinglister spredes miljøforkæmpernes budskab: Ved afprøvningen af en ny type undervandssonar risikerer flåden at stresse, og i værste fald dræbe hvaler og havskildpadder. Flåden har siden slutningen af februar testet den nye sonar ud for kysten af Hawaii i samarbejde med biologer fra anerkendte amerikanske universiteter.
Forsøgenes formål er netop at undersøge effekten af den såkaldte LFAS-sonar på hvaler, og er derfor strengt nødvendige - mener flåden. Til det svarer miljøaktivisterne, at forsøgene volder langt mere skade end den nye viden berettiger til.
Forskerne har til deres forsøg valgt et område hvor en stor gruppe pukkelhvaler i øjeblikket holder til, og en død pukkelhval og dens efterladte unge bliver af forsøgsmodstanderne taget som et bevis på sonarens skadelige virkninger på hvalerne.
Næsten samtidig har en græsk marinbiolog i det videnskabelige tidsskrift Nature rapporteret en sammenhæng mellem afprøvningen af undervandssonarer og en massestranding af hvaler i Middelhavet.
Indicierne peger på LFAS-sonaren som hval-dræber, mener aktivisterne, som nu - i bedste Greenpeace-stil - vil lægge mennesker ud i vandet mellem flådens forsøgsskib og pukkelhvalerne. Det drastiske skridt tages, efter at en Hawaiiansk dommer i sidste uge underkendte en begæring fra miljøgruppen Earthjustice, om at domstolen skulle sætte en stopper for forsøgene. Ligesom den amerikanske flåde mente dommeren ikke, at hvalerne ville lide permanent skade af de høje lyde, som LFA-sonaren udsender i havet.

Landistancelytning
Den nye sonar er udviklet til at lokalisere næsten lydløse undervandsbåde i omkring 80 procent af Verdens have. LFAS står for Low Frequency Active Sonar, og dækker over at sonaren sender lydbølger på meget lave frekvenser (infralyd) gennem vandet. De lave frekvenser på 100-1000 Hz kan vandre langt gennem vandet - over 100 kilometer - og kan derfor bruges til at finde u-både på meget større afstande end tidligere. For at en lydbølge kan rejse så langt gennem vandet kræver det, at lyden er meget høj - og det er her problemet ligger.
LFA-sonaren udsender lydbølger med styrke på op til 235 dB. Selv benytter bardehvaler, som pukkelhvaler og gråhvaler, ifølge den amerikansk flåde infralyd med op til omkring 170 dB.
Da decibelskalen samtidig er logaritmisk anfører miljøbevægelserne, at den maksimale lydstyrke fra en LFA-sonar er tusinder af gange højere, end hvad man tror, hvalerne kan tåle. Hvad der præcist sker når hvalerne bliver belastet med de store lydtryk vides ikke.
Den ene måde, man mener de kraftige lyde kan skade hvalerne på, er ved at ødelægge deres hørelse. Hvalerne er fuldstændig afhængige af deres hørelse, som de blandt andet bruger til at lokalisere føde med. En døv eller høreskadet hval vil ikke kunne overleve længe. Mange mener dog, at de lavfrekvente lyde, når de er tilpas høje simpelthen virker som en chokbølge, der sendes gennem havet - og dermed lammer både hvaler, havskilpadder og fisk.

Kraftige indicier
Det er den sidstnævnte effekt, som den græske marinbiolog Alexandros Frantzis fra Athens universitet mener er skyld i en massestranding af Småhovedet Hval (Ziphius cavirostris) i det Ioniske Hav mellem Italien og Grækenland. Han beretter i et af de seneste numre af Nature om i alt 13 strandinger af den 6-7 meter lange tandhval indenfor godt halvandet døgn i marts 1996. Men hvor man ved massestrandinger normalt finder hvalerne samlet indfor et meget lille område, spredte de 12 af hvalerne sig langs 38 kilometer kyst, og den sidste hval blev fundet på en ø 57 kilometer fra den nærmeste af de øvrige.
Frantzis kunne ikke finde noget tegn på sår eller andre anormaliteter, så i første omgang stod han uforstående overfor fænomenet. Senere fandt han ved et tilfælde ud af, at NATO havde udført forsøg med LFAS i det samme område, i samme periode, som massestrandingen fandt sted.
Ud fra tidligere registreringer af hvalstrandinger i området har Frantzis udregnet sandsynligheden for at massestrandingen skulle skyldes andre årsager end LFAS-forsøgene til at være 0,07 procent - og dermed mere end antyder han, at NATO er ansvarlige for de 13 hvalers død.
Selvfølgelig kan man ikke udelukke et tilfældigt sammenfald, da man ikke kander meget til hvalernes reaktioner på LFAS, skriver han, og beklager samtidig, at mange af oplysningerne omkring det nye sonarsystem er militære hemmeligheder.

Usædvanligt samarbejde
Det igangværende forskningsprojekt er ellers et eksempel på en uventet stor vilje til samarbejde fra den amerikanske flåde. Den har stillet det unikke udstyr til rådighed for anerkendte amerikanske hvalforskere, som i flere omgange har deltaget i afprøvningen af LFA-sonaren. Projektet, hvor man i de to første faser har undersøgt LFA-sonarens indvirkning på blåhvaler, finhvaler og gråhvaler og nu i tredie fase på pukkelhvaler, skal indgå i en samlet miljøvurdering af LFAS. Og selvom nogen mistænker den amerikanske flåde for i virkeligheden at bruge undersøgelserne til at teste sonarens virkning som direkte kampvåben på levende væsener (en ubådsbesætning vil måske kunne lammes af en kraftig lavfrekvent 'beskydning') - så mener andre (også miljøbevægelser) at flåden handler i god tro.
Spørgsmålet er blot - som Willian Rossiter fra Det Internationale Hvalsamfund (CSI) udtrykker det - om undersøgelsen er risikoen værd?
I forsøgene vil forskerne ikke udsætte hvalerne for lydbølger på over 155 dB - men CSI mener at denne grænse er fuldstændig arbitrær og ikke garanterer for hvalernes sikkerhed. Miljøaktivisterne sammenligner de høje lyde med en jetmotor, der starter (180 dB), mens flåden påpeger, at det ikke er muligt at sammenligne lydstyrker i luft og vand. De mener lyden at en jetmotor er hundrede gange kraftigere end en LFAS-bølge på 200 dB, som blot vil lyde som dybt grynt, hvis man stikker hovedet under vandet.

Omfattende forurening
De færreste hvaler har hørt en jetmotor blive startet, så for dem har den teoretiske diskussion nok ingen betydning. Man ved simpelthen ikke, hvor meget der skal til for at skade de store havlevende pattedyr. Svaret fås måske med flådens undersøgelser - som miljøaktivisterne mener er unødvendige. Under alle omstændigheder, indvender de, vil brugen af LFA-sonarer betydeligt øge den menneskeskabte lydforurening af havene, som ellers især stammer fra skibstransport.
Den elektroniske informationsforurening, som de mange aktivist-e-mails udgør har således et større formål, end blot at stoppe det aktuelle forsøg med LFAS på Hawaii. Det skal være slut med den usynlige - men for hvaler meget hørbare - lydforurening af verdenshavene. Som Alexandros Frantzis udtrykker det:
"For mig er det mere vigtigt, at hvaler er i sikkerhed og ikke forstyrres, end at vi øger vores viden om dem".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her