Læsetid: 4 min.

Hvid mand kommer!

21. marts 1998

Saa løft en hvid Mands Byrde -
send ud den bedste Søn -

Sådan indleder Rudyard Kipling et af sine mest berømte digte, og netop i denne weekend udsendes to af den hvide races ypperste sønner på korttidskontrakt til Afrika. Selve Paven og USA's præsident rejser, og så på én gang! Nu sker der noget i Afrika.
Ja mon ikke. Pavens rejse til Nigeria er hæmmet af, at det korrupte regime har kørt landets økonomi så langt ned, at raffinaderierne ikke fungerer. Paveflyet skal muligvis flyve benzin til olielandet, så Pavemobilen kan drives anstændigt frem gennem de hyldende sorte menneskemasser.
Præsident Clinton har også problemer med energien. Forundersøgelser har vist, at der ikke er strøm nok i Ghanas hovedstad, hvor præsidenten indleder sin afrikanske rundrejse. Derfor har amerikanerne et mobilt kraftværk med. Snak om hjælp til de fattige: Efter endt brug i Ghana bliver det slæbt videre under hele rejsen - og bragt med hjem til USA.
Historien om det flyvende kraftværk minder uvægerligt om dengang Bill Clintons legendariske landsmand og forgænger i Afrika, Henry Morton Stanley, trampede hen over kontinentet for at bane imperialismens vej - med et skil-og-saml badekar ovenpå negerhovederne. I modsætning til Stanleys skaber Clintons rejse dog ingen lokale jobs. Amerikanerne har vurderet, at Ghana ikke har tilstrækkelig hotelplads til de fine gæster, hvorfor præsident Rawlings og byens tjenere og stuepiger må lide den tort at se Clinton rejse af, allerede samme dag som han kom. Og ganske vist består Clintons karavane af 900 medhjælpere, langt flere end de tre-fire hundrede Stanley nøjedes med, men Stanley hyrede da bærere, tolke og stifindere lokalt - Clinton har sine med hjemmefra.
Ét er naturligvis hurtige og flygtige her-og-nu jobs, noget andet og vigtigere er udsigten til mere langsigtede resultater af den hvide mands indsats. Den udsigt havde Kipling - selv tidligere koloniembedsmand - et klart blik for:

Saa løft en hvid Mands Byrde -
Den vilde krig for Fred -
Fyld Hungersnødens Munde
Og slaa al Sygdom ned;
Og naar et Maal er nærved,
Et Maal for andres Vel,
Se døs og hedensk Daarskab
Slaa ned hvert Haab om Held.

Det kan med andre ord kun gå ad Helvede til, et syn på Afrika, som ikke er mindre udbredt i dag ned i 1899, da Kipling skrev sit digt.
"Hvid mands byrde" var en bitter-syrlig kommentar fra den gamle erfarne kolonimagt til USA om at annektere Filippinerne efter at have vundet krigen med Spanien. Det var en opfordring til USA - der havde frigjort sig fra kolonimagten - om selv at løfte koloniseringens byrde: At bære omkostningerne ved at bringe civilisationen til de indfødte, "halvt Djævle og halvt Børn", som Kipling beskrev dem i digtet (også et syn på lokale, som ikke siden er blevet fundamentalt ændret).

Digtet var en opfordring til imperialisme; hundrede år senere fik USA et gennembrud af indflydelse i Afrika. Den nye rolle stod klar at se, da Laurent Kabila jog Mobuto på porten med USA's accept og - viste det sig senere - direkte militære bistand. Dermed blev Congo føjet til en række nøglelande, der er tæt knyttet til USA: Eritrea, Uganda, Rwanda og Sydafrika - alle karakteriseret af nye regeringer og stærk økonomisk vækst, og allesammen regionale militærmagter.
Rejsen kommer netop som Repræsentanternes Hus har vedtaget en nyudvikling i amerikansk Afrikapolitik med hovedvægt på handel i stedet for bistand. Lov om afrikansk vækst og muligheder åbner det amerikanske marked, hovedsagelig for afrikanske tekstiler, men kun fra lande, der opfylder snævre amerikanske krav til demokratisk regeringsførelse og frihandel. Det sidste har fået især sorte amerikanske kritikere til at foreslå, at en mere korrekt titel burde være Loven om genkolonialisering af Afrika. Også fra Sydafrika lyder der hård kritik af loven: Den foreskriver den samme recept for alle afrikanske lande, uanset om de er hærget af 30 års borgerkrig som Angola eller velorganiseret som Sydafrika - og uanset om landene er økonomisk udviklede til at kunne bære frihandelens konkurrence fra USA, der har nogle af verdens mest toptunede producenter.
Det er en kvalificeret kritik, og der er ingen tvivl om, at både den amerikanske lov og de øvrige amerikanske initiativer i Afrika i disse år er en nyudvikling af imperialismen. Den britiske imperialisme, som Kipling bedrev, blev i datiden beskrevet ved tre C'er - oversat til dansk: Civilisation, kristendom og handel.
Meget kan man kritisere de gamle kolonimagter for: Folkedrab, fornedrelse, undertrykkelse, udplyndring, kulturdrab etc. Men med de tre C'er som ideologisk fundament, fernis, undskyldning bidrog den gammeldags imperialisme også med vej, jernbane- og telefonnet, sundhedsvæsen, skoler, landbrugsudvikling mm.
Den nye amerikanske imperialisme er blottet for den humanistiske side. Mens den er et flot udtryk for den erkendelse, at bistand ikke skaber udvikling, så er bistand nødvendig for skoler, sundhed, statsadministration etc.
Den amerikanske indsats er imidlertid en voldsom udfordring for andre lande, der ser sig som humanismens arvtagere i de tidligere kolonilande. Hvornår ser vi tilsvarende en effektiv indsats, f.eks. fra EU, for at åbne vore markeder for Afrika, især dets landbrugsprodukter?pety

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her