Læsetid: 3 min.

Idealismens høje pris

6. marts 1998

En overraskelse fra Brasilien: en film om politisk kamp. Fire dage i september griber tilbage til en højdramatisk fortid, hvor Rio de Janeiros byguerilla bekæmpede militærjuntaen

NY FILM
Det er som at komme ind i en tidsmaskine. Den brasilianske Fire dage i september er åbenlyst og skamløst en politisk film, der tager mange af de temaer op, som især prægede de mere avancerede film i 1960'erne og 70'erne.
Men i overensstemmelse med 1990'ernes skepticisme er den ikke politisk i betydningen frelst eller propaganderende. Den handler om omkostningerne ved revolutionær praksis, når fanatisme sætter sig ud over fornuft og menneskelighed. Om den modstand mod tyranniet, som selv bliver smittet af undertrykkelsen og begår forbrydelser i idealernes navn.
Men det sker ikke på en bedrevidende bagklog eller usolidarisk måde. Instruktøren Bruno Baretto lader stille og roligt begivenhederne tale sit troværdige sprog og oparbejder en spænding om selve det ydre forløb, der slutter som en handske om det politisk-humanistiske budskab.

Blind lydighed
Vi er i Brasilien i året 1969. Fernando fra en studentergruppe vendt mod militærjuntaen slutter sig til en marxistisk by-guerrilla. Nu skal der sættes handling bag de mange ord om at bekæmpe den politiske undertrykkelse og censur.
Men Fernando er mere teoretiker end handlingsmenneske, og som intellektuel har han svært ved at leve op til gruppens krav om blind lydighed. Efter at gruppen har udført det største bankkup i Brasiliens historie - et kup, der ender blodigt, men økonomisk indbringende - udtænker Fernando en plan, som de andre, mere miltante medlemmer bifalder.

Kidnappet ambassadør
Man vil kidnappe den amerikanske ambassadør Charles Burke Elbrick og kræve 15 politiske fanger løsladt, før man giver ham fri. Gidseltagningen lykkes, men der er ikke fodslag i gruppen. Den ledes nu af en fanatiker, for hvem målet helliger et hvilket som helst middel. En brutal mand, der ikke uden grund sætter spørgsmålstegn ved Fernandos handlekraft i situationer, hvor alle medmenneskelige hensyn må vige.
Ambassadøren viser sig at være et fint, reelt menneske, der oven i købet politisk set ikke er ganske uenig med gruppen. Også han mener - 'personligt', som han siger - at den militærjuntaen er et onde, og at demokrati bør indføres. Mellem ambassadøren og Fernando, der grusomt nok er udset til at dræbe ham om galt skal være, opstår der et skrøbeligt bånd, en stiltiende ansats til et venskab.
Gradvis gennemsyres de mere sensitive i guerillagruppen af håbløshed. Vil deres aktioner have nogen virkning? Vil de kunne dræbe for at nå deres mål. Vil de give deres eget liv for sagen?

På kattepoter
Filmen bygger på virkelige begivenheder og er inspireret af den kontroversielle brasilianske venstrefløjsskikkelse Fernando Gabeiras selvbiografiske bestseller O que é isso, companhiero? (Hva' er der galt, kammerat?).
Gabeira har selv været aktivist, har stået model til filmens intellektuelle hovedperson og erklærer sig stadig som socialist, men har taget afstand fra enhver form fra terrorisme.
Fire dage i september bevæger sig på kattepoter gennem sin sprængfarlige historie om anløben idealisme sat over for statslig undertrykkelse.
Den basale sympati er på oprørernes side, men filmen bruger et ganske slående billede som illustration af forbindelsen mellem junta-undertrykkelse og terrorisme: de er som enderne af en hestesko, forbundne ved deres basale umenneskelighed.

Bevægende Alan Arkin
Filmen gør meget for at holde tungen lige i munden - den er slet ikke præget af brasiliansk fyrighed og lidenskab. Det kølige overblik bevares, for at vise hvad der kan ske, når sagen går forud for alt.
Denne sobre tilbageholdenhed og vilje til nuancering er tiltalende, men Bruno Baretto, der eller er kendt for erotiske komedier og melodramaer, graver sig sjældent særlig dybt ned i personernes psykologi.
Replikkerne er ofte bastante, og enkelte episoders betydning for helheden uklar. Hvorfor for eksempel de udpenslede scener med en kvindelig terrorists forsøg på at indynde sig hos en sort ansat ved den amerikanske ambassade?
Som Fernando ligner Pedro Cardoso en brasiliansk Woody Allen, og han får det naivt og nørdede intellektuelle ved sin fremtoning til at arbejde for sig. Mindre overbevisende er han som støtte og flygtig romantisk partner for en af gruppens kvindelige terrorister, der ender med at bryde sammen.
Men filmens bedste præstation er Alan Arkins tilfangetagne ambassadør. Bruno Baretto har fint set, at der kan være noget umådeligt rørende ved Arkin - hans tilbageholdne desperation ansigt til ansigt med døden har en stille, intens værdighed, der gør det største indtryk.

*Fire dage i September. Instruktion: Bruno Baretto. Manuskript: Leopoldo Serran efter bog af Fernando Gabeira. Brasiliansk. (Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu