Læsetid: 2 min.

Industri-bagland opfordrer til nej

26. marts 1998

Flere opfordringer til nej til forlig. LO går med til at slække pensionskrav

Dansk Metal i Horsens opfordrer nu deres medlemmer til at stemme nej til overenskomstforliget, der er blevet indgået mellem Dansk Industri og CO-industri.
Metal-afdelingen vedtog enstemmigt opfordringen på fagforeningens generalforsamling.
"Vi har været i kontakt med over halvdelen af de virksomheder, der ligger i vores område og næsten alle sammen er harmfulde og bitre over forligsresultatet," fortæller faglig sekretær Jørgen Findalen fra Metal i Horsens til Information.
"Situationen er jo så gunstig som nogensinde, hvor industrien har rekord-fortjenester, og vores produktivitet er så høj som aldrig før... I sådan en situation er det oplagt, at der skal gives visse indrømmelser til de, der er forudsætningen for den økonomiske fremgang - nemlig de ansatte", hedder det i en udtalelse fra afdelingen.
Reglerne omkring afstemningen gør det imidlertidig svært at stemme en overenskomst ned. Sidste det gang det skete var i 1961.
Loven siger, at et forlig kan forkastes, hvis et flertal stemmer nej. Men hvis stemmeprocenten er under 40 procent siger reglerne, at en fjerdedel af alle stemmeberettigede skal stemme nej. Det betyder, at hvis 70.000 vælger at stemme ved urafstemningen, så skal 50.000 stemme nej for at forhindre forliget i at træde i kraft.
Forhandlingerne på bygge- og transportområdet har kørt trægt de seneste dage på grund af det protokolat industriens parter blev enige om, og som sætter en grænse for, hvor meget pensionen må stige på de andre områder. Onsdag eftermiddag skete der dog et gennembrud i forhandlingerne i Forligsinstitutionen, da LO's formandskab gik med til at slække på pensionskravet.
"Vi har besluttet os for at afprøve arbejdsgivernes udmelding om pensionen. I stedet for kravet om en forbedring på to gange 0,9 procent af pensionen, vil vi for den ene portion på 0,9 procent i pensionsindbetaling gå efter en mere direkte lønforbedring - eventuelt i form af en forhøjelse af søgne- og helligsdagsbetalingen eller feriebetalingen," sagde LO-formand Hans Jensen til Ritzaus Bureau onsdag eftermiddag.
"Hvis arbejdsgivernes opfattelse af pensionsklausulen blev fastholdt, var risikoen for en storkonflikt stor, men vi leger ikke med en storkonflikt på grund af 0,9 procent," sagde Hans Jensen.

Sømmet til
Og dermed ser den umiddelbare hurdle for de resterende overenskomstforhandlinger ud til at være fjernet, idet formanden for SiD's Transportgruppe, Holger Nielsen har taget udmeldingen fra LO til efterretning.
Onsdag eftermiddag blev Forligsinstitutionen i bogstaveligste forstand "sømmet til", da aktivister blokerede samtlige udgange..
"I kommer ud klokken seks i morgen tidlig," lød tilråbet udefra. Først efter en halv times tid var der atter fri passage, da politiet kom og fjernede barrikaderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu