Læsetid: 5 min.

Ingen mimoser til Sørensen, tak

21. marts 1998

Cykelforåret begynder i dag med klassikeren Milano-Sanremo med Rolf Sørensen, der håber på vintervejr, blandt favoritterne

CYKLING
Den sidste lørdag i marts bliver det forår på vejen stik syd fra Milano til Genova og derfra mod vest langs rivieraen til Sanremo.
Hvert år. Uanset vejret. Om det regner eller sner over Turchino-passet mellem Lombardiets fladland og vejen over Middelhavskystens klipper, så er det forventningen om at køre ned mod solen i duften af mimoser, der præger forventningen til årets første cykelklassiker med kælenavnet La Primavera.
Foråret har indtaget Italien siden nytår, men denne anormale situation ændrer ikke på, at det først er i dag, at det begynder for rytterne og for os, der følger dem. I disse tider er alle cykelløb vigtige lige fra begyndelsen af februar, og en sejr er en sejr, men det er først fra i dag, at de helt store sejre tælles.
Der var engang, hvor de professionelle ryttere kunne holde en god lang vinterpause og fede sig op, som Jan Ullrich har gjort, indtil starten på Milano-Sanremo. Her begyndte sæsonen.
De tider er forbi. Ryttere, der satser på forårets klassikere, er forlængst i form og vægt efter blot et par ugers vinterpause, men traditionen vil stadig, at det store stævnemøde for de bedste er i dag.
Milano-Sanremo er et let løb. Det er med sine 294 km den længste af klassikerne, og Turchino-passet ligger så langt fra mål, at det ikke er noget pålideligt angrebspunkt. Og dog har Claudio Chiappucci og Rolf Sørensen engang, i 1991, været gale nok til at etablere et udbrud dér, som for de to alene holdt til mål. Med italieneren som vinder.
De små forbjerge langs kysten, Berta, Mele og Cipressa, giver afsæt for angreb, der oftest køres ind igen, men angrebene mere end de små bjerges stigningsprocent slider på kræfterne inden den sidste stigning, Poggio.
Poggio betyder i Milano-Sanremo, hvad Toumalet betyder i Tour de France. Det er her på denne korte krappe stigning kort før mål, at afgørelsen oftest falder i Milano-Sanremo.
Sådan så det også ud i 1992, da storfavoritten Moreno Argentin blev sendt af sted op ad Poggio af Rolf Sørensen og Rolf Göltz efter et taktisk fremragende holdarbejde af deres hold Ariostea. Alt formede sig for Argentin, der aldrig havde vundet Sanremo i sin buket af klassiker-sejre, men som heller aldrig kom til det. På nedkørslen fra Poggio overhalede Sean Kelly ham midt inde i Sanremo få hundrede meter fra mål.

En sjælden massespurt
Milano-Sanremo er et let løb, når man ser på dets profil, men alligevel så hundesvært.
Sidste år var det 17 år siden, at løbet blev afgjort i en massespurt. Men Erik Zabel vandt og markerede måske indledningen til ny type afgørelser i løbet. Sanremo kan blive sprinternes løb eller i hvert fald et løb for den moderne type sprintere, der også formår at sidde med over stigningerne uden at sætte kraft og hurtighed til i finalen. Det kan blive Zabels løb i hvert fald. At dømme efter den lethed, hvormed han forcerede stigningerne i det nyligt kørte Tirreno-Adriatico og vandt tre etapesejre. Hans favoritværdighed understøttes af et homogent og disciplineret Telekom-hold, der kan beskytte ham frem til Poggio.

Bartoli bedste bud
Michele Bartoli er det bedste italienske bud. Han er allerede noteret for fire sejre i foråret på trods af, at hans forberedelser ikke var lagt an på, at han skulle vise form så tidligt. Han er handicappet af, at han var en af de 125 ryttere, der måtte forlade Tirreno-Adriatico i utide, og som derfor ikke har fået denne seneste løbsforberedelse, og han er især handicappet af en luftvejsbetændelse, der har givet ham og hans læge/træner, Luigi Cecchini, bekymringer.
Bartoli, der sidste år vandt Liege-Bastogne-Liege, men kun blev samlet World Cup-vinder, fordi Rolf Sørensen kvæstede hånden - hvilket han blankt erkender - slås i år med spøgelset af Sørensens kvæstede fingre. Han vil vinde klassikere og World Cup uden andres uheld.

Skjulte favoritter
Vinderen af Paris-Nice er altid født favorit i Milano-Sanremo. Frank Vandenbroucke blev allerede som 19-årige betragtet som den nye belgiske stjerne, men efter en forrygende sæson i 1996 var der stille om ham sidste år. Eddy Merckx slog koldt vand i hovedet på ham og alle dem, der ville se Vandenbroucke som hans arving - måske fordi Merckx selv har sønnen Axel - men i år, som 23-årig, synes han at have fundet sin vej. Vandenbroucke satte Laurent Jalabert på plads både på stigninger og i tidskørsel, og Poggio er en type stigning, der passer ham. I Mapei har han desuden nok feltets stærkeste hold bag sig. Hvis han har. For Mapei har også i Johan Musseuw en af de skjulte favoritter. Den store belgiske klassiker-vinder, der har bejlet til en sejr i Sanremo i årevis, har i år holdt lav profil indtil nu, men det skal ingen lade sig narre af. Ligesom ingen skal narre af af Jalaberts nederlag i Paris-Nice. Poggio er hans bjerg, som han demonstrede det, da han i 1995 kom over sammen med Maurizio Fondriest, som rakte armene ved målpassagen - i opgivelse.

Den uopslidelige Tchmil
Fra Paris-Nice kommer også Andrej Tchmil med høj favoritværdighed. Den 35-årige tidligere russer-moldavier-ukranier med nyt belgisk statsborgerskab og bopæl ved Garda-søen sluttede sidste sæson som vinder af Paris-Tour. Den første sejr i en klassiker siden Paris-Roubaix i 1994. To friske etapesejre kommer han med fra Paris-Nice, hvor han viste alle sine karakteristika: Uopslidelig på det flade, stigningsstærk og hurtig i finalen.
Et helt hold har i løbet af det tidlige forår leveret favoritemner. Det er Bo Hamburgers franske Casino, der hidtil i år er noteret for 13 sejre fordelt på otte ryttere. Ikke tilfældigt. Casino har siden sidste efterår været oftere og længere i træningslejre end noget andet hold, og alle er så at sige progammerede til at vise sig fremme meget tidligt på sæsonen. Alberto Elli, Rodolfo Massi, Rolf Jaermann, Pascal Chanteur og Bo Hamburger er blandt Casinos otte forårsvindere i truppen, der også tæller den olympiske mester Pascal Richard. På vej tilbage efter et skadeplaget 1997. Enhver af dem må anses for seriøse outsidere.

Veteranen Rolf
Men ingen mere end Rolf Sørensen. Han kører sit 13. Sanremo, og ingen i feltet har taget turen ned i mimoseduften flere gange end han. Han var blot 21 år og nyprofessionel på et lillebitte hold, da han i 1986 lagde folk som Moser og Hinault bag sig og til miljøets forbløffelse sad med i finalen blandt de bedste ti.
Og der har han ligget år efter år med andenpladsen i '91 som bedste lige ved og næ-sten.
Sørensen er lige nu indebrændt af kørelyst, og hans etapesejr i Tirreno-Adriatico afslørede to kvaliteter: Styrke på stigningerne og hurtighed til at slå selveste Zabel i en mand-mod-mand duel på stregen.
Men Sørensen frabeder sig duften af mimoser. Hvis regnen står ned i stænger og kulden bider, vil ingen køre mere oplagt end han, og ingen vil være sværere at slå. Det skulle da lige være den ligeså hårdføre Tchmil.
Forår bliver det under alle omstændigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her