Læsetid: 3 min.

Intimitetens letbitre elegance

23. marts 1998

Udsøgt rollebesætning og stilsikker udnyttelse af skærmens intimitet gjorde Karrusel til et formfuldendt møde mellem overflade og indhold

TV-SPIL
Efter det indledende, stærkt appetitvækkende første afsnit med Andrea Vagn Jensens Schnitzler-autentiske luder, tog Karrusel, Bjerre & Prices erotiske runddans et foruroligende dyk. Andendelen savnede i katastrofal grad undertekster, hvilket forfatterne nok med god ret vil hævde afspejler Scala-generationens kontante scoredialoger. Autenciteten gjorde imidlertid ikke Mads og Susanne mere interessant, end ikke sociologisk, så med den erotiske teaser Marina Bouras gik vi hastigt videre til to episoder med den pågående advokat Jens Jørn Spottag, hvis hemmelighed var, at han ikke havde meget grund til at være pågående.
Faktisk var han udstyret med det, der engang hed et skuffejern, senere mere præcist en lynkineser og nu hedder det slet ikke noget, for det er bare ok, du ! Bouras og Spottag gennemspillede en variation af dobbeltbundede 'hav en god dag', så ikke een invitation eller sarkasme faldt på gulvet.
Det fredagstomme kontor emmmede af svedperler og opløsning; til næste luskede seance med den agtpågivende Solbjørg Højfeldt i en kølig city-lejlighed havde Spottag fået den ydre selvkontrol igen, men ikke den fra sex-brevkasserne så kendte. Så Højfeldt gik hjem til, hvad der skulle vise sig som et højdepunkt i motivrækken.

Lyst som sult
Grafisk set udgjorde historierne i Karrusel en bue, hvor de første fire variede temaet 'lyst som sult stillet her og nu', kulminerede i femte del mellem Højfeldt og Peter Steen, som for første og eneste gang tegnede billedet af en længerevarende følelsesmæssig binding - og den eneste gang, hvor det slidte, men synonymløse "jeg elsker dig" blir udtalt - hvorefter kurven glider for nedadgående med en række episoder, hvor personerne bruger hinanden med seksualiteten som lokkemad eller våben.
Femtedelen var en skønhedsoplevelse; ikke bare smuk mad i smukke omgivelser ( det kunstsamlerhjem ville jeg gerne købe en rundvisning i!), men en smuk nærmen sig hinanden i forsøget på at samle et næsten væltet ægteskab op - ved at hjælpe hinanden med at huske, hvad de havde. Smukt (under)spillet af Højfeldt og Peter Steen.

Kompromisløs drøm
Det smukke gled til side for det kønne i sjettedelen, der kunne have heddet "en halvtredsårig mands komplikationsløse drøm", og præsenterede debutanten Tina Dickow Danielsen, der var et fund som Bjerringbro-uskyldigheden, der dog godt kunne kende en sheep-dog fra en ulv. Ulven i sikkelse af een af det københavnske kulturlivs evige tabere, forfatteren, der næsten har fået en bog udgivet, næsten er blevet debatredaktør på Information og næsten har fået sin universitetsgrad. Et i egne øjne miskendt geni, fuld af noya og lede ved den kreds, der ikke vil lukke ham ind. Ødelagt, blæret og selvmedlidende og spillet med rastløs agression af Michael Falch. Typen er en intellektuel klassiker, Falchs spil en omvandrende eksplosion.
Senere forsøger Falch at bruge tv-produceren Lotte (Wenche Barfoed) som projektrambuk, ligesom Barfoed bruger Spannings EU-embedsmand til at få en exclusive afsløring af miljøministeren.
Med Spannings udmarch efterlader niende afsnit den bitreste smag og klinger mest af Schnitzlers kynisme. Hvorefter ringen sluttes med Spanning på alle fire efter Andrea Vagn Jensen i Institut de Plaisir, hvor alle parter kender handlens karakter - omend nogle dagen efter husker den bedre end andre - og hvor den postcoitale pillowtalk mellem luderen og kunden har mere ærlighed, lydhørhed og ømhed end i mange ægteskabelige dobbeltsenge. Endnu en letbitter schnitzler'sk pointe.

Selvberuselse
Man kunne måske fristes til at bebrejde Karrusel dens blankhed, dens bevægen sig blandt fotogene og økonomisk ubekymrede succes-mennesker (Falchs undtaget), dens æstetiske selvberuselse i københavnske gadebilleder, der stinker af friture, dufter af regn, varm asfalt og Eau d'Issey og ånder med neonblinkende storby by night panoreringer. Men seriens karakter er netop et artefakt, hvert afsnit et dekokt, en essens af en koncentreret moralsk observation. En dramatisk gennemspilning af et motivs pervertering og som sådan er det lykkedes Claus Bjerre at lave noget, der meget bevidst ligger over og udenfor og er ligeglad med formlen for danske tv-spil i sen-90'erne. Nogle sen-90'erne, hvis produktivitet, professionalisme og mangeartethed iøvrigt er faldet som slagregn på overophedet natteasfalt i august.

*Karrusel. Tv-serie af James Price & Claus Bjerre. Kamera: Torben Forsberg. TV 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu