Læsetid: 6 min.

Iranske kritikere leger med ilden

19. marts 1998

Før bestod systemkritikerne af en lille, undertrykt intellektuel elite. Det gør de stadig, men for første gang siden revolutionen har de fået deres eget dagblad

TEHERAN - I slutningen af januar blev journalisten og redaktøren Faraj Sarkuhi løsladt efter et års traumatisk fængselsophold, hvor han blev tortureret af hemmeligt politi i Teheran, angiveligt for at få ham til at tilstå spionage for Tyskland. Han blev dømt i september for at have haft hemmelig kontakt med europæere og for at være involveret i statsundergravende propaganda mod den islamiske republik.
Hans sag udløste protester fra en lang række internationale menneskerettighedsorganisationer og fra den tyske regering, der anførte det iranske styres behandling af ham som en forhindring for tættere kontakter mellem Tyskland og Iran.
I disse dage forsøger Sarkuhi at få udrejsetilladelse til Tyskland, hvor hans kone og to børn bor. Det er endnu ikke lykkedes.

Vilkårlige fængslinger
Skribenten og redaktøren Akbar Ganji blev for ganske få dage siden løsladt efter tre måneders varetægtsfængsling og med en dom på ni betingede måneder i fængsel for at have udbredt "urigtige nyheder". Muligvis snarere fordi han har kaldt præstestyret fascistisk.
Også forfatteren og filosoffen Abdul Karim Soroush lever en tilværelse på dørtrinnet til de berygtede iranske fængsler for sine - efter iranske forhold uhyrligt provokerende - tanker om, at ingen, heller ikke de muslimske gejstlige, bør være hævet over loven.
De iranske systemkritikere har siden præsident Mohammad Khatami blev valgt til præsident sidste år fået at føle, hvordan det på en gang er blevet lettere og sværere at være systemkritiker i Iran. Lettere fordi der bliver udstedt flere tilladelser til kritiske aviser og magasiner som et led i Khatamis bestræbelser på at sikre større ytringsfrihed i landet. Sværere fordi den gamle konservative garde med den religiøse leder, ayatollah Khamanei i spidsen, via retssystemet, forsøger at holde frihedstrenden i ave med modvægt i form af vilkårlige fængslinger og tvivlsomme domme.
Dagbladet Jameah, der betyder samfund, er et af de nye presseinitiativer, der med begejstring rider med på den nye frihedsbølge. Avisen udkommer allerede i 100.000 eksemplarer efter blot fem ugers levetid, og målet er at komme op på 200.000 eksemplarer i løbet af de næste tre måneder, fortæller bladets direktør Hamidreza Jalaei-pour og viser stolt de nyindviede lokaler frem.

Ikke et ord om mig...
Mellem de nye skriveborde, computere og kontorstole sidder kvinder indhyllet i chador, den lange sorte iranske klædedragt, der kun lader ansigtet synligt. Det er bladets journalister, der arbejder på morgendagens avis.
"Tag ikke fejl, vi er allesammen meget religiøse mennesker. Intellektuelle, men religiøse," siger Jalaei-pour og præsenterer mig for en af landets mest prominente systemkritikere, der sidder fordybet i samtale inde på chefredaktørens kontor.
Han advarer med et skræmt blik: skriv ikke, at du har set mig. Skriv ikke et ord om mig...".
Jalaei-pour fortæller, at de 40 faste og endnu flere løst tilknyttede journalister på Jameah alle er "veluddannede folk, forfattere, universitetslærere," der ønsker sig et andet Iran. Deres ideologiske og filosofiske fader er den 46-årige ovenfor nævnte forfatter Abdul Karim Soroush.
Soroush er blevet fyret fra sit job, forment adgang til at holde forelæsninger på universitetet og er flere gange blevet tæsket af bøllegruppen Ansar e Hezbollah, der tilsyneladende opererer uden for kontrol, men som man i Teheran opfatter som den konservative religiøse ledelses uofficielle, fjernstyrede afstraffelsesmaskine.

Ledere bør stå til ansvar
I Soroush' vision af et moderne islamisk samfund findes der ikke én gudgiven, men mange mulige formler for, hvordan samfundet skal regeres og indrettes. Det er unægteligt svært for en europæer at forestille sig, at sådan en sætning kan bringe et menneskes liv i fare. Men sådan er det. I Iran. I dag.
Soroush mener, at velayat-e faqih-systemet - en lærd gejstligs ret til at regere, som blev skræddersyet til revolutionslederen ayatollah Khomeini - er en anakronisme, som i fremtiden bør udvikle sig til en form for monarki.
Soroush mener, at kun religionen er hellig, ikke fortolkningen af den. Fortolkningen bør til hver en tid være genstand for diskussion, kritik, justeringer og ændringer. Thi ingen, heller ikke Irans gejstlige, er Gud eller profeter. De er bare mennesker og som sådan kan de fejle.
Her på Jameah-avisen fornemmer man tydeligt Soroush' status som åndelig og politisk guide. Den meget venlige direktør bruger det meste af tiden på at forklare Soroush' tanker med en respekt, der nærmer sig ærbødighed for ikke at sige dyrkelse.
Direktøren betragter sin avis og sin stab som en af de første brikker i det civile samfund, som Iran hidtil har manglet, men som Mohammad Khatami som præsident er begyndt at give mere plads. Det civile samfund er selveste forudsætningen for og kernen i den nye verden, som Soroush og hans disciple på Jameah stræber henimod.
"Det gælder ikke bare aviser, men også NGO'er med tilstrækkelig styrke til at kritisere det politiske system og udfordre den siddende magt. Det gælder politiske partier, uafhængige foreninger og sammenslutninger af faggrupper. I bund og grund ønsker vi et samfund, hvor mennesker frit kan sige deres mening, frit kan vælge religion, og hvor den politiske ledelse er genstand for kritik og står til ansvar for loven og for det folk, den er valgt af," siger Hamidreza Jalaei-pour.
Han betegner den aktuelle ideologiske strid i det iranske samfund som et opgør mellem to hovedtendenser: en populistisk (den gejstlige magtelite) og en pluralistisk (de muslimske intellektuelle).

Alle sparepenge i avisen
"Der er simpelthen ikke noget civilt samfund! Populisterne springer midten over og mobiliserer folket direkte fra bunden til toppen gennem retorik og propaganda, gennem medier, fredagsbøn og religiøse institutioner. Målet? At sikre en folkelig legitimering af egen magt.
Jalaei-pour aner ikke, hvilken af de to retninger, der vil vinde, hvad han kalder en konkurrence mere end en magtkamp. Han ved bare, at han og Jameahs øvrige inderkreds har investeret alle deres sparepenge i avisen, og at følgelig ikke kun idealerne, men også den personlige økonomi er sat ind på kampen for et andet Iran.
"Vi er vant til at kæmpe," siger Jaleei-pour, der var i fængsel under shahen.
"Da vi var 20 år, var det Ali Shariatis islamiske revolutionsideologi, der optog os. I dag er vi 40, og ingen tænker mere på revolution. Nu er målet kulturel pluralisme, og midlet er reformer," siger Jalaei-pour og genopliver de unge venstreorienteredes helt fra revolutionstiden.
Shariatis "ideologi for permanent fremskridt og revolution" og hans syntese af marxisme og islam gjorde ham i begyndelsen af revolutionen til ayatollah Khomeinis allierede, indtil Khomeini fejede samtlige rivaler af vejen. Shariati døde under aldrig opklarede omstændigheder og med sig i graven tog han de unge venstreorienteredes forventninger til en revolution, der siden blev skamferet til ukendelighed.
"Det er opgøret mellem religiøs maksimalisme og minimalisme, vi taler om her. Maksimalisterne mener, at islam forklarer alt fra problemer i hverdagen til økonomi, filosofi og politik. Dette er populisternes syn på islam, mens pluralisternes er minimalistisk. Vi mener, at islam kan give svar på nogle af livets spørgsmål, men islam er ikke en bagage, der kan bruges i samtlige samfundsanliggender. Hos populisterne bliver religion en god undskyldning for snævertsynede overbevisninger," siger Jalaei-pour.

Vi hjælper Khatami
Jalaei-pour føler, at Jameah har en beskytter i den nye præsident Khatami.
"Khatami brugte mange af Soroush' koncepter i sin valgkampagne. Han lovede, at han vil beskytte det civile samfund, sikre politiske partier og en fri presse. Vi prøver omvendt at beskytte ham, og hvis han bare får 60 procent af det, han har lovet, igennem, vil det være meget fint," siger Jalaei-pour, der ikke udelukker, at Khatami vinder over populisterne.
"Måske vil populisterne finde det formålstjenligt at følge Khatami. Den åndelige leder Khamanei er hverken konservativ eller demokrat, han er slet og ret populist," siger Jalaei-pour. Altså en, der siger det, folk gerne vil høre.
"Populisterne ved godt, at 70 procent af vælgerne har stemt på Khatami. De ved godt, hvad folket vil høre. Og netop fordi de er populister, er der ingen ideologiske forhindringer for, at de skifter retning."
Mens magtkampen eller konkurrencen fortsætter i toppen af det religiøse regime, skriver Jameahs folk med let rystende hånd deres artikler til morgendagens avis. Jalaei-pour har skrevet en kommentar, hvori han anerkender, at præsident Khatami nok har skiftet en række ministre og embedsmænd ud, men at der endnu sidder en lukket gruppe, en religiøs kaste, som burde åbnes.
"Og jeg er stadig i live," siger Hamidreza Jalaei-pour med en grimasse, der tilføjer: det kommer også bag på mig selv...

Dette er den femte artikel i en serie reportager om et Iran i forandring. De foregående blev bragt 4., 9., 14. og 18. marts. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her