Læsetid: 2 min.

Israel vil ud af Sydlibanon - træt af Hizbollah-bank

5. marts 1998

Israel lufter mulighed for at rømme Sydlibanon. Muligvis en ouverture til fred med Syrien

Fire israelske mødre fejrer i disse dage en succes, de aldrig havde drømt om. Da de for et år siden lancerede deres kampagne for israelsk tilbagetrækning fra Sydlibanon, bakkede kun 10 procent af israelerne op bag initiativet. Men i sidste uge viste en meningsmåling, at et flertal blandt israelerne støtter deres krav om at rømme Sydlibanon. I weekenden meddelte ministerpræsident Benjamin Netanyahu derpå, at Israel er parat til at efterleve FN-sikkerhedsrådets resolution nr. 425, der kræver Israels øjeblikkelige tilbagetrækning fra den 15 kilometer brede zone, den har besat i Sydlibanon.
Han sagde dog, at betingelsen for tilbagetrækning er, at Libanon afvæbner guerillasoldaterne fra Hizbollah, således at Israel ikke skal frygte angreb efter tilbagetrækningen.
Både Libanon og Syrien - der reelt styrer Libanon - afviste øjeblikkeligt det israelske udspil, med henvisning til at resolution 425 fra 1978 kræver øjeblikkelig og betingelsesløs israelsk tilbagetrækning.
"Hvis Libanon gik til forhandlingsbordet om Israels udspil, ville det være det samme som at frafalde resolution 425, og det er selvfølgelig udelukket", sagde udenrigsminister Faris Bouez og fortsatte:
De fire mødres protester begyndte sidste år, hvor en skarpere Hizbollahstrategi ændrede styrkeforholdet, så de israelske tab voksede.
Med 37 dræbte israelske soldater blev 1997 det værste år for Israels besættelse af området.

Syrien nødvendig partner
"Vi kan ikke vinde denne udmattelseskrig", sagde Israels hærchef Amnon Shahak i januar, " men vi kan leve med de gældende forhold de næste tusinde år".
Han advarede derfor i går mod tilbagetrækningen; "da han ikke tror på, at Syrien vil tillade Libanon en løsning", sagde hans talsmand. Sydlibanon er en vigtig brik i de israelsk-syriske fredsforhandlinger sammen med en israelsk rømning af de besatte syriske Golan-højder.
Netanyahus udspil blev fremsat efter Israel i torsdags mistede endnu tre soldater under et Hizbollah-angreb. Dagen efter blev yderligere fire soldater såret. Israel iværksatte derefter både fly- og artilleribeskydning af mål i Sydlibanon.
Dermed har Israel i år gennemført 29 luftangreb på Sydlibanon, hvor i alt 13 civile er blevet såret, oplyser Reuters Bureau. Israel har i år mistet fire soldater i området, hvor 28 desuden er blevet såret.
Financial Timesi citerede i går politiske iagttagere i Israel for den vurdering, at Netanyahus udspil er et forsøg på at aflede opmærksomheden fra de fastkørte forhandlinger med palæstinenserne. "Udspillet er populært i både Israel og udlandet, men har ingen chance for at føre til rømning af Sydlibanon uden seriøse forhandlinger med Syrien", skrev Financial Times.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu