Læsetid: 4 min.

Jazzpar og et jazz-par

30. marts 1998

Om en priskoncert og én, der næsten kunne have været det

RIFFS
På søndag, Palmesøndag, overrækkes den årlige Jazzpar-pris til den amerikanske guitarist Jim Hall. Det er niende gang verdens største jazzpris (200.000 kr.) uddeles, og det sker efter et tidligere tilløb: I 1996 var Hall nomineret, men blev ikke prioriteret højt nok til at loddet faldt på ham, og i stedet fik englænderen Django Bates prisen overrakt sidste år.
Men Halls nominering i 1997 førte altså til, at han i år er prisvinder. Nogle er så heldige, at de får prisen første gang de nomineres - det gjaldt f.eks. Muhal Richard Abrams, Roy Haynes, Tony Coe og Geri Allen, som modtog prisen i henholdsvis 90, 94, 95 og 96. Ud over Hall har fire andre først fået prisen efter, at de blev nomineret anden gang: David Murray, Lee Konitz, Tommy Flanagan og Django Bates (i hhv. 91, 92, 93 og 97). Andre har været mindre heldige.
Blandt dem Carla Bley, som blev nomineret i 92, 93 og 94, uden at der for hendes vedkommende blev tale om alle gode gange tre. Ærgerligt nok, vil nogen mene, især hvis de efter nomineringerne havde sat næsen op efter at få hende præsenteret med Ra-dioens Big Band, måske med hendes partner, el-bassisten Steve Swallow, i tilgift.
Men se om ikke de skuffede forhåbninger alligevel opfyldes, omend uden for Jazzpar-regiet. Som afslutning på Bleys og Swallows månedlange JazzVisit har der været en uges prøver med big band'et, og resultaterne blev præsenteret i jazzhuset i går eftermiddags, med gentagelse i aften kl. 21. Det kommer vi tilbage til i morgendagens avis.

Kroner og argentinerne
Og på søndag drejer det sig så om den egentlige Jazzpar- begivenhed, priskoncerten på Falkoner Scenen kl. 15 - foregrebet af præsentationer af samme program i Randers og Holbæk på torsdag og fredag. Her vender man tilbage til den oprindelige recept for Jazzpar-koncerterne.
Den gik ud på at præsentere prisvinderen i samarbejde med danske musikere og samtidig lade en dansk musiker spille sammen med en eller flere udenlandske efter eget valg. Dette i overensstemmelse med filosofien bag Jazzpar-projektet: at fremme koalitioner mellem danske og fremmede musikere.
Sidste år fraveg man denne form, fordi Django Bates' musik er så mangesidig, at det var musikalsk mest tilfredsstillende at lade den fylde et helt koncertprogram. Anderledes i år, hvor Jim Hall fylder koncertens anden halvdel, mens den danske basunist m.v. Erling Kroner tegner sig for første halvdel.
Kroner har i adskillige år interesseret sig for argentinsk musik, så det er ikke overraskende, at hans danske kvintet ved denne lejlighed er udvidet med to argentinere, guitaristen Quique Sinesi, et mindre kendt navn, og bandoneon-spilleren Dino Saluzzi. Kroners faste kvintet er imidlertid i sig selv hørværdig. Foruden hans eget vitale basunspil byder den på tenorsaxofonisten Pernille Bévort og bassisten Jesper Bodilsen, to af de mange nye kanontalenter i dansk jazz. Hertil kommer Kroners faste trommeslager gennem 17 år, Henrik Simonsen, og den mangesidige harmonikaspiller Kurt Larsen, som ikke mindst er en fortræffelig jazzmusiker - forhåbentlig bliver der plads til en duet med ham og
Saluzzi?

Hall og strygerne
Jim Hall kommer til at fremtræde med to kvartetter. Den ene er hans egen, som ved denne lejlighed rummer den danske bassist Thomas Ovesen, bedst kendt fra Ra-dioens Big Band. Faste folk hos Hall er den canadisk-amerikanske trommeslager Terry Clarke og den amerikanske saxofonist Chris Potter, som vi sidst hørte i Renée Rosnes' kvartet under jazzfestivalen sommeren 1997.
Den anden kvartet Hall kommer til at spille med, er den danske Zapolski strygekvartet. Begge parter har tidligere prøvet den slags alliancer på tværs af musikalske grænser; Hall har benyttet strygerbesætninger på flere af sine plader, og Zapolski-kvartetten, hvis musikere alle spiller i Radiosymfoniorkestret, har samarbejdet med Copenhagen Art Ensemble i 1995, da orkestret stadig hed Jazzgruppe '90.
Hall har for længst vist sine evner for kvartetspil, omend ikke netop med disse kvartetter. Derimod har han efterladt sig uforglemmelig musik i kvartetspil med både Sonny Rollins og Art Farmer i første halvdel af 60'erne.
Halls lavmælte og diskrete guitarspil har ellers gjort
duospil særligt givende for ham. Blandt hans partnere har været ingen ringere end Bill Evans (i Undercurrent fra 1962 og Intermodulation fra 1966), en meget yngre
pianist som Michel Petrucciani (i Power of Three fra 1986) og bassisten Ron Carter (i
Alone Together fra 1972 og Live At Village West fra 1982). Måske kunne der ved Jazz-par-koncerten også blive plads til en duet med Thomas Ovesen og - hvis det ikke går på tværs af programlægningen - med Dino Saluzzi?
Ellers er der jo pladerne, som der i år skulle blive to af, én med Kroner og én med Hall. Sidste års koncerter med musik af Django Bates skulle foreligge på plade i begyndelsen af denne uge.
Og så - apropos overskriften på denne artikel - Jazzpar er navnet på et jazzprojekt, men betyder i øvrigt ikke noget og kommer ikke af noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu