Læsetid: 5 min.

Jeltsin leger tsar med indenrigspolitikken

25. marts 1998

Jeltsin har svigtet, selvom han griber ind som en anden lille Farmand Boris: "Ikke at udføre en ordre betyder døden"

Analyse
Boris Jeltsin har udviklet et handlingsmønster der giver hans lederskab en aura af dynamik: han henter med jævne mellemrum nye folk ind, kun for senere at hudflette dem for uduelighed og derefter fyre dem.
Præsidenten selv står tilbage som landsfaderen, der deler sit folks fortvivlelse over landets vanstyre.
Mandagens fjernsynstale, hvor Jeltsin afsatte sin regering, var spektakulær - og typisk for præsidenten. Det tjente formålet: at signalere, at præsidenten, efter endnu et sygeleje, er handlekraftig og uden skyld for landets elendige tilstand.

En ægte tsar
"Vi må skabe et miljø hvor alle ved og føler at det at ikke udføre ordre betyder døden," fastslog Jeltsin. Da var hans nyudnævnte 1. vicestatsminister og konstitueret statsminister, Sergej Kirijenko, allerede i gang med den nye regering.
Den liberale- og politisk uerfarne 35-årige har fået en uge til opgaven. De eneste ministre Jeltsin klart har sagt at han ønsker at beholde, er udenrigsminister Jevgenij Primakov og forsvarsminister Igor Sergejev. Jeltsin selv har ifølge grundloven to uger til at udnævne en ny permanent statsminister.
"Boris Jeltsin er en ægte russisk tsar," skrev Boris Nemtsov i sin selvbiografi, der udkom for et par år siden. Nemtsov var frem til sidste søndag første visestatsminister og en central skikkelse i Viktor Tjernomyrdins regering. Han og andre har ved flere anledninger påpeget Jeltsins tendens til at se sig selv som en slags streng, men retfærdig fader. Parallellen til den gamle russiske forestilling om batjusjka tsar - den gode, 'lille far' tsar - er nærliggende.

Raseri
Men ligesom forestillingen om en velmenende tsar omgivet af korrumperede rådgivere, ikke tjente andre end tsaren selv, er det virkelighedsfjernt at tegne det billede af Jeltsin i dag. Det forstår russerne: Præsidenten har selv svigtet .
Denne uges begivenheder vil give ny inspiration til reflektioner over Jeltsin og Jeltsin-regimets natur. Problemerne med at finde et mønster i Boris Jeltsins politiske lederskab, og fastslå hvad Jeltsin selv har villet for Rusland, har frambragt flere begrebsmæssige blomster. Den anerkendte russiske forsker Lilija Sjevtsova udgav fornylig en bog kaldet Det post-kommunistiske Ruslands zig-zag. Avisen Nezavisimaja Gazeta gav en artikel om Jeltsin titlen Cykluserne i præsidentens sind. I Moskva i går var det sensationsavisen Moskovskij Komsomolets, der havde den frækkeste kommentar til afsættelsen af regeringen: "Hjerne-bypass" lød titlen, der spillede på Jeltsins omfattende hjerteoperation i 1996. Præsidenten har selv meget af skylden for at ikke kun hans politik, men også hans sjæleliv er bleven genstand for stor opmærksomhed. Listen over episoder, hvor hans optræden har været besynderlig, og ikke helt værdig, er lang: de fleste husker hvordan han dirigerede Kalinka i Berlin for nogle år siden, og hans raseri da han på en pressekonference kritiserede Vestens politik i Bosnien. Senest sidste december under Jeltsins besøg i Stockholm spurgte journalister hinanden om præsidenten virkelig var tilregnelig. En serie udsagn tilsagde at det var han ikke; blandt andet lovede præsidenten at reducere de militære styrker i nord med fem gange flere mænd end der faktisk gør tjeneste.

Depressiv Jeltsin
Derfor er det mere nærliggende at se Jeltsins ustadighed som et udslag af hans svage helbred. Jeltsin har selv vedgået at han til tider er dybt deprimeret og nærmest handlingslammet.
Et andet eksempel på, at omstændighederne skaber politikken, er netop den nu afsatte statsminister Viktor Tjernomyrdin.
Da han blev statsminister i december 1992, havnede han på forsider verden over med programerklæringen "tiden med markedsromantik er ovre". Siden den gang har han imidlertid loyalt gennemført den politik Jeltsin har lagt op til.
Hvilke planer Jeltsin nu har for Tjernomyrdin er således uklart. Skal han bygges op til at være Jeltsins efterfølger, er dette nok ikke måden at hjælpe ham på. Netop det, der har gjort, at Tjernomyrdin stadig anses for en mulig fremtidig præsident, er de egenskaber, han har vist som statsminister.
Er Jeltsins hensigt derimod at svække Tjernomyrdins eventuelle kandidatur ved præsidentvalget i 2000, ville det sandsynligvis betyde, at Jeltsin vil genvælges. Under forudsætning af præsidentens tilbagevendende uklarhed omkring sine planer, ville det i og for sig ikke være nogen stor overraskelse, hvis han forsøgte at vinde en tredje periode.
Denne uges hændelser virker som et drøjt skridt at tage for at blokere for en kandidat som trods alt befinder sig et godt stykke nede på listen over vælger favoritter.

Upopulære kandidater
Den forestående udnævnelse af en ny statsminister og regering vil kunne præge det politiske landskab på afgørende vis før valgene i 1999 og 2000. Skulle f.eks. Boris Nemtsov blive udnævnt, ville han få en unik chance til at bygge sig op før præsidentvalget i 2000. En mindre karismatisk figur kunne derimod komme til at forblive på sidelinjen, når valget nærmer sig.
Hvis Jeltsin lader Sergej Kirijenko blive som statsminister, siger de fleste tip, at det sidste scenarie er mest sandsynligt. Alligevel er ingenting givet på forhånd: Skulle Kirijenko vise et tillidsvækkende lederskab, kunne han blive en aktuel kandidat i et feltmed få virkeligt populære kandidater.
Det er også muligt, at Boris Nemtsov, der hentede sin ven Kirijenko til Moskva sidste år, kunne tjene på regeringsskiftet. Angiveligt var det Nemtsov, der foreslog Jeltsin udnævnelsen af Kirijenko. Er det tilfældet, er der grund til at forvente, at Nemtsov selv vil have en fremtrædende stilling fremover.
Betragtninger om dette er nødvendigvis spekulative. Jeltsin kan overraske nok en gang, når han udpeger sin regeringschef, og allerede i dag ved vi, at der også er andre aktuelle kandidater: personer med meget uens profiler,som f.eks. den liberale Grigorij Javlinskij, Føderationsrådets formand Jegor Strojev, tidligere sekretær i Sikkerhedsrådet Ivan Rybkin, og Moskvas populære og populistiske borgmester Jurij Luzjkov.
Når udnævnelsen har fundet sted, bør vi under alle omstændigheder modstå den konspirations-orienterede fristelse til at fastslå at Jeltsin har afgjort hvem, der bliver Ruslands næste præsident.
For det første har Jeltsin udpeget sin efterfølger tidligere - han gjorde det med Aleksandr Lebed i sommeren 1996 - og har siden vendt sig i helt andre retninger. Favoritten Boris Nemtsovs skæbne er endnu uklar.
For det andet er der grænser for, hvor meget et valgresultat kan manipuleres. Før valget i 1996 brugte Jeltsins ledelse alle midler til at påvirke opinionen. Alligevel fik præsidenten i første valgomgang kun tre procentpoint mere tilslutning end kommunisternes Sjuganov. I anden omgang var forspringet større, men ikke specielt stort. Dermed kunne vi også se virkeliggjort det, der var et realistisk scenarie før valget i 1996: At Jeltsin ved at fremme sit eget, håbløse kandidatur splitter landets demokratiske kræfter og baner vejen for en kommunistisk eller nationalistisk sejr.

Oversat af Thore Skulberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu