Læsetid: 3 min.

Jensen og Rasmussen virker ret ens

11. marts 1998

Udenlandske journalister har svært ved at forklare deres publikum forskellen på de to tilhængere af velfærdsstaten, der kæmper om at blive premierminister i Danmark

Weng Donghui synes, det er ganske svært at se forskel på Jensen og Rasmussen, de to kandidater til posten som premierminister:
"Der er ikke afgørende forskelle mellem de vigtigste partier. Så for mig er der ikke store nyheder her," siger han. Weng Donghui er nordisk korrespondent for Beijings store økonomiske dagblad, der på hans visitkort er oversat til engelsk som Economic Daily.
Weng Donghui har forgæves været på udkig efter forskelle i den nuværende og den kommende regerings Kina-politik. I valgkampen har han bemærket emner som flygtningepolitik og EU, men det danske parlamentsvalg har indtil videre kun medført en notits om valgets udskrivelse i hans avis.
Man behøver imidlertid ikke være kineser for at have svært ved at se forskel på Jensen og Rasmussen:
"De står begge to for en velfærdsstat - den skandinaviske model," siger Yigal Romm, der skriver for dagbladet Yedioth Ahronoth i Tel Aviv og laver indslag til et udenrigspolitisk magasin i israelsk radio.

Jensen og Petersen møder pressen
Både oppositionens leder, Jensen, og udenrigsministeren, Petersen, optræder denne tirsdag for verdenspressens udsendte på International Press Centre i Vestergade i Københavns centrum. Pressemødet med Jensen er det længste og mest velbesøgte:
"Selv om jeg er kommet til Bruxelles efter Uffes afgang som udenrigsminister, har han efterladt sig et godt ry dernede," forklarer Stephen Bates, der er European Affairs Editor på The Guardian med base i Bruxelles.
Selv om han er i Danmark for første gang, har han allerede lært sig danskernes skik med at kalde Jensen ved fornavn. Men han har ikke helt overtaget danskernes syn på Rasmussen og Jensen som diametrale modsætninger:
"De har langt mere til fælles, end der adskiller dem," fastholder han.
Stephen Bates har sit hyr med de mange partier og det komplicerede valgsystem. Men han er allerede ved at sætte sig ind i sagerne og spørger interesseret til, hvor mange år Det Konservative Parti og Det Liberale Parti ønsker, der skal gå, før en flygtning får permanent opholdstilladelse i Danmark.
The Guardian sender ikke en medarbejder til København til et hvilket som helst parlamentsvalg, men udsigten til et regeringsskifte og den forestående folkeafstemning 28. maj om Amsterdam-traktaten gjorde udslaget:
"Et hvilket som helst valg, hvor der er udsigt til en ny regering, er vel i princippet interessant. Og selv om der ikke er de store politiske forskelle, sker der en udskiftning af personligheder," siger Stephen Bates, som denne tirsdag kan iagttage to så forskellige personligheder som Jensen og Petersen.

Revselsesret og ASEM
Udsigterne ved afstemningen om Amsterdam-traktaten, kronens binding til euroen og Danmarks fulde medlemskab af ØMU'en er spørgsmål, der interesserer de udenlandske journalister og korrespondenter.
Men også spørgsmål som, om Det Liberale Parti vil genindføre forældres ret til at slå deres børn, hvis det kommer til magten (Det afhænger af den politiske situation efter valget, forklarer Jensen) eller om Danmark lægger vægt på de asiatisk-europæiske ASEM-møder (Det gør Danmark, forsikrer Petersen), optager enkelte.
Og så er der det med immigrationen. Det emne er der flere spørgsmål til:
"Det undrer mig, at somalierne kan blive sådan et emne i Danmark," siger Piet de Blaauw, der leverer på freelancebasis til det kristne dagblad Trouw og til hollandsk radio.

Svært at forklare
"I har 11.000. I Holland er der 30.000 somaliere. Alligevel ville politikerne fra de store partier i Holland være meget forsigtige med at drage udlændingene ind i valgkampen. Det skaber en meget uhyggelig atmosfære. Især den populistiske måde, Uffe Ellemann-Jensen kan bruge tal på, forstår jeg ikke," siger Piet de Blaauw. Yigal Romm har problemer med at forklare sine læsere og lyttere, at flygtningedebatten spiller så stor en rolle i valgkampen i det land, hvor befolkningen for 55 år siden hjalp jøderne med at flygte fra nazisterne. Han mener ikke, at rapporterne fra den danske valgkamp ligefrem skader Danmarks image i Israel:
"Men tingene passer slet ikke sammen," siger han.
Også Stephen Bates er lidt forundret over udlændingedebatten:
"Det er ikke, hvad man normalt ville forvente af danskere," siger The Guardians udsendte.
Ingen af de udenlandske journalister har planer om at gå ned i detaljerne i beskrivelsen af det danske valg. Både Piet de Blaauw og Yigal Romm regner med at komme igennem live i radioen enten onsdag aften eller torsdag morgen, når resultatet foreligger, men de tror ikke, at lytterne eller læserne kan forholde sig til andre end hovedpersonerne. Altså Rasmussen og Jensen. Petersen bliver der ikke plads til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu