Læsetid: 7 min.

John Coltrane og hans anti-jazz

12. marts 1998

Da Coltrane i 1961 indspillede mesterværker som revolutionerede jazzen, samtidig med at musikken blev kaldt corny og polka-agtig

CD-BOXSÆT
Den 20. november 1961 hørte vi i Danmark for første gang saxofonisten John Coltrane med egen gruppe. Det foregik ved en koncert i Falkoner Centret, og nogle af dem der var til stede, vil huske musikken som en overvældende begivenhed, uafrystelig, uafviselig, uden lige i de 36 år der er gået siden.
Vi havde hørt Coltrane en gang før, med Miles Davis' kvintet i Tivolis Koncertsal i marts 1960, og den koncert var vel den eneste i de år, der målte sig med Coltranes i november 61, den eneste der på samme måde viste hvilke ressourcer, der endnu fandtes i jazzen og dens musikere. Men meget var sket i de mellemliggende små to år.
Coltrane havde videreført den modale spillestil som Davis havde introduceret, og oven på det i sammenligning næsten klassiske mådehold i Davis-gruppen fandt vi nu en radikalt ekspressionistisk stil. Klangligt med anspæn-delse af saxofontonen til det bristefærdige, rytmisk med de samtidige metriske lag i Elvin Jones' trommespil, æstetisk med inddragelse af impulser fra østlig musik, psykologisk med indførelse af spirituelle, meditative træk, som aldrig havde været så fremtrædende i jazzen.
Både for de tilstedeværende musikere og for almindelige tilhørere var det en stor mundfuld at få smidt i hovedet. Intet under at der stadig er musikere som arbejder med det stof, og lyttere der rives med af det.

Coltrane-kontroversen
Da Coltrane spillede i Falkoner Centret, vidste vi ikke, at han tidligere på måneden havde indspillet en del af musikken under et engagement på Village Vanguard i New York med den samme gruppe som vi hørte. Vi var heller ikke klar over at det trak op til en større kontrovers med forbitrede udfald mod den musik som Coltrane tillod sig at spille.
Men i det amerikanske tidsskrift down beat for 23. november rettede bladets
vestkyst-redaktør, John Tynan, skytset mod Coltrane og hans medblæser, Eric Dolphy. Han havde hørte dem på Renaissance Club i Hollywood, hvor de spillede før de kom til Village Vanguard, og her havde han "lyttet til en skrækindjagende demonstration af, hvad der synes at være en voksende anti-jazzbevægelse eksemplificeret af disse fremtrædende fortalere for, hvad der benævnes avantgarde-musik."
Tynan havde hørt en god rytmegruppe - McCoy Tyner (klaver), Reggie Workman (b) og Elvin Jones (trommer) - men den blev spildt på "de to blæseres nihilistiske øvelser ... de synes opsat på at følge en anarkistisk kurs i deres musik, som kun kan kaldes anti-jazz."
Det efterfølgende engagement i New York synes ikke at være beskrevet i fagpressen - med en enkelt undtagelse. I det svenske Orkester Journalen for december 1961 rapporterede Sveriges Radios korrespondent, Claes Dahlgren, at Coltrane "spillede flere numre i et rytmisk og idemæssigt 'groove', som jeg må kalde slet og ret corny. Det lød som den rene polka, uanset at det var John Coltrane som spillede. Intet antydede, at der skulle være tale om en spøg, og under optagelserne spillede han under sin normale standard, omend betydeligt bedre end under opvarmningen. Kan det tænkes, at han i sin intensive og ambitiøse stræben efter at udforske nye udtryksmåder tilfældigt er kommet på afveje og er kommet ind på polka-tankegangen i overbevisning om, at han har taget et nyt skridt fremad?"

Vanguard-pladerne
Senere udkom så optagelserne fra Village Vanguard, eller rettere: nogle af dem, og de dementerede unægtelig Tynans og Dahlgrens rapporter og bekræftede indtrykkene fra Falkoner Centret: Tværtimod at være anti-jazz var denne musik i jazzens tradition, inklusive traditionen for fornyelse.
To lp'er med fem af Vanguard-optagelserne udkom i 1962 (Live At the Village Vanguard) og 1963 (Impressions). De fleste af de øvrige blev først udgivet efter Coltranes død i 1967, to dobbeltalbummer i 1977 og 79, og en cd i 1985, men først nu er det samlede materiale blevet udgivet under ét i en kassette med fire cd'er.
Der er i alt bevaret ni musikstykker i 22 versioner fra de fire aftener, hvor der blev gjort optagelser. Alt blev altså ikke optaget, kun hvad man regnede med, at der kunne blive brug for. Det var endda ikke så lidt, og det er særligt værdifuldt, at der er bevaret tre-fire versioner af hvert af de fire stykker, som havde størst vægt, og som alle blev udgivet i 1962-63.

Chasin' the Trane og Impressions
Mest bemærkelsesværdig er blues'en "Chasin' the Trane", en 16 minutter lang improvisation i halvhurtigt tempo med Coltranes tenor fra start til slut, kun med bas/-tromme-akkompagnement, en tour de force, som ikke har sin mage i jazzen. En kataraktagtigt vældende strøm af ideer, en udtryksintensitet på kanten til at kamme over, men hele tiden holdt i skak af den instrumentale disciplin. Både ved akkompagnementet og ved de stadige motiv-endevendinger er her et sjældent slægtskab med Sonny Rollins.
Inden denne version, den oprindeligt udgivne, findes to andre. Den første, på knap ti minutter, tilføjer Eric Dolphys altsax, som desværre splitter Coltranes solo i to; det samme sker i den anden, som desuden tilføjer Tyners klaver i akkompagnementet i begyndelsen og slutningen, ligesom Roy Haynes afløser Elvin Jones ved trommerne. Varigheden er godt 15 minutter, og tonearten er ikke den samme som i de to andre, hvorfor titlen er ændret til "Chasin' Another Trane".
"Impressions" er Coltranes variant af Miles Davis' So What, som han var med til at indspille et par år tidligere (på Kind of Blue). Coltrane er eneste solist på tenor i hurtigt tempo i denne improvisation over en modal 32 takters
AABA-form, som i den oprindeligt udgivne version varer knap 15 minutter. Også her er der to tidligere versioner på knap ni og knap 11 minutter, begge med soloer af Dolphy (på alt) og Tyner.

India og Spiritual
To mere eksotiske Coltrane-stykker findes begge i fire versioner, af hvilke treerne oprindeligt blev udgivet. Også her øges varighederne gradvis, "India" fra godt ti til godt 15 minutter, Spiritual fra godt 12 til godt 20 minutter. Coltrane spiller mest sopransax, Dolphy kun basklarinet (uden det melodisk flaksende som ofte skæmmer hans altsaxspil).
Men dertil kommer at "India" tilføjer en ekstra bassist (Jimmy Garrison) og ofte både obo (Garvin Bushell) og det arabiske strengeinstrument oud (Ahmed Abdul-Malik), så der bliver tale om en oktet. I "Spiritual" er der kun én bassist og ingen oud, men Bushell høres et par steder på kontrafagot. Tyner har ingen soli i India og er i baggrunden som akkompagnatør, mens han i "Spiritual" er fremtrædende i begge henseender.
De to stykker er altså instrumentalt ret forskellige, til trods for deres modale og spirituelle karakter, og mens "India" efter en svævende introduktion spilles i rask medium 4/4, tages "Spiritual" i langsom medium 3/4. Af de alternative versioner finder jeg den fjerde og længste af "Spiritual" særligt fremragende, med Bushells knurrende dybe kontrafagot gennemgående i baggrunden, med en original basklarinet-solo, og med Coltrane uovertruffen, både på tenor og sopran.

De øvrige
Det sidste stykke der blev udgivet i Coltranes tid, var den eneste standardmelodi, Sigmund Rombergs "Softly, As In a Morning Sunrise" fra 1928. Den viser primært Tyners klaver i en lang solo i rask swingende mellemtempo - først i slutningen af denne kvartetversion kommer Coltrane ind på sopran. Der var forståeligt nok ikke grund til at forsøge andre udgaver.
Det samme gælder "Brasilia", men her fordi dette modale stykke på knap 19 minutter med et tema à la Ornette Coleman var for langt fra at have fundet sin form - det blev først indspillet i en definitiv og meget ændret udgave i 1965. Heller ikke Miles' "Mode" fandt nåde i nogen af sine to versioner (på 10 og godt 15 minutter) til trods for frisk tenor- og altspil af Coltrane og Dolphy, og dette nummer, som er beslægtet med "Impressions" og måske komponeret af Dolphy, blev i stedet udgivet i en studieudgave fra 1962.
Endelig blev to versioner af både "Greensleeves" og "Naima" lagt på hylden. Den første, fordi der fandtes tre studieudgaver fra 1961 - men de to fra Village Vanguard (på knap fem og godt seks minutter) er også fine udlægninger af den gamle elisabethanske melodi, som med modalt sopran- og kvartetspil i medium 3/4 lægger sig op ad Coltrane-succesen "My Favorite Things" (og førnævnte "Spiritual"). Balladen "Naima" havde Coltrane indspillet for Atlantic i 1959, og han var antagelig kontraktligt forpligtet til ikke at indspille den igen i 1961, så selv om han ændrede på temaet og ville ændre titlen til "Amain", forblev de to Vanguard-optagelser uudgivne. Især den anden, hvor temaet præsenteres af tenor plus basklarinet, er et fint tilskud til Coltrane-diskografien.
Nu, så mange år efter, står Coltranes Village Vanguard-musik stadig som et højdepunkt, ikke bare i hans egen produktion, som ellers er høj nok, men også i den nyere jazzhistorie. At tale om anti-jazz eller polka-jazz i forbindelse med denne musik har altid været grotesk, men er ikke blevet det i mindre grad som årene er gået.

*John Coltrane: The Complete 1961 Village Vanguard Recordings. Impulse IMPD4-232. 4 cd'er med 4 1/2 times musik (Universal/GDC)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu