EU's konkurrencelov er i strid med den danske Grundlov, mener juraprofessor
"Der er et virkeligt håndfast problem her. Det ville jeg gøre et stort nummer ud af, hvis jeg var advokat for sagsøgerne" i den store grundlovssag.
Sådan siger professor dr. jur. Henrik Zahle til Information, om den bestemmelse i EU's konkurrencelov, der giver EU-kommissionen mulighed for at lave ransagelser på danske virksomheder.
Han udgav i går en ny bog, EU og den danske Grundlov, der indgår som sagsmateriale i den igangværende Højesteretsretssag om Maastricht-traktaten.
Zahle mener umiddelbart ikke, at "der er grundlag for fundamental kritik" af EU-medlemsskabet som værende i strid med den danske Grundlov. Men der er enkelte "vildskud", som er på kant med grundloven, siger han.
Vildskud
Ét vildskud er EU-Kommissionens mulighed for at lave husundersøgelser af danske virksomheder. Det er i strid med den danske Grundlov, mener Henrik Zahle, for Pgf.72 siger udtrykkeligt, at der på forhånd skal være en retskendelse. Men når EU-kommissionen tager en beslutning om virksomhedsransagelser, så er der i EF-retten intet krav om, at denne beslutning på forhånd skal forelægges EF-Domstolen. Og det er et brud på den danske grundlovsbeskyttelse.
"Den danske konkurrencestyrelse går godt nok ud og undersøger virksomheden sammen med EU-Kommissionens folk, men dén del af beslutningen, som er taget i Bruxelles, bliver ikke på forhånd kontrolleret af en dommer," fastslår Zahle. Inden husundersøgelsen indhenter man teknisk set en retskendelse i Danmark, og alt synes derfor i sin skønneste orden. En vigtig EF-dom fra 1988 fastslog klart, at "de nationale retsregler skal overholdes", men det er en sandhed med alvorlige modifikationer.
Den danske dommer kan kun forholde sig til, om det er den rette myndighed og den rette virksomhed, der skal undersøges, men ikke til om grundlaget for beslutningen i Bruxelles er i orden.
Delvis kontrol
Kilder i Konkurrencestyrelsen bekræfter over for Information, at der kun er delvis domstolskontrol: "Den danske dommer kan ikke vurdere grundlaget for Kommissionens beslutning," lyder forklaringen bl.a. med henvisning til, at det er Kommissionen selv, der har ansvaret for, at EU's konkurrenceregler i artikel 85-86 overholdes.
Zahle mener, at de nuværende regler er uholdbare: Enten bør der laves en lovændring i Danmark eller også skal EU-Kommissionen fremover have pligt til at få en retskendelse fra EF-Domstolen, inden man ransager.