Læsetid: 7 min.

Kæmpen vil op at stå på dværgen

13. marts 1998

Mellem slaggebjerge og atomkraft kæmper Frankrigs eneste grønne og eneste kvindelige regionale leder for at bevare sin post ved valget på søndag

LILLE
På første sal i regionalrådsbygningen Centre Rihour kommer en dame farende ud fra et lille kontor med en stak papirer, skynder sig hen ad en korridor og standser ved en fotokopieringsmaskine, som hun giver sig til at arbejde energisk med. En travl sekretærer i den regionale administration, kunne man tro. Men det er regeringschefen for Nord-Pas-de-Calais, en af Frankrigs største regioner med ca. fire millioner indbyggere. Hun hedder Marie-Christine Blandin.
I al sin banalitet er denne scene forbløffende, når man ved, hvor pompøst franske regionalrådsformænd og selv amtsborgmestre normalt indretter sig i deres hovedkvarterer - forskanset bag forkontorer og omgivet af et helt "kabinet" af højtlønnede rådgivere, der har hver deres sekretærer og ledes af en kabinetdirektør.
"Marie", som hun hedder mellem venner, har valgt en anden stil og skåret drastisk ned på det udvendige og prangende, på fornem selskabelighed, dyre biler, PR og nomenklatura-privilegier, siden hun i 1992 blev regionalrådsformand. Den første og eneste formand fra partiet De Grønne i Frankrigs 22 regioner.
Den nye stil er en af årsagerne til, at 58 procent af vælgerne i en måling bedømmer hende posititivt. Men frentoningen er kun den synlige top af isbjerget. Det, hun går til valg på ved regionalvalget den 15. marts, er seks års indsats for miljøbeskyttelse, nærdemokrati og beskæftigelse. Mindre infrastruktur i beton, mere offentlig transport, alternativ energi, vindmøller.
Resultaterne er der, men de er ikke store og dramatiske. De må ses på baggrund af regionernes begrænsede midler og beføjelser i det franske system. Nord-Pas-de-Calais har et årsbudget på knap seks mia. kroner.
Selv om Marie Blandin "regerer" over en befolkning af samme størrelsesorden som en tysk delstat - eller Danmark - kan hun altså ikke sidestilles med en ministerpræsident, endsige en statsminister. Men hun står i spidsen for en regional administration med 800 ansatte.

Den lille skolelærer
Da "den lille skolelærer", som hun nedladende omtales af sine modstandere (hun underviste i naturfag på mellemskoleniveau) pludselig stod som regionalrådsformand i 1992 - praktisk talt uden forudgående politisk erfaring og med knap syv procent af vælgerstemmerne bag sig - var man lige ved at tro, at det var en aprilspøg. Det skete nemlig natten til 1. april efter 12 timers afstemninger og forhandlinger i det nyvalgte råd på 113 medlemmer.
Et kompliceret "politisk billardspil", som hun selv udtrykker det. Hverken højre eller venstre kunne opnå flertal, og socialisterne, der havde stærk tilbagegang ved regionalvalget, besluttede til sidst at stemme for en grøn "mindretalsregering". Den har overlevet til i dag, hovedsagelig støttet på socialisterne og kommunisterne.
Der er flere grunde til, at Nord-Pas-de-Calais tiltrækker sig særlig opmærksomhed ved søndagens regionalvalg over hele Frankrig. Det er den eneste region med en kvinde i spidsen. Og den eneste "grønne" region.
Men samtidig netop den region, hvor den store lyserød-rød-grønne koalition, der er opstået på landsplan med regeringen Jospin ikke fungerer: Der er bitter strid om formandskabet, som de grønne ønsker at beholde i tilfælde af en venstresejr, men som socialisterne nu gør gør krav på.
Den eneste grønne minister i regeringen Jospin, miljøminister Dominique Voynet, har erklæret, at hvis socialisterne ikke vil overlade formandskabet i denne region til de grønne, er det en "casus belli". Hvis dette udtryk skal tages bogstaveligt, betyder det en fare for sprængning af regeringskoalitionen. Så man kan vente nye natlige "billardrunder" i den kommende uge, både i Lille og i Paris...
Men også højre er noget for sig selv her i denne nordligste region. Højres spidskandidat, tidligere landbrugsminister Philippe Vasseur, har vakt opsigt på landsplan ved at flirte med det højreekstremistiske parti Front National.
Han nægter at bøje sig for partiparolen, der kræver klar afstandtagen fra dette parti, og han har erklæret sig villig til at lade sig vælge til formand med dets stemmer i rådet.
Front National, der i 1992 fik 15 mandater af de 113 i rådet, har medvind som protestparti i en region med høj arbejdsløshed - og indvandring. Partiets spidskandidat, Carl Lang, siger rent ud, at "det vigtigste af alt er at slippe af med Blandin".
Når man følger De Grønnes valgkampagne, forstår man godt hvorfor. Det er simpelthen det eneste parti, der på alle punkter står for det diametralt modsatte af Front National. Men mellem yderpunkterne foregår det politiske spil i dette flamske hjørne af Frankrig i en tyk tåge, hvor vælgerne har svært ved at finde vej mellem splittelser og alliancer.
De nye utopier er på vej til at afløse den gamle arbejderbevægelse, det klassiske venstre med dets talstærke, men trætte bataljoner. Det er på disse kanter, at de franske socialister og kommunister har en vigtig del af deres historie. Her blomstrede de virksomheder, der engang var fransk industris styrke: Kulminer, stålværker, skibsværfter og tekstilfabrikker.

Herkuslesopgave
De Grønne overtog et røgsværtet Ruhr-område, en region med gamle slaggebjerge, høj arbejdsløshed, lukkede fabrikker, forurening, tilstoppede kanaler - og et af verdens største atomkraftværker. En herkulesopgave for et miljøparti.
Udfordringen i disse år består i at sanere miljøet og skabe nye industrier, og især servicevirksomheder, til afløsning for de gamle.
Men i øjeblikket er det den politiske komedie, der optager sindene.
Hvis Marie Blandin er heltinden, er skurken den socialistiske politiker Michel Delebarre, tidligere arbejdsminister, borgmester i Dunkerque, hvis karriere - engang meget lovende på landsplan - blev knækket ved valgnederlagene i 1992-93, og som tørster efter formandsposten i regionen.
Han ser rødt ved tanken om at overlade posten til Blandin i dag, hvor socialisterne har oplagte chancer for en valgsejr eller i hvert fald stor fremgang. Ved parlamentsvalget i fjor erobrede de en halv snes mandater i regionen, og de har aldrig haft så mange som i dag. Delebarre synes ikke at være populær, men der blæser meget gunstige vinde omkring den socialistisk ledede regering i Paris.

Smil og kompetence
De Grønne er stadig kun et lille parti. Men på tværs af valgmatematikken kan man konstatere, at Delebarre er handicappet af et image, der ikke tåler sammenligning med Marie Blandins.
Han forbindes med traditionelle politiske kræfter, ambition, magtbegær - den gamle forslidte partipolitik.
Hun står for noget nyt, og bag et smilende væsen og en spontan trang til provokation har hun afsløret overraskende saglig dygtighed på en lang række områder, hvor hun manglede forudsætninger ved sin tiltræden for seks år siden. Alligevel mener Delebarre ikke, at Blandin skal være formand denne gang.
"Situationen fra 1992 vil ikke gentage sig. Dengang havde vi et dårligt valgresultat, og vi stemte for de grønne ved 3. afstemning om formandskabet - simpelthen for at afværge et højrestyre. Det var den pris, vi måtte betale. Kommunisterne kørte deres eget løb i 1992, men i dag er jeg i spidsen for det samlede venstre. Vores fælles liste har udsigt til relativt flertal, og hvis de grønne vil, kan vi opnå absolut flertal sammen," siger Delebarre til Information.
Men de grønne truer med at forlade regeringskoalitionen, hvis de ikke beholder formandskabet?
"Bare rolig! Det kommer ikke til at ske. De forstår godt situationen, og de har dæmpet tonen".
Det forhindrer ikke, at miljøminister Dominique Voynet samme aften under et besøg i Lille fastholder, at spørgsmålet om formandsposten udgør en "casus belli".

Matematik og følelser
Det får Informations udsendte til at spørge Marie Blandin, hvorfor de grønne ikke vil bøje sig for styrkeforholdet som i regeringen Jospin. Dominique Voynet har jo ikke forlangt posten som premierminister?
"Nej, men de grønne indgik i regeringskoalitionen i 1997 efter en klar aftale om et program, hvor vi fik nogle vigtige punkter med, navnlig lukningen af atomkraftværket Superphénix. Her i regionen nægter socialisterne at aftale et fælles program med os, så vi har ingen garantier for at opnå nogetsomhelst, siger Marie Blandin.
"Det er stensikkert, at vi ikke havde kunnet udrette det, vi har udrettet i de forløbne seks år, hvis vi bare havde haft en lille rolle under et socialistisk formandskab. I øvrigt bad vi ikke om formandskabet dengang, det kom som en gave."
"Jeg klynger mig ikke til magten i regionalrådet, for der er tusind andre steder jeg kan gøre nytte. Men hvis vi har gjort det godt, fortjener vi at bevare formandskabet i tilfælde af en venstresejr. Alt er ikke valgmatematetik, der er også en følelsesmæssig side af valget".
Marie Blandin har endnu et godt argument for, at det lille parti skal bevare formandskabet med socialisternes støtte. På det metaforiske plan:
"Hvis en kæmpe og en dværg skal hjælpe hinanden med at nå højt op, er det bedst, at dværgen kravler op på skuldrene af kæmpen. I det omvendte tilfælde bliver dværgen mast..."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her