Læsetid: 5 min.

Kilen der splitter samfundet

6. marts 1998

FRIE ORD
I 1960 KUNNE man med indtægter fra 1,3 times arbejde beskæftige en anden i en time. I dag kræves ofte mellem fire og seks timers arbejdsindtægter til aflønning af et andet menneske i én time.
Derfor har det sorte arbejde og gør-det selv-arbejdet i dag et betragteligt omfang til den ene side. Til den anden side er 20 procent af arbejdsstyrken (over en halv million kvinder og mænd) på overførselsindkomster.
Skattekilen (ikke at forveksle med skattekilden eller kildeskatten) er på et kvart århundrede blevet samfunds- og naturødelæggende bred: Indkomstbeskatningen tynger så hårdt, at den ene dansker skal tjene op mod tusinde kroner før skat for at kunne finansiere en anden danskers indtægt på hundrede kroner efter skat.
Skattekilens udvidelse er ikke gennemtvunget af menneskefjendske kapitalister. Den er tværtimod en følge af både den socialistiske og socialdemokratiske arbejderbevægelses grundlæggende strategi, der bygger på forestillingen om en ligefrem proportionalitet mellem antallet af goder på den ene side og godheden mellem mennesker og det gode samfund på den anden side.
Lønkampene og -presset skulle tvinge kapitalisterne til at øge produktionen ved ansættelse af stadig flere lønmodtagere og ved produktivitetsforbedringer. Det sidste blev sikret ved dels produktivitetsfremmende (invaliditetsfremmende) lønsystemer, dels - og især - naturvidenskabelig beherskelse af naturen omsat i stadig mere effektiv teknologi og teknik.
De faglærte og akademikerne skulle med deres lønkrav og efterfølgende forbrugsefterspørgsel bane vej for de ufaglærtes beskæftigelse og tilsvarende lønforhøjelser. For at opfylde dette mål blev skattepolitikken omlagt, så den direkte tilskyndede arbejdsgiverne til stadig flere maskin- og robot-anskaffelser. Ved direkte tilskud, fradragsregler og lignende blev investeringerne i arbejdskraftbesparende og direkte -overflødiggørende teknik billiggjort. Til gengæld blev indkomstbeskatningen stadig mere tyngende.

Resultatet tegnede i en periode i og omkring 1960'erne til at blive en vældig succes. Da jeg (og andre) i begyndelsen af 1970'erne i bl.a. denne avis naivt foreslog, at akademikere og faglærte (og journalister!) i solidaritet med de ufaglærte og arbejdsløse og den stadig mere udpinte natur afstod fra lønforhøjelser, blev vi af også den yderste venstrefløj belært om, at forslaget var - usolidarisk!
Reaktionært og kontrarevolutionært.
Thi overlægens krav om 100 kroner mere i timen baner vej for sygehjælperens 20 kroners lønforhøjelse.
I sidste instans muliggjort og opfyldt af videnskabens og teknikkens gigantiske forøgelse af arbejdets pruduktivitet.

Med informations- og robotteknologiens hurtige udvikling og under pres fra lavtlønslandenes forstærkede konkurrence er skattekilen nu blevet så stor, at 20 procent af befolkningen er blevet udelukket fra det hvide arbejdsmarked.
Når Marianne Jelved afviser Mimi Jakobsens forslag om jobfradrag, kan hun have ret i, at det er mange penge, der alligevel ikke sikrer det nødvendige mentalitetsskifte. Som må foregå lokalt og i de enkelte menneskers sind.
Når Mimi Jakobsens forslag (eller en anden tilsvarende skatteomlægning) dog også har meget for sig, skyldes det nødvendigheden af et målrettet opgør med den forbandede skattekile.
Der er tale om et fundamentalt opgør med den moderne mentalitet, som forveksler goder med godhed og det gode samfund.
Dette opgør kan hverken undvære den individuelle og lokale holdningsændring eller den overordnede omlægning af hele samfundsøkonomien, herunder skattepolitikken.
I stedet for at spille deres forslag ud som alternativer skal Jelveds og Jakobsens forslag forstås som hinandens forudsætninger: Uden holdningsænding ingen økonomisk omlægning. Uden gigantiske skattelettelser af de laveste indkomster ingen fundamental holdningsændring.
Skattekilen må slankes noget så eftertrykkeligt.
Robotterne skal beskattes. Menneskene skal frigøres.

Men det er da rigtigt, at en stor del af slaget slås lokalt af de såkaldte hverdagsmagere. Til den ende slutter jeg med et fedt citat af en artikel fra tidsskriftet Grus skrevet af adjunkt Eva Sørensen:
"Det, der er værd at forsvare, er den lokale brugerrolles evne til at gøre det politiske konkret. Og det er der god brug for i et politisk system, som i alt for mange år har sat en ære i at gøre det politiske abstrakt.
Der er er ingen tvivl om, at den klassiske borgerrolle bidrager til etableringen af det politiske fællesskab, som et samfund ikke kan eksistere foruden. Problemet er bare, at den hegemoniske (dominerende, el) borgerrolle og de geografisk afgrænsede indflydelsesformer, som eneste legitime politiske indflydelsesformer har ført til, at det politiske er blevet abstraktliggjort.
Politik er blevet noget fjernt - noget med principper, ideologier osv. - som ikke har nogen umiddelbar relevans for de konkrete opgaver, som den enkelte har behov for at få løst. Det ses bl.a. af, at de fleste mennesker definerer de konkret kollektive problemløsningsaktiviteter, de deltager i, som ikke-politiske.
Der er to mulige grunde til, at det er gået sådan.
For det første er samfundene efterhånden blevet så store, at konstitueringen af de geografisk afgrænsede politiske fællesskaber i sagens natur i stigende grad er blevet løskoblet fra konkret kollektiv problem- og opgaveløsning mellem mennesker.
Dette problem kan selvfølgelig i nogen grad løses ved hjælp af decentralisering af det politiske system rettet mod øget kommunalt og lokalt selvstyre. Men i de fleste tilfælde vil selv sådanne geografisk afgrænsede politiske fællesskaber være så store, at afstanden mellem konstitueringen af fællesskabet og den konkrete styring vil være betragtelig.
For det andet har modernitetens opfattelse af borgerrollen bidraget til en abstraktliggørelse af det at handle politisk. For ifølge denne opfattelse handler individet først politisk, når det træder ind i borgerens rolle, hvor opgaven er at tage stilling til spørgsmål, der vedrører styringen af hele samfundet. Og det kan man jo ikke gøre på en konkret måde. Denne stillingtagen må nødvendigvis antage en temmelig abstrakt karakter.
Af den årsag bliver det både nødvendigt og let at holde sig på afstand af det politiske.
Nødvendigt fordi det simpelthen ikke er muligt at befinde sig i borgerens abstrakte rolle ret længe ad gangen (hvis man da ikke er professionel politisk agent i partier, embedsværk, interesseorganisationer, græsrodsbevægelser eller medier, el).
Let fordi det politiske er institutionaliseret på en måde, der fremmer politikkens karakter af et teaterstykke, hvor politikerne er skuespillere og befolkningen tilskuere.
Borgerrollen behøver befolkningen derfor bare at træde ind i ved valgene (på selve valgdagen i stemmeboksen, el) mens folk i resten af tiden (også under valgkampen, el) kan sidde på tilskuerpladserne og klappe eller buhe alt efter behag."
Som vi så rædselsfuldt smukt får det forevist i disse dage, hvad enten det er i Sønderborg eller Øksnehallen i København.
Både Jelved og Jakobsen kunne givet få megen fornøjelse af at følge Sørensen op. Det samme kunne vi andre. For eksempel ved at gå i gang med at virkeliggøre det nys udsendte tumpemanifest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her