Læsetid: 2 min.

K'nyt

25. marts 1998

Trækker disputats tilbage
*Kvindeforskeren Drude Dahlerup, der på fredag udgiver sin store bog om rød-strømpebevægelsen, har trukket den tilbage som disputats ved Aarhus Universitet. Drude Dahlerup skal til efteråret være professor i kønsforskning ved Stock-holms Universitet, og hun angiver dette som en årsag til tilbagetrækningen. Når man først er blevet professor, så indleverer man ikke disputats, for så er man allerede blevet anerkendt, forklarer hun.

Til Uruguay og Slovenien
*Der er bud efter danske film i det store udland. Således indgår Pusher og Et hjørne af Paradis i en filmfestival i Uruguay. Omtrent samtidig - i begyndelsen af april - deltager følgende film i en festival i Slovenien: Portland, Hamsun, Riget I, De Største Helte, Pusher og Lad Isbjørnene Danse samt den afdøde svenske instruktør Bo Widerbergs Lærerinden, der er med i selskabet, fordi den har en dansk hovedproducent. Der er tale om en genvisit, idet Danmark sidste år havde en slovensk filmuge. Et Hjørne af Paradis vandt i december en af priserne på Latinamerikas største festival i Cubas hovedstad, Havana, selvom filmen, en co-produktion med Costa Rica, ikke fik succes i Danmark, hverken hos publikum eller kritikerne.

Salg i bøger om Titanic
*"Salget af vore titler om Titanic har oversteget alle forventninger. Nyt oplag af Wolf Schneider: Titanic - tre timer der rystede verden er fremskyndet," meddeler P. Haase & Søns Forlag.

Musical-begivenhed
*Det er lykkedes Tivoli at skaffe den amerikanske musical The Phantom of the Opera til København. Den opføres i Tivolis Koncertsal fra den 14. til den 22. december 1998.

Dansk musik på Champs Elysées
*Trods manglende opbakning fra den danske stat realiseres den største festival nogensinde, der udelukkende præsenterer danske kunstnere i udlandet. Musique aux Champs hedder den, og den løber af stabelen på Champs Elysées i Paris fra den 24. til den 30. juni 1998.

Oversætter-uddannelse
*Danske oversættere skal efteruddannes. En arbejdsgruppe under Statens Litteraturråd er i fuld gang med at udfærdige en formaliseret efteruddannelse. Formand for Statens Litteraturråd er den ansete oversætter Tho-mas Harder.

Rushdie æresdoktor
*Den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie og hans norske forlægger, William Nygaard, udnævnes lørdag til æresdoktorer ved Universitetet i Tromsø. Anledningen er, at det er 30 år siden, at Stortinget vedtog at oprette et universitet i Tromsø. Både Rushdie og Nygaard vil være til stede.

Religioner på udstilling
*Repræsentanter for Islam, Den danske folkekirke, Indre Mission, Scientologi, Adventistsamfundet og flere andre religioner og sekter, ialt 11, stiller op og ud i Århus fra i morgen til 29. marts. "Hvem tror hvad", hedder udstillingen, der vises i Ridehuset, med det formål - ifølge arrangør Birgit Merete Rasmussen - at få mennesker med forskellige religioner i kontakt og dialog. På førstedagen er der paneldebat, hvori biskop Kjeld Holm, Århus, deltager. Verdens første religionsudstilling, hævder arrangørerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her