Læsetid: 2 min.

K'nyt

20. marts 1998

Strindberg skåret helt ind til benet
Instruktøren Staffan Valdemar Holm forlader nu Malmö Dramatiska Teater efter en periode som chef. Det sker med manér, idet han iscenesætter syv af Strindbergs stykker, som normalt ville vare 25 timer, komprimeret til seks timer. Teatrets største udspil nogensinde.

Grøndahls roman er en bestseller
Jens Chr. Grøndahl har tidligere skrevet flere romaner, som nok blev anmeldt positivt, men som ikke rigtigt kunne sælge. Det kunne den forrige, Tavshed i oktober, og det kan den nye, Lucca, der udkom for 14 dage siden og allerede nu trykkes i 4. oplag. Lucca er en kærligheds- og generationsroman.

Hjalp Helffgott - og fortrød
Sjællandske Symfoniorkester har sandsynligvis "begået en dumhed i millionklassen," skriver Jyllands-Posten. Det skete, da det indvilgede i at indspille en plade, Rachmaninoffs 3. klaverkoncert, med pianisten David Helffgott under dennes besøg i København i 1995. Orkestret fraskrev sig alle rettigheder, idet Helffgott på det tidspunkt ikke var særlig kendt. Det blev han takket være filmen Shine, og pladen er nu solgt i ca. en mio. eksemplarer.

Tibetansk forfatter til København
Den tibetanske munk, Palden Gyatso, kommer til København 2. og 3. april efter invitation fra Støttekomiteen for Tibet og forlaget Gyldendal. Samtidig udkommer hans selvbiografi, Ilden under sneen - vidnesbyrd af en tibetansk fange. Gyatso tilbragte 32 år i kinesisk fængsel og flygtede til Indien, da han blev løsladt. Han har siden været aktiv forkæmper for menneskerettigheder overalt.

Doktorafhandling om sprogspil
Peter Bornedal, der er Assistant Professor ved American University of Beirut forsvarer i dag på Københavns Universitet sin doktorafhandling, Speech and System. Det er afhandlingens tese, at digtning, litteratur og filosofi opstår ved særlige former for sprogspil. For nu at sige det betydeligt kortere end på de 424 sider, der samtidig udkommer som bog fra Museum Tusculanums Forlag.

Sprogekspert til jour.-uddannelsen
Peder Skyum-Nielsen er blevet ansat som professor i sprog og kommunikation på den nye journalistuddannelse i Odense. Han er 50 år, dr. phil. og ph.d. og kommer fra en stilling som professor i dansk erhvervssprog på Handelshøjskole Syd i Kolding. Skyum-Nielsen er konsulent for journalisterne på TV-Avisen i korrekt dansk, sprog- og tekstkonsulent i TeleDanmark. Han medlem af Dansk Sprognævn.

Dansk opera til Spanien
Niels Pihl og Musikteatret Undergrunden rejser i dag for 3. gang til Nordspanien for at opføre operaen En landsoldats dagbog om guldaldermaleren J. Th. Lundbye. Det sker på klingende dansk, men spanierne forstår musikken - og er åbenbart blevet så glade for den, at de vil have mere.

Flere læsninger af litteraturen
Odense Universitetsforlag udgiver sidst i marts Læsninger i Dansk Litteratur, bind 2, som omfatter perioden 1820-1900. Den er redigeret af Ulrik Lehrmann og Povl Schmidt. Blandt bidragyderne er Finn Hauberg Mortensen, Klaus Rifbjerg, Frederik Stjernfelt og Bo Hakon Jørgensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her