Læsetid: 2 min.

Kohl får en farlig udfordrer

2. marts 1998

Efter en stor socialdemokratisk valgsejr ved delstatsvalget i Niedersachsen blev Gerhard Schröder søndag aften udnævnt til kansler-kandidat for SPD

Hannover
Kun godt en time efter, at de første nogenlunde sikre valgprognoser tonede frem på tv-skærmene, kunne SPD's forretningsfører Franz Müntefering bekendtgøre, at valgets store sejrherre, Gerhard Schröder, mandag ville blive udnævnt til kansler-kandidat for Socialdemokratiet (SPD).
Kort tid efter bekræftede Schröder, at han i en telefonsamtale med rivalen, Oskar Lafontaine, havde sagt ja til at stille op som SPD's kansler-kandidat ved forbundsdagsvalget den 27. september.
En samtale, der senere blev bekræftet af en noget betuttet Lafontaine, der "var glad for SPD's sejr", da det var et godt signal forud forbundsdagsvalget. Hvorefter han meddelte, at han i øvrigt agtede at blive siddende som formand for SPD.

Absolut flertal
Resultatet ved delstatsvalget i Niedersachsen efterlod da efter de første nogenlunde sikre prognoser heller ingen tvivl om Schröders styrkede position i forhold til rivalen Oskar Lafontaine: SPD fik således 48,3 procent af stemmerne og gik dermed fire procent frem i forhold til valget i 1994, hvorfor SPD igen sidder med absolut flertal i den niedersachsiske landdag.
Sejren betyder tillige, at SPD og De Grønne beholder deres flertal i Forbundsrådet, det tyske Andetkammer, og dermed fortsat kan blokere Kohl-regeringens lovforslag.

'Kohls æra slut'
Den Kristeligt Demokratiske Union (CDU) fik 35,7 procent af delstatens stemmer og gik dermed 0,8 procent tilbage. Bündnis 90/De Grønne fik 7,1 procent og gik 0,3 procent tilbage. Det liberale FDP blev tildelt 4,8 procent af stemmerne, hvorfor det på trods af en fremgang på 0,4 procent af stemmerne ikke blev repræsenteret i landdagen, da spærregrænsen ligger ved fem procent.
De højreorienterede Republikanere gik én procent tilbage og fik 2,7 procent af stemmerne, hvorfor heller ikke de kommer i landdagen.
Det var derfor en strålende glad Gerhard Schröder, der mødte frem på den efterfølgende pressekonference i den niedersachsiske landdag.
Schröder takkede alle, der har bridraget til det overdådige valgresulat, som han ikke i sine "vildeste drømme havde turdet håbe på".
Schröder fremdrog følgende to signaler af delstatsvalget: Det første var "stabilitet, fornuft og fremtid" for Niedersachsen. Det andet var, at "Kohls ære er slut".
"Det har dette valg vidst. For det er ikke blot mig og SPD, der har vundet. Vundet har også et politisk koncept".

Reportage side 5: Schröders alt eller intet

Leder på bagsiden: Den nye tyske midte

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu