Læsetid: 4 min.

Konservativt rivegilde

21. marts 1998

Det var udsigtsløst, at Engell søgte udsættelse, når han havde flertallet imod sig i den konservative folketingsgruppe

Ethvert politisk opgør har nogle rammer, som selv de hidsigste hedsporer ikke kan sprænge. For fejden i Det konservative Folkeparti gælder, at partiets folketingsgruppe er den afgørende arena.
De danske partier tildeler deres vælgerforeninger forskellig grad af indflydelse. I SF og Enhedslisten spiller hovedbestyrelsen en stor - undertiden afgørende - rolle.
Blandt de ældre partier er det Det radikale Venstre, CD og de konservative, der giver folketingsgruppen den stærkeste placering. Hos CD spiller det beskedne partiapparat slet ikke nogen rolle. "Fætter-kusine festen" har Mimi Jakobsen kaldt partiets landsmøde. Den radikale folketingsgruppe er beklemt, når hovedbestyrelsen ikke vil følge trop, men handler som regel alligevel. Det sås, da partiet i 1988 trådte ind i VKR-regeringen under Poul Schlüter.
Hos de konservative er omdrejningspunktet både historisk og vedtægtsmæssigt folketingsgruppen.
Når partiet ikke er i regering, er posten som formand for folketingsgruppen helt central. Derfor var det afgørende for Hans Engell at beholde den, da han for et år siden måtte give afkald på sine øvrige ledelsesposter: Det politiske ordførerskab, som straks overgik til Per Stig Møller og den mere ceremonielle post som partiets landsformand, der fulgte på landsrådsmødet et halvt år senere.

Gruppeformanden kontrollerer partiets magtapparat - sekretariatet - på Christiansborg, herunder den konservative pressetjeneste. Nok lykkedes det Per Stigs folk at få fjernet den hidtidige leder af pressetjenesten, Engell-støtten Erik Skov Pedersen, men tjenesten fortsatte åbenlyst med at spille Hans Engells spil. Da Information under den nys overståede valgkamp bemærkede til Hans Engell, at den konservative pressetjeneste ikke syntes særligt ivrig i tjenesten, var gruppeformandens svar en hjertelig latter.
Partiformanden står formelt i spidsen for det konservative organisationsapparat, der har hovedsæde i Nyhavn, men partiets generalsekretær har traditionelt et betydeligt råderum. Per Stig Møller arvede som partiformand en generalsekretær i kraftfuld skikkelse af den håndgangne Engell-mand Peter Sterup. I Engells velmagtsdage gik Engell, Sterup og Skov Pedersen - alle yndere af et festligt lag - blandt fæller under navnet "de tre kardinaler."
Per Stig Møllers fingre kløede efter at kaste Sterup på porten, men våbenstilstandsaftalen fra hans overtagelse af det politiske ordførerskab afskar ham. Det blev anset for givet, at han efter valget ville have gjort et nyt fremstød.
Lederkunsten i Det konservative Folkeparti går ud på at bemægtige sig gruppeformandsposten, kontrollere det politiske ordførerskab og neutralisere partiformanden.
Det kan gøres med vekslende grader af elegance. I John Christmas Møllers storhedstid som konservativ leder i midten af 1930'erne indtog han i egen person posterne som gruppeformand, partiformand og generalsekretær.
Da Poul Sørensen benhårdt styrede de konservative fra 1950'erne til partiets indtræden i VKR-regeringen i 1968, gjorde han det fra gruppeformandsposten. Han lod den veltalende Poul Møller varetage ordførerposten, men holdt ham i stram snor, hvorimod han overlod partiformandsposten til velmenende og pæne folk, som f.eks. den senere justitsminister Knud Thestrup. Sit greb om partiappatet sikrede Sørensen gennem generalsekretæren, den nuværende borgmester i Lyngby-Taarbæk, Kai Aage Ørnskov.

Efter Poul Schlüters fald vandt Hans Engell magtkampen over Henning Dyremose fra gruppeformandsposten, overtog hans politiske ordførerskab og konsoliderede sig eftertrykkeligt ved i 1995 at presse den vellidte og solide Torben Rechendorff af partiformandsstolen. Med sine medkardinaler på plads havde Engell således opnået en kontrol, der svarede til John Christmas-Møllers - indtil den fugtig-våde aften for tretten måneder siden.
Når Hans Engell og hans støtter søgte at afværge en beslutning om gruppeformandsposten i folketingsgruppen i går, skyldtes det deres viden om, at de dér var i mindretal, endda heftigt efter at Helge Adam Møller og Frank Dahlgaard havde valgt side mod Engell. Engells håb lå blandt medlemmerne af partiets hovedbestyrelse, der holder møde på tirsdag - selv om udmeldingerne fra baglandet har været brogede og forvirrede.
Netop med folketingsgruppens suveræne stilling i partiet var håbet om udsættelse omsonst. Per Stig Møller havde - i trettende time - et flertal på ti mod seks, og han brugte det.
Valget af Helge Adam Møller som gruppeformand ville have været utænkeligt for blot 48 timer siden. At blive kaldt "politisk driftssikker" er en dyd på Christiansborg, men kun få vil sætte den betegnelse på Helge Adam Møller. I en vis forstand kunne han kaldes "en kompromiskandidat", idet han først udadtil valgte side et døgn inden sit formandsvalg. En form for belønning herfor kan også ses i valget. Men med sine uoverlagte udtalelser, ofte med stærk højrehældning, er han et let bytte for et hævngerrigt mindretal på seks.
Pia Christmas-Møller (et broderbarnebarn af den oprindelige) kan spås noget større holdbarhed på posten som politisk ordfører. Hun læser på tingene, har en direkte og sympatisk facon. Og så har hun det særegne for en konservativ leder, at hun på sin vej gennem partiapparatet har været knyttet både til Konservativ Ungdom (KU) og til Konservative Studerende (KS). Tilknytningen til KU er kraftigst, men hun har også været redaktør for KS's medlemsblad. Holddelingen bag de endeløse konservative fløjkampe ligger hyppigst i deltagernes respektive fortid i de to ungdomsorganisationer. Engell er KU'er, Dyremose og Per Stig Møller KS'ere. Ninn-Hansen var KU'er, Haunstrup-Clemmensen var KS'er. John Christmas-Møller var KS'er, hans ærkemodstandere i partiet var KU'ere.
Det konservative magtspil er ikke forbi med gårsdagens udrensninger. Konflikten er blot eskaleret til et højere niveau. Fyring af generalsekretær Sterup er forestående. Og tirsdagens hovedbestyrelsesmøde vil være rammen om de næste selvpåførte rædsler. Ondsindede lækager vil forinden have bidraget til stemningen.
Som Hans Engell ifølge Ritzau fik udtrykt sig efter gårsdagens blodige gruppemøde:
"Jeg mener ikke, at der kan rejses tvivl om mangel på loyalitet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu