Læsetid: 1 min.

Kosovo-oprør fortsætter

6. marts 1998

Mange dræbt og såret under serbiske politistyrkers angreb på albanske landsbyer

Mindst 12 Kosovo-albanere blev dræbt, da serbiske sikkerhedsstyrker torsdag gennemførte nye operationer mod såkaldte "terrorister" i det albansk-befolkede Kosovo.
Ifølge det serbiske sikkerhedspoliti fandt operationen sted i Drenica-regionen vest for hovedstaden, Pristina. Det skete, efter at "terrorister" torsdag morgen havde angrebet en serbisk politipatrulje og såret to politimænd.
Det kosovo-albanske dagblad Koha Ditore citerede derimod en albansk menneskeretsaktivist for oplysninger om, at hele 13 landsbyer i Drenica-regionen var blevet sat i brand efter angreb fra sikkerhedsstyrker. "Der er snesevis af døde og sårede, og befolkningen er på flugt fra landsbyerne Glogovac, Likosane og Quirez", hed det.
Ifølge kosovo-albanske kilder brugte sikkerhedsstyrkerne blandt andet artilleri mod landsbyerne, der alle ligger i et område, hvor partisanbevægelsen Kosovas Befrielseshær (UCK) står stærkt, ca. 25 km fra hovedstaden Pristina.
Den internationale presse blev afvist ved serbiske vejspærringer, der torsdag var etableret i Drenica-regionen, og dermed forhindret i at se, om rapporterne var sande.
Det var i det samme område, at serbiske politistyrker i weekenden dræbte 25 albanske civile - heraf flere kvinder og gamle.
De serbiske myndigheder fastholder, at de dræbte var "terrorister", som tilhørte UCK-bevægelsen.
Imens fortsatte det internationale samfund torsdag med at øge presset på Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic, for at få forhandlinger igang om Kosovos fremtid.
Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, mødtes på EU's vegne med Milosevic, men mødet var tilsyneladende resultatløst.
"Jeg føler mig ikke overbevist om, at Beograd endnu er parat til at erkende, at de må tage væsentlige skridt for at øge Kosovos autonomi, hvis der skal findes en acceptabel politisk løsning", sagde Cook efter mødet. Han tilføjede, at Milosevic havde vist en "fast holdning" under drøftelserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her