Læsetid: 4 min.

Krig hver nat

27. marts 1998

I ly af bjergene spreder resterne af Rwandas hutu-hær og hutubander fortsat død og rædsel i det nordvestlige Rwanda

RUHENGERI - Mukamira ligger nøjagtig midtvejs mellem Ruhengeri og Gusenyi i det nordlige Rwanda. Den lille by er fuld af militær, og stemningen er spændt.
Soldaterne fra den tutsi-hær, der satte sig i respekt ved først at invadere Rwanda, derefter Zaire, går rundt og patruljerer i gaderne, undersøger husene og overvåger markederne. De er rolige og tavse, tilsyneladende ikke brutale.
Om natten har en kommando fra hutu-militsen Interahamwe angrebet nogle huse i udkanten af byen. En militærpatrulje svarede igen og jog angriberne på flugt med et maskingevær monteret på en Toyota-varevogn.
Tre bønder blev dræbt og to kvinder såret under skudvekslingen. Under forfølgelsen hen over højdedragene kom det til nye sammenstød, som kostede mindst fire militsfolk og to regeringssoldater livet.
I Brarirwa fortæller den lokale fotograf, Gahamanji: "Her er der på en måde krig hver nat. Det er folk herfra, der er flygtet op i bjergene, og nu har de ingen steder at tage hen. Derfor kommer de herned, slår ihjel og stjæler geder. Soldaterne skyder dem og tæver deres familie. Det er en meget trist situation for os allesammen."
Dagen før blev fem-seks personer dræbt under et sammenstød i Nkuli - hovedbyen i kommunen, hvis borgmester, Joseph Murindihabi, er på en lang ferie ligesom de fleste af hans kolleger i regionen. For to dage siden kostede et overfald 20 km derfra omkring 15 mennesker livet.

Mordere i skovene
Vejen fra Ruhengeri mod Gisenyi er den sidste asfalterede inden grænsen til Congo-Kinshasa (det tidligere Zaire). Landsbyen Musenge er forladt og alle huse ødelagt.
Ti km længere fremme ligger Busogo, som til gengæld er overbefolket, bl.a. af soldater. Det myldrer med flygtninge, og lokale handlende har oprettet et permanent marked.
I nærheden af vejen dyrkes der majs og bønner på små jordlodder, men kun hundrede meter væk strækker det uopdyrkede land sig, så langt øjet rækker. Bananplantagerne er blevet jævnet med jorden af sikkerhedshensyn (for at forhindre baghold) eller som led i repressalier.
I Rwankeri, som ligger midt i "krigszonen", bor omkring hundrede handelskoleelever på et kollegium. En af dem er Jéremie Mushara:
"Selv om man er på stedet, ser man aldrig noget. En gang imellem hører man noget. Morderne kommer ned fra skovene for at stjæle dyr, fordi de ikke har nogen steder at gå hen. Befolkningen har vænnet sig til det. De, der ikke er taget af sted sammen med dem, søger beskyttelse hos militæret."
Rwanda er en militærstat. Den militære administration er langt stærkere end den civile, og især på landet er det den, der bestemmer. Men i modsætning til i Burundi har hæren under vicepræsident Paul Kagame - Rwandas stærke mand - trukket sig tilbage fra gader og veje. Nogle steder kan man køre flere hundrede kilometer uden at støde på en vejspærring - f.eks. er der kun to på den 300 km lange strækning mellem hovedstaden Kigali og Cyangugu.

Arbejdsløshed og mistillid
Kun i den nordvestlige del af landet er militærets magt synlig. Man forstår den voksende spænding i dette område, når man kører ad den tværgående vej, der fører op mod Kinigi. Alle de huse og landsbyer, man kommer forbi, ligger øde hen.
Heroppe er landskabet storslået: Bag de grønne dalstrøg ser man de dystre silhuetter af vulkanerne og gorillaernes skove; ude i horisonten ligger Congo-Kinshasa.
Det er dér, Interahamwe-banderne og folk fra den gamle rwandiske hær skjuler sig. "Ingen kan jage dem ud af området omkring vulkanerne," siger en officer, der holder vagt uden for byen. "De bliver der så længe, de kan holde sig i live."
Det er umuligt at vurdere, hvor mange mand disse hutu-bander omfatter. Den uvejsomme region støder op til den congolesiske Kivu-provins' sletter og plateauer, hvor der - især i nord ved Masisi - har samlet sig tusindvis af gamle rwandiske, congolesiske og burundiske soldater og militsfolk.
Officielt har regeringshæren næsten nedkæmpet denne oprørsstyrke: "De fleste af deres folk er bønder, som har sluttet sig til dem uden at tænke på konsekvenserne. De er kun bevæbnet med macheter; somme tider ser vi også Kalasjnikov-rifler, men de har ingen ammunition," hævder officeren.
Ikke desto mindre har den militære ledelse mobiliseret mere end 10.000 mand - en fjerdedel af hele hæren - til at beskytte indbyggerne og sikre trafikken på vejene i området. Dertil kommer omkring 3.000 rwandiske soldater i congolesisk uniform på den anden side af grænsen.
Hver dag sker der nye overfald, og fængslerne i Ruhengeri og Gisenyi er overfyldte. De militære tab er hemmelige, men på hospitalet i Ruhengeri vidner omkring hundrede sårede om de mange sammenstød.
"I byerne langs vejen er situationen tålelig, men i mere afsides områder står det slemt til, især omkring Ruhengeri, Mutura og Kinigi," fortæller sygeplejersken Béatrice.
I Ruhengeri er der - ligesom i Kigali - ikke udgangsforbud om natten. "Men alle overholder deres eget udgangsforbud, så snart mørket falder på," smiler Innocent på Continental Bars terrasse. Han fortsætter: "Den største fjende her er arbejdsløsheden og mistilliden. Bortset fra bizness er der ingenting, der fungerer mere."
I nord er høsten kun halvdelen af de mest pessimistiske forudsigelser. Mange samarbejdsprojekter er blevet afbrudt, og de fleste hjælpeorganisationer har trukket sig ud. Embedsmænd og intellektuelle er emigreret.
En tekniker fra en FN-organisation, som har oplevet mange konflikter i Mellemøsten, konkluderer: "Oprøret truer ikke landets stabilitet. Men disse mænd har ikke andet at leve af. Rwanda har fået sit Sydlibanon."

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

*Dette er den anden reportage fra Rwanda fire år efter folkedrabet. Den første blev bragt i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her