Læsetid: 5 min.

Krønike fra Havana (2)

25. marts 1998

Selv ikke Fellini kunne have givet en bedre fremstilling af Sodoma og Gomorra

Derude

III
HAVANA - Det er højlys dag og skummende bølger trænger ind over en høj mur, som skiller det oprørte caraibiske hav fra Havanas strandpromenade Malecon. Her til formiddag står havvandet så højt på boulevarden, at kun få af byens nedslidte dollargrin og funklende Mercedes-taxier tør risikere at tage denne hurtigrute til Havanas gamle bydel.
Jeg er oppe at køre i en lyseblå Plymouth fra Cubas amerikanske periode og kigger som sædvanlig gennem de matte ruder på unge mulatkvinder, som står med deres brune rygge vendt mod havnefrontens forfaldne, nyklassicistiske palæer.
De venter øjensynligt på et eller andet. Men på hvad - dét kan jeg ved guderne ikke gennemskue. Smukke kvinder, klædt pikant i stramtsiddende badedragt og skørt, står bare og glor skødesløst frem.
"Son jineteras?" spørger jeg min chauffør, en ung fyr med en baseball-kasket sat omvendt på hovedet. "Det er svært at sige," svarer han med en underfundigt smil. "Kanské nogle af dem er ludere, men langt fra alle."
Når solen går ned, bliver det lettere at identificere slangepigerne på Malecon. Tropenatten løfter sløret. Men om dagen råder tvivlen, end ikke den stærke belysning kan røbe pigernes ærinde. Hvor skal de hen? Det er svært at sige.
Og dog, jeg lægger mærke til, at på alle gennemfartsveje i Havana står der kvinder i alderen 15 til 30, næsten på hovedet af hinanden. De venter også, men selv om deres tommelfingre ikke stikker ud, kan enhver se, at de håber på kørelejlighed.
Sådan er det bare på Cuba. Unge piger bliver kørt i skole eller på arbejde af ældre, fremmede mænd.
Nysgerrigt spørger jeg Lupe, en cubansk kunsthistoriker, hvorfor man aldrig ser drenge og mænd stå og vente på et lift. Sandt at sige, et typisk spørgsmål fra en naiv turist med en protestantisk kulturbagage.
Pragtfulde Lupe, der kommer sammen med en 15 år yngre mand, slår ud i et stort frækt smil. "Cubanske fyre ville ikke ha' en chance. Forstår du, ægtemænd sidder dér bag rattet og kan frit vælge den mest attraktive kvindelige medpassager, og vi går med på den."
Længe leve den seksuelle frihed på Cuba!

IV
Hvis man glemmer at nævne Hemingway, har man formentlig ikke rigtigt været i Havana.
Siden 1959 har Fidel Castro og hans fæller i skrift og på billeder ladet omverden forstå, at den amerikanske forfatter stillede sig solidarisk med revolutionen, selv om der ikke foreligger en skygge af bevis herfor. Ernest ytrede aldrig et ord om emnet.
Revolutionens ikon er selvfølgelig Ché Guevara. Som en Jesus-figur hænger billedet af argentineren med fipskægget og den sorte baret overalt på landets byggefacader og lygtepæle. Sådan afbildes lyslevende Fidel (endnu) ikke i den cubanske revolutionsmytologi. Okay, han ses stedse i aviser og på tv, men el commandantes tyngde er fremfor alt åndelig, hans image som folkefader er indprentet i den cubanske folkesjæl.
Fidel og nationen er to alen af ét stykke.
Hemingways ståsted i cubansk nutidshistorie synes derimod mere subtil. Forfatterens villa Finca Vigía ligger i udkanten af Havana, og er af Castro blevet forvandlet til et museum. Havnebyen Cojímar i østlige Havana er blevet valfartsted for turister. Det var her, Hemingways båd El Pilar lå og hvor han blev inspireret til at skrive Den Gamle Mand og Havet.
Selv hans stamværelse på hotel Ambos Mundos, hvor jeg bor i Havanas gamle by, har myndighederne bevaret med skrivebord og stol samt udsigt til havnen. Indgangspris: 2 US dollar.
Men størst interesse vækker Hemingways forkærlighed til de cubanske drikke daquiri og mojíto, som han henholdsvis indtog i restauranten El Floriditas bar og La Bodeguita del Medio nær domkirken. Her ser man dagligt turister, især mænd, gerne lidt halvskaldede, oppe i alderen, en lille topmave, kasket og måske i shorts drømme tilbage til Batista-årene. Hemingway-klonerne.
På mit hotel bemærker jeg flere amerikanske mænd, som går rundt og spiller fandango dagen lang - uden mål og med. Op ad eftermiddagen sidde de hver for sig i baren og drikke mojítos af et sugerør. En nærmest demonstrativ ensomhed. Så en dag har den ene amerikaner, som vitterligt ligner Ernest, fået en ung mulatpige på skødet. Hun er næppe en måned over femten. I sin barnlige lykke minder Hemingway-klonen om en born-again figur.
Det er ikke et usædvanligt syn i gamle Havana. Man kan blot gå op og ned ad strøget Obispo henunder aften og diskret kigge ind i musikcaféerne gennem de åbentstående vinduer. Omkring bordene sidder unge cubanske skønheder, klædt i badekostumer, med deres mandlige opvartere fra Nordamerika og Europa.
På én af disse barer skal jeg benytte toilettet, som ofte deles af de to køn, og er nær ikke kommet ud igen. Tre piger i gymnasiealderen, som står og maler sig foran spejlet, spærrer fnisende vejen. Kun ved nænsomt at skille dem ad, lykkes det at slippe igennem den erotiske mur.

V
En dag spørger jeg Lupe, hvad hun synes om Clinton og Monica, og hendes lakoniske svar lyder: "Aqui, sex non es una noticia!" Her på Cuba anses sex ikke for at være en nyhed.
Ganske vist. Når Fidel ikke engang vil affinde sig med, at hans svaghed for flødeis nævnes af Gabriel García Marquéz i et forord til en Castro-bog, så kan enhver cubaner forstå, at el jefes elskerinder er en statshemmelighed af de mest dyrebare.
Nyheden skal findes andetssteds. På vej til Havanas strand Playa Santa Maria, stærkt anbefalet af Lupe, kører den russiske Volga i et vejhul og mister et baghjul. Aksen er knækket over, og vores private taxa sat ud af drift.
I stedet for at spadsere den sidste kilometer til Santa Maria, slår vi os ned på den første strand, vi ser. El Niño spiller puds med vejret idag. Skyer og blæst holder gæsterne væk, men nogle få skimtes.
To yngre mænd ligger for sig selv, men bliver hvert andet øjeblik opsøgt af unge mulatpiger, der ligeså prompte bliver viftet bort. Tilsidst giver den ene fyr sig og lader en pige lytte til hans walkman. Efter lidt samtale er hun gået.
Lidt på afstand ser jeg et midaldrende par ankomme. De har en cubansk teenage-luder på slæb. I den næste time hænger hun op ad manden, mens hustruen tilsyneladende morer sig. Inden vi bryder op stavrer to canadiske bondeknøse ind på stranden, ledsaget af to cubanske bondepiger. De deler ikke sprog, men ligner hinanden.
Da vi når Santa Maria, udfolder sig et dyrskue for vores øjne. Hundredevis af mænd ligger på stranden i alle mulige stillinger omgivet af et ocean cubanske pigekroppe. Musikken spiller, rommen flyder.
Selv ikke Fellini kunne have malet en så realistisk scene fra Sodoma og Gomorra.

*Første del af Martin Burcharths optegnelser fra den cubanske hovedstad blev bragt fredag den 20. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu