Læsetid: 7 min.

Kulturen er kittet i samfundet

28. marts 1998

Elsebeth Gerner Nielsen har været kulturminister i fem dage, og hun vil af samme grund ikke udtale sig om konkrete sager. Men holdninger vil hun gerne snakke om - på vej hjem i toget

Interview
Elsebeth Gerner Nielsen har boet ved Nykøbing F., siden hun i 1988, som ung kandidat, blev fuldmægtig ved social- og sundhedsforvaltningen i Storstrøms amt. Og hvis man vil have et interview med Danmarks nyudnævnte kulturminister, er det lige nu en forudsætning, at man, som undertegnede, skal samme vej som hun hjem. Så vi mødes ved toget.
Elsebeth Gerner Nielsen er lidt forundret over andres opfattelse af, at forkvinden for Miljøministeriets Grønne Fond godt nok kan det med miljøet men skulle være en overraskelse på kulturministerposten. Hun fremhæver sin baggrund i folkeoplysningen og tilføjer, at hun aldrig har ment, at der var stor forskel på kultur- og miljøpolitik.
Og den opfattelse har hun ikke tænkt sig at ændre som kulturminister. Kultur er værdier og holdninger, og for Elsebeth Gerner Nielsen er det en vigtig opgave at igangsætte debatter om den retning samfundet skal tage.
"Samfund betyder jo blandt andet 'forbindelse med andre mennesker', og der er for lidt 'fund' i vores forhold til hinanden, vores 'sam'. Der mener jeg, at det er kulturen, der er 'fundet', det er den, der er kittet i sam-fundet," erklærer hun.
- At 'skabe debat' har man hørt før, synes jeg. Kan du ikke komme det lidt nærmere?
"Det er fra kulturen og kunsten, vi skal hente vore billeder af fremtiden. Siden den liberalistiske utopi faldt med Thatcher - og selvfølgelig den socialistiske med Muren - har vi stået famlende over for fremtiden. Forsøg på at beskrive den har bestået i blotte fremskrivninger af nuet."
- Hvordan vil du skabe en debat med et anderledes fokus?
"Vi må blive dygtigere til at formulere vore ønsker og visioner. Hver enkelt borger må blive opmærksom på sit eget skabende potentiale. Det bliver man blandt andet i mødet med kunsten, så en af måderne er at sørge for gode vilkår for den, gode forbilleder i kunstnere og kunstværker. Som også kan inspirere til at man selv påvirker sin hverdag."
- Synes du ikke, der er lidt langt mellem forbilleder i vor tids kunst?
"Jeg mener skam ikke, at kunsten skal være opbyggelig! Jeg mener at mødet med kunsten minder os om de skabende potentialer i os selv. Vi skaber os selv, og det er os, der skaber samfundet. Også kunst, som er så konfronterende, at den slår sprækker i det tilvante, minder os om vore egne kræfter, og om at verden kan være anderledes."

Andres formuleringer
- Hvad tænker du konkret på?
"Et eksempel, der har inspireret mig selv, er en historie af Anne Marie Løn. En kvinde falder om, og vi får hendes liv i en række kapitler. På overfladen ligner det et frygteligt liv, men i virkeligheden har hun i sine handlinger levet et meget værdigt liv, viser det sig. Den slags har jeg i al fald brug for. At andre formulerer noget, man kan se løsninger i."
"Et andet eksempel kan være det såkaldte Sejlflod-projekt, som jeg fulgte, mens jeg sad i Kulturfonden. Her blev syv kunstnere bedt om at lave et kunstværk til syv jyske lokalsamfund. Hvert lokalsamfund skulle forklare 'deres' kunstner, hvad de syntes var deres identitet, og hvad det ville sige at bo netop der. Kunstneren havde dernæst frie hænder til at skabe sit værk over byen."
"Et sted lavede kunstneren en ko. Og beboerne, der havde talt meget om dengang køerne blev drevet igennem byen, følte sig virkelig fortolket og var glade. Til en anden by blev resultatet en lille flyvemaskine med meget store vinger. Folk i dette lokalsamfund syntes, at de var helt fantastiske og kunne alting, og for dem virkede det kunstneriske svar på deres selvforståelse manende: Det rejste en debat om, hvorvidt så store vinger kunne bære."

Elite og bredde
- Under din forgænger er Kulturfonden jo ændret til en Udviklingsfond, hvor det er den professionelle kunst, der skal støttes fremfor samarbejdet mellem amatører og kunstnere. Hvordan ser du på det?
"Udviklingsfonden vil fortsat kunne støtte projekter som det beskrevne, ligesom støtten til den professionelle kunst også oprindelig lå i den gamle Kulturfond. Vægten ligger anderledes, og den skal også ligge anderledes i dag, men jeg ser ikke den store forskel mellem elite og bredde."
- Det er der andre, der gør, kunstnerne for eksempel!
"Den er der naturligvis, når vi taler om det, der produceres, men i mine øjne er modsætningen mellem dem, der ser på, og dem der tager for sig af de kulturelle tilbud væsentligere."
"Når jeg siger, at modsætningen mellem elite og bredde ikke er så markant, hænger det sammen med, at min egen generation sammensætter sit kulturelle forbrug som den vil. Den ene dag hører de klassisk musik, den næste dag går de til popkoncert."
- Under Julius Bomholt drejede det sig om at bringe den fine kunst ud til folket. Senere...
"...skulle alle skabe deres egen kunst!"
- Ja, og nu er skellet mellem fin- og populærkultur i forbruget nedbrudt. Er alt lige godt?
"Min opgave er at skabe gode rammer - og at prioritere. Men det er jo ikke mit private syn, jeg skal forvalte, det er regeringens kulturpolitik."
- Du får det til at lyde, som om du bare er et medium?
"Slet ikke! Det er mig, der lægger forslag frem, jeg understreger blot, at kulturpolitikken er en del af regeringsgrundlaget. Desuden er det ikke min opgave at være smagsdommer. Her gælder 'armslængdeprincippet', og den arm skal være lang."

Kulturarven og museerne
- Hvordan vil du håndtere den situation, du beskriver, hvor alt er lige godt (og vel derfor støtteværdigt)?
"I mine øjne består samfundets krise i, at der er for lidt, vi kan være fælles om. Vi har på den ene side en kolossal frihed - personlig synes jeg, det er fedt at være født i tresserne - men den anden side af de mange muligheder er ensomheden, flygtigheden og manglen på sociale relationer. Det fører til en længsel efter fællesskaber, for vi kan ikke forme os selv som individuelle skabninger."
"Derfor mener jeg, at kulturpolitikken må holde fast i kulturarven og vores nationale identitet. Når man kommer ind i en kirke, føler man sig som del af et 'vi' - også selvom man ikke længere har noget forhold til Vorherre. Og det er godt. Det samme sker, når man går på museum," siger Elsebeth Gerner Nielsen og nævner visse kunstmuseers ønske om at kunne sælge ud fra deres samlinger.
- Får de lov til at sælge ud med dig som kulturminister?
"Jeg vil sige så meget, at jeg ikke kan se, hvem der kan gøre sig til overdommer over, hvad der i givet fald skal sælges, og jeg kan heller ikke se, hvordan lige præcis vores generation kan tiltage sig denne ret. Vi har altid selv kritiseret den østeuropæiske historieskrivning, hvor det var magtens interesser, der bestemte fortiden. Museer og biblioteker er vores kollektive hukommelse, og jeg ser nødigt en 'statsautoriseret senilitet', hvor vi kan tillade os at glemme noget."

En vigtig procent kultur
"Men ud over at støtte kulturarven, så er der også brug for det flyvske, for billederne af, hvor vi kan komme hen. Det kræver såvel idrætsliv og aftenskoler som det, der forstyrrer, gør os usikre og nogle gange tossede."
"Vi skal passe på, vi ikke tager fremskridtstroen fra os selv, men jeg understreger, at jeg ikke mener, at kunsten har en forpligtelse til at skabe fremskridtstro! I forhold til kunstpolitikken er det afgø-rende at få kunsten ud i hverdagen. Her kan man gå to veje: Man kan skabe sociale sikkerhedsordninger for kunstnerne, eller man kan skabe rammer for, at kunstnerne kan klare sig, eksempelvis påvirke de andre ministerier til at bruge flere arkitekter, designere osv.," siger Elsebeth Gerner Nielsen, der foretrækker den sidste vej. Hun vil undersøge, om vedtagelsen af, at offentlige anlægsarbejder skal bruge én procent af anlægsbudgettet til æstetik, bliver overholdt.
- Er problemet for lidt kunst i hverdagen? Vi er omgivet af kunst til alle sider, siger jeg og peger mod et par velkendte gule bamser i fugleflugt på kupeens endevæg.
"Se på folkeskolerne, hvor meget dårligt byggeri der findes. De kunne bruge designmøbler i klasseværelserne, ordentlig kunst på væggene, gode materialer," siger Elsebeth Gerner Nielsen og henviser til Sønderriis-skolen i Sønderjylland som et godt eksempel. "Dér er ingen problemer med hærværk! Jeg tror, det også får konsekvenser for resten af ens liv, at man ikke behøver at øve hærværk mod omgivelserne for at ændre dem."
- Til slut: Vil det ændre noget, at den radikale ministergruppe har foretaget et veritabelt kønsskifte?
"Det kan da godt være, at Niels føler sig lidt klemt," griner Elsebeth Gerner Nielsen. "Vi er jo alle tre nogle meget værdiorienterede kvinder, og det betyder da noget," fastslår hun, mens toget kører ind på Nykøbing station.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her