Læsetid: 6 min.

Kundera på jagt efter den Ene - og den Anden

11. marts 1998

Kunderas nyeste roman er formfuldent, minimal, begavet og læseværdig. Den handler om identitet, om at se og blive set. Den er historien om at søge, genkende og holde fast i det enestående

NY BOG
PARIS - Når det franske forlag Gallimard udgiver romaner, er de alle iklædt det samme omslag. Det er svagt nostalgisk gulligt, med sorte og røde streger. Forfatter-navnet står i sort, og titlen står i rødt. Men for at gøre opmærksom på, at noget særligt er blevet udgivet, klædes romanen ud i et aftageligt rødt bændel: Der plejer at stå, hvilken litterær pris, udgivelsen har fået. For Gallimard-forlaget er en stor prissluger. Og Gallimard udgiver de virkelig tunge navne.
Nu er Milan Kundera på banen med en ny roman... selvfølgelig udgivet hos Gallimard. Og intet er vel mere sigende, end at den ligger købeklar med et rødt bændel, hvor der blot står: KUNDERA.
Sådan er livets ulidelige lethed. Vi kender Kundera, og han er blevet så tung, at alene hans navn er et salgsargument.
Men kender vi ham nu? Er det nu den samme lektie, i hvilken man kender det kunderaske drilleri, man endnu engang skal udsættes for? Skal man endnu engang vippes rundt i overvejelser over, om livet egentligt er tungt eller let? Om kærligheden egentlig findes eller bare er en opfindelse? Skal man endnu engang drilles med, om verden er litteratur - eller om det er litteraturen, som er verden? Svaret er ja. Men svaret er også, at Kundera alligevel er i stand til at gøre det på ny. At han kommer ens lade forventning i forkøbet, og mesterligt skriver romanen om præcis dét: Identitet. Om at genkende hin-Anden.

Perfekt roman
Kundera har skrevet en rigtig god roman. Den består af 51 små kapitler. Den er formfuldent, minimal, begavet og læseværdig. Der er kun ét sted, hvor det Kundera'ske, røde forventnings-omslag falder sammen med nogle håbløst pædagogisk banale spørgsmål. Det sker i kapital 50. Jeg ved godt, at man ikke må sige sådan noget, men det er en perfekt roman, bortset fra 15 linjer i kapitel 50. Jeg vil anbefale enhver at springe dem over. På fransk starter den med "Et" og slutter med "frontiere".
Men netop, som man altså blasert forestiller sig, at man kender Kundera, fordi man kender hans romaner, så lader han dette lille skred i genkendelsen ske. Kundera lader skredet ske på det allermest intime sted. I genkendelsen af den elskede. Således er man allerede midt i romanen, således er man allerede midt i livet. Hvordan er det nu, at man kender den elskede, hvordan er det, at man kender dem, man elsker?
Jean-Marc søger forventningsfuldt ned mod stranden for at møde sin elskede. De skal på weekend sammen, hun er taget i forvejen, og han iler hende i møde. Dér står hun i sollyset, hun er lige ved at blive kørt over af en slags windsurfer på hjul, hans hjerte springer i livet, hun vender sig om - og så er det slet ikke hende. Hvordan kan man tage således fejl af det menneske, som man elsker allerhøjest. Kan det så let og lige så godt være en anden?

Kende sine lus på gangen
Hvad er identitet, hvad er genkendelse? Min mor sagde altid: "Jeg kender mine lus på gangen." Dét var på én gang truende og uendelig betryggende. På den ene side ville det sige, at hun altid ville genkende én. På den anden side ville det sige, at hun påstod at kende én bedre, end man kender sig selv. Deraf revolten. Selvfølgelig.
Kunderas roman handler om dette ganske skrøbelige: At kende sine lus på gangen. Jean-Marc tror, han kender Chantal. Men pludselig er der denne lille forskydning, som sætter tvivlen ind. Det bliver Jean-Marc' sider af historien. Mandens fortælling er historien om, hvad man er, historien om at søge, genkende og holde fast i den enestående. Hans angst ligger i, at det så alligevel kan forveksles med noget helt fremmed. Eller at det selvsamme pludselig virker ukendt. Hvordan kan det så være den (eneste) Ene?
På sin side står Chantal på stranden. Hun er midaldrende, hun er kvinde. Mændene omkring hende, er alle sammen for unge eller fædre. De tager sig af børn og er holdt op med at være mænd. Ingen ser efter hende. Hun tænker: "Mændene vil aldrig mere se efter mig."
Chantals historie bliver historien om at være identificeret af den andens blik. Det er selvfølgelig i første omgang den elskede, men det er også vennerne, familien, samfundet. Det er den slags balancegang mellem en indre fornemmelse af at være sig selv, og så at se sig selv i en anden blik. Det går så vidt, at Chantal kynisk klart ser, at hendes barns død gør det muligt for hende at blive set som kvinde i stedet for at være mor. Chantal historie er historien om, at det at være, er at blive set. Historien om, at identitetsproblematikken nødvendigvis går via konfrontationen med den Anden.

Manden og kvinden
Fra starten er skemaet skævt. Fra starten er alle misforståelser mulige. De udvikles med den mest perfekte og rigide roman'ske logik. For selvfølgelig har Jean-Marc brug for det blik, som holder ham fast i sin identitet. Han opdager blot ikke, med hvilken selvfølge Chantal leverer dette blik: Det er så familiært, at det næppe anes.
Jean-Marc prøver kejtet at 'fordoble' sit enestående, forelskede blik på Chantal. Han skriver anonyme, forelskede breve til hende, og bliver - som Cyrano de Bergerac ligeledes gjorde - jaloux på sin egen dobbeltgænger. Han bliver mistænksom over for disse hemmelige lag og dobbeltheder i Chantal, som han derved opdyrker og afslører. Han afslører dobbeltheder i sin bevidsthed om de blikke og forventninger, der hviler på hende - og afslører derved måske netop: Sig selv.
Så Kundera har skrevet en fremragende simpel roman om manden og kvinden, om gensidig afhængighed, om kærlighedens og identifikationens vanskelige betingelser. Undervejs får han sat ikke så få ting i perspektiv: Venskabet, som det, der holder den historiske identitet på plads - på godt og på ondt. Familien, som et sted med en illusion om bekendt-skab, men hvor det eneste, der faktisk er tilbage, er den dyrisk kropslige 'sandhed'. Kroppen som den skrøbelige 'beholder' for en identitet, som afsløres både ved at ses og ved at gemme sig. Og alt dette er fortalt ikke klumset teoretisk - som jeg her prøver at udrede historien - men i ganske få scener, som afslører forfatterens sjældne evne til at vise ekstremt symbolsk ladede situationer, som om det bare var en helt almindeligt hverdagssceneri.

Unødvendige spørgsmål
Og det går så godt. Fra det Shakespearske At være eller ikke være til det freudiansk/-lacanianske "at ses eller ikke ses". Man drives samtidig fra en fornemmelse af realitet over i fornemmelse af drøm, som bringer en Cartesiansk tvivl ind i historien - og Kundera kan jo godt lide at understrege sin nye franske identitet. Men det går præcis galt, dér, hvor Chantal og Jean-Marc vågner op, og spørger sig selv om, hvornår det blev drøm i stedet for realitet. Og en helt masse andre unødvendige spørgsmål i kapitel 50.
For vi ved det godt Kundera. Vi ved godt, at det er en roman. Vi ved godt, at Chantal og Jean-Marc hverken kan vågne eller elske, for de er kun 165 sider let beskrevet papir. Og i de sidste store spørgsmål om, hvorvidt Chantal og Jean-Marc er virkelige eller romanfigurer, kan vi kun svare. De er virkelige romanfigurer. Og det er simpelthen i sig selv godt og sjældent godt klaret. Let it be.

*Milan Kundera: L'Identité, ed. Gallimard 165 s., 89 franc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her