The Beat Generation - en litterær gruppering fra 50'ernes USA - inspirerer fortsat. Dens attitude eller livsholdning er blevet normen i vestlige kunstner- og musikermiljøer
I New York viser et turistkort, hvor kendte beatniks boede og skrev: Her skrev Gregory Corso sit bombedigt. Her deltes William Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac om huslejen.
I San Francisco er gader opkaldt efter nogle af disse folk. Lawrence Ferlinghettis boghandel er blevet fredet.
Som det vil fremgå af den store filmserie, der nu vises i Filmhuset i København har beatscenen været et yndet emne, ikke kun for dokumentarister, men også for Hollywood.
Bøger om og af de store navne udkommer i en jævn strøm. I ungdomsblade, modebutikker og reklamekampagner kan man konstant se ikonlignende billeder af de store.
Hvem er The Beats
Hvad er The Beat Generation?
Tja, helt nede på jorden er det en fællesbetegnelse for en gruppe poeter og prosaister, som alle er amerikanere og som alle debuterede i eller omkring 1950'erne. Men som andre litterære generationer skriver de vidt forskelligt:
*Poeten Allen Ginsberg (1926-1997) viderefører traditionen fra Walt Whitman og William Carlos Williams. Hans to hovedværker, langdigtene Howl og Kaddish er storladen talepoesi, ind imellem nærmest ekstatiske opremsninger af faktiske og følelsesmæssige oplevelser omkring digterens opvækst, hans opgør med et konformt Amerika.
*Poeten Lawrence Ferlinghetti (f. 1919) tager afsæt i fransk mellemkrigsdigtning. Han elsker absurde billedsammenfald, er selv både kunstmaler, bogforlægger og boghandler; bruger hæmingsløst af sin egen rodede livshistorie.
*Prosaisten Jack Kerouac (1922-1969), der kan siges at vælge samme udgangspunkt som James Joyce: drømmen om at komme tættere på en mental virkelighed ved at søge at indfange - i en spontan og tilstræbt ikke-redigeret prosa - menneskets måde at tænke og opleve på, i irrationelle spring og bevidsthedsassociationer.
*William Burroughs (1914-1997) har til gengæld hentet sin inspiration dels i dadaistiske forsøg med at behandle teksten som materiale (klippe den i stykker, sætte den sammen efter tilfældighedssystemer), dels i science fiction-eksperimenter, dels i sit eget liv som en biseksuel, morder og narkoman.
Der er andre - John Wieners, Anne Waldman, Kenneth Patchen...
Politisk var Allen Ginsberg pacifistisk anarkist, Ferlinghetti er liberal humanist, Burroughs var ultrahøjre, mens Kerouac startede et sted til venstre for midten men bevægede sig mod højre.
Det eneste, der knytter dem sammen, er deres personlige bekendtskab, grundlagt i midten af 40'erne for de flestes vedkommende, fælles forlæggere, værtshuse, fælles kærester, en konstant henvisen til hinanden i hinandens værker - og en fælles opposition til den dominerende protestantiske højreliberalisme og republikanske konformisme i årene omkring Korea-krigen
Hvorfor nu
Men hvorfor denne interesse nu for denne ganske lille forfattergruppe, som i mangt og meget lukker sig om sig selv.
I et forsøg på at besvare samme spørgsmål skrev Niels Barfoed forleden i Politiken, at der ikke er særlig meget litteratur fra the beat generation, der har overlevet og fortsat er værd at beskæftige sig med:
"Det var alt det udenom, der var opsigtsvækkende: atmosfæren, den personlige satsning. Men, well, en prosalyrisk passage hos Kerouac, nogle tirader af Ginsberg, og så en undervurderet roman af Clellon Holmes... Det er der da."
Barfoed skrev stort set det samme dengang generationen var på sit oprindeligt højeste og synes ikke her i 1998 at have været fristet til at efterkontrollere nogle synspunkter, der stammer fra tiden før Ginsbergs andet hovedværk var udkommet.
Men Barfoed-citatet er interessant, fordi det er ganske karakteristisk for i hvert fald europæiske forsvarere af den gode smag:
Beat-generationen er ofte mere optaget af budskabet end af mediet, er talesprogsorienteret, er ind imellem brutalt pågående og benytter sig gerne af grovkornede virkemidler. Og så er den så frygtelig amerikansk.
Personlig satsning
Barfoed har ret i dét med "atmosfæren, den personlige satsning", men kan ikke overraskende ikke se, at det lige netop er opløsningen af den traditionelle europæiske skelnen mellem litterat og litteratur, mellem skriveren og det skrevne, der er kernen i foretagendet og gør, at det fortsat lever.
Bob Dylan, John Lennon, Pete Townshend, Mick Jagger, Lou Reed, The Band kendte deres Kerouac og inddrog Ginsberg som tiljublet faderskikkelse ved deres koncenter.
Det sluttede ikke dér: Punk- og new wave-generationen optrådte og indspillede ikke kun med Ginsberg, men også med Burroughs.
Tom Waits baserer hele sin karriere på et beat-image.
Og hvad der er vigtigt i denne sammenhæng - det var ikke en attitude eller omgangsform som begrænsede sig til stjernemiljøet: den er i 80'erne og 90'erne blevet normen i de eksplosivt voksende kunstner- og musikermiljøet i hele den vestlige verden.
Testamentet
Det er normen at være anti-konform, at være antiautoritær, at opleve sig selv som værende i permanent oprør, at eksperimentere sexuelt, at nyde, at værdsatte og satse på nuet, øjeblikket, den individuelle udfoldelse, den religiøse fornemmelse, at vælge kunsten ikke kun som metafor, men som livs- og udtryksform.
Det er, hvad The Beat Generation mere end noget andet handlede om.
Det er dens testamentariske gave - og grunden til at den ikke kun er litteraturhistorisk interessant, men fortsat inspirerer.
*Erik Thygesen udgav i 1964 den første danske introduktion til emnet, San Francisco Renaissancen, og har siden udgivet udvalg af egne oversættelse af bl.a. Ferlinghetti og Ginsberg.
