Oprivende og uafviseligt portræt af staten Israel
NY BOG
Den fremtrædende svenske mediemand, forfatteren Göran Rosenberg, som læserne forleden kunne møde her i avisen i Lisbeth Davidsens interview, fik som jøde sin opstigning, sin alija, til staten Israel i foråret 1962. Det vil sige, at han med sin svensk-jødiske familie frivilligt lagde diasporaen bag sig og udvandrede til jødernes på den tid stadig nye hjemland. Dér fik den unge Göran en ny identitet som borger i den zionistiske stat, det jødernes nationale hjemland Theodor Herzl oprindeligt havde udtænkt, og som var blevet en realitet ved FN-beslutningen i 1947 og den efterfølgende israelske uafhængighedserklæring i maj 1948.
Blod og jord
Ifølge sagens natur var eftertiden grundlæggende præ-get af kamp for statens konsolidering og overlevelse i en arabisk verden, samt af den lyslevende erindring om nazismens Europa. Staten Israels toneangivende pionerer ønskede fra første færd at skabe et nyt menneske - en ny jøde - så fjernt som muligt fra den ydmygede og underkastende ghettojøde, så distanceret som tænkeligt fra offerrollen, der under Holocaust havde betydet at millioner viljeløst gik i døden. Blod og jord, de bibelske myter, Pagten med Gud om det Forjættede land fik en kategorisk ny mening for ledere som David Ben-Gurion, Chaim Weizmann, Eliezer Kaplan o.a. Dette ideologiske sammenkog af dybest set nationalistiske forudsætninger, som i ekstreme former - og det blev de hurtigt, som kampen skred frem - paradoksalt nok - var beslægtet med fascismen, blev betingelsen for opstigningen til en ny, selvbevidst og kampberedt nation.
Denne havde i enhver forstand søgt at aflægge sig tidligere tiders jødiske sagtmodighed og stuelærde humanisme. De unge i dette nye samfund af militante kibbutznikker og soldater under våben - inklusive Göran Rosenberg der var 14 år gammel da hans alija indtraf - tilegnede sig den sindets og kroppens hårdhed, der var forudsætning for tilværelsen i Israel.
Forudsætningen for med militære og andre midler at fortrænge den arabiske befolkning og bevidst orientere sig over for dens enkeltindivider som mindreværdige i forhold til de jordinddragende jødiske nybyggere. Men også med en klar nedvurdering af de tilflygtede landsmænd, der med nød og næppe var undsluppet udryddelseslejrenes helvede. Seife, som man med en usmagelig hentydning til tyskernes påståede sæbeproduktion af myrdede jøder hånligt kaldte dem, der ikke havde forsvaret sig.
Disse strømninger løb ofte i ét med messianske forventninger, der naturligt medførte dyrkelsen af flere på hinanden fundamentalistisk ortodokse og karismatiske leder- eller faderfigurer.
Attentatets logik
Göran Rosenberg ser en skræmmende, men logisk linie fra kibbutzjødedommen og de første jødiske pionerer, over arbejderpartiets koryfæer som Ben-Gurion og Golda Meïr, til de uforsonlige fra de tidlige rabiate messianske rabbinere, over Irguns Menachem Begin, til Ariel Sharon, rabbiner Kahane og det seneste skud på stammen af højrefløjsledere - statsminister Benjamin Netanyahu.
I Göran Rosenbergs tolkning føjer sig i denne sammenhæng Yigal Amir, manden der 4. november 1995 skød og dræbte statsminister Yitzhak Rabin og - i gængse fremstillinger - med ét slag ændrede Israels virkelighed. Men attentatet var ifølge Rosenberg langtfra et brud med fortiden, snarere en logisk videreførelse.
Den messianske, fundamentalistiske jødedom, udsprunget af den israelske statsforståelses grundlag nåede her - på ondt - en foreløbig kulmination. Militariseringen af staten, tilsidesættelsen af palæstinenserne som 2. rangs mennesker praktiseret ved Israels bosætnings- og sikkerhedspolitik - ofte fremstillet som to sider af samme sag - måtte på sigt nødvendigvis frembringe det jødiske menneske med en nationalreligiøs mentalitet, der var parat til udrydde ikke alene modstanden men også moderationen og kompromisets udstrakte hånd. Denne sidste - rakt frem i Washington mod Arafat - var forræderiet mod Israel, mod jødedommen, mod Toraen, mod Gud. Og hvad gør man ved forrædere?
Smerteligt selvopgør
Göran Rosenbergs bog, som er glimrende oversat af Nina Bolt, Det tabte land - eller på svensk Det förlorade landet - tankevækkende i ordspil med det förlovade landet - kan læses som ét langt smerteligt opgør - selvopgør - med fortiden og Israels og de jødiske menneskers rolle i den mellemøstlige tragedie og stadigt tiltagende umenneskeliggørelse. I og for sig er der ikke meget at tilføje. Når sidste blad i den omfangsrige bog er vendt, sidder læseren tilbage med smerten og blot et spinkelt håb om redning af freden og den israelske sjæl.
Oplevelsen af den menneskelige ensretning og fornedrelse i forbindelse med undertrykkelsen og fordrivelsen af araberne er ikke blot henvisninger til 2. hånds begivenheder, men Rosenbergs egen. Den, oplevelsen af overmagt mod afmagt, kan man jo ikke - og bør man heller ikke - anfægte. Eftersom denne bitre livserfaring, som Rosenberg har forskaffet sig, rigt belægges med kilder og citater, henvisninger og krydshenvisninger kan ingen uden videre afvise fremstillingen som udokumenteret endsige overfladisk.
Omvendt Exodus
Man kunne ønske sig at Rosenbergs omvendte Exodus blev skolebogsstof i Israel, hvilket man næsten kan være sikker på, at den ikke bliver. De kræfter, Rosenberg især udfordrer, lukker som alle andre fundamentalister øjne og ører for indvendinger og finder deres bekræftelse i mål og mening, hvor de hele tiden har ventet at finde den. At Göran Rosenberg i Israel opfattes som en art statsfjende kan næppe undre nogen, der selv har prøvet af forcere de israelske sikkerhedsbarrierer. En person, der har kritiseret Israel og søgt kontakt med de undertrykte kan jo kun være statsfjende.
Göran Rosenberg ser i historisk forstand, Seksdageskrigen i 1967 som vendepunkt i Israels selvoplevelse. Før 67 kunne sionisterne med held retfærdiggøre statsopbygningsprojektet ved henvisninger til Holocaust, det europæiske forræderi, Israels svaghed og arabernes vælde. Efter 67 begynder jordinddragelserne at få endegyldigt terminologisk formulering som magt, mission og historisk ret - det sidste med messianske undertoner. Flygtninge bliver gjort til palæstinensere, palæstinensere til flygtninge og fredelige pionerer til væbnede, religiøst fundamentalistiske bosættere.
Rosenberg påpeger ved overbevisende argumentation hulheden i bosættelsernes sikkerhedspolitiske begrundelse og understreger i perioden frem til i dag Israels stadig tydeligere hamskifte fra noget særligt til noget uhyre ordinært set fra en magtpolitisk synsvinkel. Israel udøver simpelthen magt i gammeldags realpolitisk forstand og henvisninger til særlige forudsætninger rækker ikke.
Efter læsningen, som ingen der bærer Israel i systemet bør undlade, bliver nogen tvivl tilbage om Rosenbergs fulde historiske forståelse for antisemitismens og Holocausts langtidsindflydelse på jødisk mentalitet. Hvis man kan tale om en sådan. Det undrer, at forfatteren i sin omfattende litteraturliste ikke medtager Hannah Arendts Antisemitismen fra 1951. Indarbejdelsen af dette værk ville rimeligvis have løftet Rosenbergs noget fade slutning på en i øvrigt mesterlig bog om et tragisk fænomen.
*Göran Rosenberg: Det tabte land. Israel en personlig historie. 488 s., 298 kr. Tiderne skifter
