Læsetid: 3 min.

Langsom television

7. marts 1998

KALENDER
MIDT I rækken af valgudsendelser i tv, hvor velmenende politikere dog prøver at komme til orde med deres argumenter og analyser, men tvangsiscenesættes af forhippede show-arrangører til
dueller og skænderier om kejserens skæg og kattens æg, får man behov for at overvære samtaler af ro og omtanke.
Politik, der har at gøre med store og livsvigtige forhold, fremtræder som forsøg på underholdning mere end som den holdning, der ligger under det politiske håndværk, der gerne kaldes det muliges kunst. Måske er det en umulig kunst at være saglig på folketingsvalgets flæsketorv.
Når det drejer sig om egentlig kunst, står den også i fare for at forhippes og forhoppes i de hurtige medier, der altid ængstes for at kede modtagerne, som anses for utålmodige med langsomhed og derfor zapper videre, ligesom nogle dagblade frygter lange artikler, der kunne invitere læserne til længdespring.
Nu afhænger kunstens liv og lyst heldigvis ikke af televisionen, som alligevel gerne kunne tage formidlerrollen mere seriøst og bare engang imellem ofre en amerikansk rettergangsscene, en biljagt, et heroiseret massemyrderi eller en kaotisk politistation til fordel for en erfaringsudveksling.

LITTERATUREN, bøgerne, har et eget socialt kredsløb, er et selvstændigt medie, men udfolder sig ikke desto mindre også med fin virkning i samtaleform mellem musikalske mennesker.
Sveriges tv har fundet melodien og indretttet bl.a. et samtaleforum kaldet Röda rummet efter Strindbergs roman, der hentede sin titel fra Berns salonger i Stockholm, et stadig eksisterende nöjes-etablissemang.
Det er gerne en kvartet af forfattere, der sættes i gang over et emne. Sidste lørdag aften i den bedste sendetid var emnet digteren Nils Ferlin, hvis 100-års dag i december 1998 således markeredes i god tid.

Skänk mej nu bara ett
rimord på sol,
när jag redan har använt
fiol och viol.

Samtalen mellem digteren Lars Forssell og kritikeren Horace Engdahl drejede sig bl.a. om verskunstens gamle tilbøjelighed til rimeri og modernismens foragt for rimet, forhold, som nu kan betragtes med ironisk distance, da det jo kun er talentløs brug af rim, som gør vers til grin.

NILS FERLIN sad en hel nat med en kollega på et værtshus og kæmpede med en vise, de skulle levere og ikke kunne få til at makke ret. På hjemvejen klokken fem om morgenen digtede Ferlin da En valsmelodi med ovenstående kuplet over problemet. Det blev en af hans mest yndede viser til melodi af Lille Bror Söderlundh:

Och ensam i kvällen den sena
jag slåss med en smäktande
vals.
Och jag är ganska mager
om bena,
tillika om armar och hals -
Jag har sålt mina visor
till nöjets estrader,
och Gud må förlåta mej
somliga rader,
ty jag är ganska mager
om bena,
tillika om armar och hals.

Forssell berettede om dette melankolsk muntre miljø i Ferlins liv, efter eget valg lidt til siden for etablissementet, med egne værtshuse og ølstuer blandt forsømte poeter, der fra tegnebogen fremdrog gulnede anmeldelser af deres triste bøger, hvor de udnævntes til lovende genier. Rimerier og beruselser.
Horace Engdahl fremdrog et synspunkt på poesi og kritik, der er værd at tage frem til overvejelse. De fleste er begejstrede for Nils Ferlin, men ikke med nogen teoretisk underbygget kritik.
Litteraturvidenskaben har udarbejdet værktøj og metoder til beskrivelse af betydning, f.eks. nykritik, dekonstruktion, hermeneutik, ideologikritik, anvendelig især over for digtning af kompleks, billedrig, tankemæssig karakter. Men Ferlin er ikke særlig dybsindig og risikerer derfor ringere omdømme. Han er til gengæld en kraftens digter, hævdede Engdahl. En energiform og originalitet, som er langt sværere at analysere.
Det er stemmen. Estraden var hans sted. Underholdning med många kulörta lyktor, som digtene fra 1944 hedder, med distance til forloren pynt.

HAN ER blevet sammenlignet med Nis Petersen, der samtidig skrev klangfuldt rimede vers om et samfund i opløsning og et splintret Europa. Men hvor den danske digter valgte en tidsbunden patos, så var tonen i Ferlins ballader krydret af makaber lystighed som i En dödsdansares visor (1930), hos en sprælsk bajads i krisetider.
Udsendelsen kom til at handle om poesi, kritik, digtningens stemme og egentlig også om nødvendig langsomhed. Og det er politik, så det forslår. Ikke kun de ferlinske barfodsbørns protest mod livsvilkårene, men energien i ordene, som de, der uden forstillelse er optaget af noget, forlener med særlig betydning.
Det gælder om at vælge, bl.a. de rette kanaler, som uden underholdningens distraherende skramlen og gale kulører tør sætte billeder i tjeneste hos ordene. Give dem råderum som i det røde rum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu