Læsetid: 3 min.

'Hvad laver CD dog hos de andre...'

5. marts 1998

Det er lige så meget det lille midterparti som de dårlige opinionstal, der frustrerer unge socialdemokrater i Århus

"Selvfølgelig er det en smule skuffende, at vi ikke står til fremgang. Men - og der er et stort men - jeg tror, at vi får samme stemmetal som sidst".
I Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms lille rodede kontor i Amaliegade i Århus lader Lars Hedegaard, normalt international sekretær i organisationen, men for tiden rejsende i valgkamp i det jyske, sig ikke uden videre slå ud af dårlige meningsmålinger.
For socialdemokrater med større tilbøjelighed til melankoli må det være en svær tid i disse dage. Opinionstallene peger entydigt på Uffe Ellemann som ny statsminister, og Ekstra Bladets forside råber i alle kiosker op om en Nyrup i panik. Selv vejret er tilsyneladende imod det store gamle arbejderparti.
I en ellers valgkampløs indre by i Århus med kommunalt forbud mod plakater, har Partiet parkeret en campingvogn, hvor gågaden Immervad krydser Åboulevarden.

Uendelig regn
Vognen skulle være base for partimedlemmer, der skulle have stået udenfor den og delt materiale ud til glade århusianere.
Men på grund af det tilsyneladende uendelige regnvejr sidder de tre midaldrende mandlige aktivister inde i vognen med deres kaffe og brænder inde med deres stakke af foldere om det sorte VOCZ-kabinet og de 17 gode grunde til at stemme socialdemokratisk.
Alt imens folket halser forbi uden tanke for andet end at komme hjem i tørvejr.
Men så er det da godt, man har sit gode humør.
Og det har de bevaret, både i campingvognen og hos DSU'erne i Amaliegade, hvor regnen da heller ikke er noget problem. Så gammelt er deres hus trods alt ikke.
Lars Hedegaard læner sig roligt tilbage i den slidte kontorstol og forklarer situationen for både journalisten og for den tredje tilstedeværende, Pernille Lund, historiestuderende med foreløbig blot fem måneders medlemsskab i DSU.
"Den største frustration er, at slaget om, hvem der skal være statsminister, først begynder onsdag nat, efter stemmerne er talt op. Og der ser det ikke godt ud. For der er en blok, som ikke vil pege på Poul Nyrup Rasmussen", siger han.
"Det, som mange socialdemokrater spørger hinanden om i de her dage, det er: "Hvad laver CD egentlig i den anden blok?". For de krav, de har stillet op, er jo ret ultimative for den borgerlige blok. Og især på flygtningeområdet har V og K i blandt andet store dagbladsannoncer lovet en hel masse, som dels er urealistisk, og som dels ligger meget langt fra CD's holdning".

Flyvende koordinator
Mens Lars Hedegaard taler stille og roligt, så journalisten kan nå at notere, flyver den lokale DSU-valgkoordinator Geert Lindemann ind ad døren.
I en og samme bevægelse organiserer koordinatoren fire hospitalssenge til en happening vendt mod brugerbetaling og en bustur til aftenens store duelmøde mellem Nyrup og Ellemann i Sønderborg.
Så løber han ud til bilen igen, på vej til et eller andet arrangement i Randers.
For Pernille Lund er den første valgkamp som politisk aktiv sjov - men det er også hårdt, synes hun. Mange rekvisitter skal skaffes til de forskellige aktioner, meget materiale deles ud, meget organiseres.
"Men det er lækkert at stå sammen med nogen, man deler synspunkter med, og at gøre noget sammen".
Hvorfor hun egentlig meldte sig ind i DSU?
"Fordi det var på tide at gøre opmærksom på, hvad jeg mente. Det er frygteligt, at nogen kan have den holdning, at flygtninge bares skal smides ud af landet og ikke have mulighed for at integrere sig".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her