TV's valgdækning ikke så tosset endda
TV-VALGET
Der er ikke noget alvorligt i vejen med valgkampen, hvis man ser tv-mæssigt på sagen. Hver af de landsdækkende stationer og den lokale, TV2-Lorry, som denne skribent kan modtage, går til opgaven med journalistisk professionalisme og engagement. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man for at være velorienteret i dansk politik op til dette valg, kan nøjes med tv. Det kan man fra et idealt synspunkt ikke.
En avisredaktør ville jo være idiot at mene noget andet. Men det kan man i realiteternes verden - hånden på hjertet - i og for sig godt. Såfremt man følger flere kanaler og en bred vifte af valg-programmer og partilederrunderne, når man pænt rundt i den politiske emnekreds. Nutidens vælger er i den forstand godt stillet. I modsætning til romantiske forestillinger om folkestyrets tidlige år, hvor vælgerne overværede dysten på rådhustorvet eller indendørs med stram styring og råbende kandidater. Oplysningsniveauet var næppe højere end nu.
Den urørlige Pia
Så kom radioen, siden tv og revolutionerede valgene. Endnu senere det multimediale system. Nu kan seeren med adgang til det samlede net underholde sig aftenen igennem med landets politikere.
Danmarks Radio har valgt den forholdsvis traditionelle, sikre og forsvarlige fremgangsmåde. Bent Stuckert, der har haft sin gang på Christiansborg længere end de fleste politikere, udspørger på skift med den kyndige og temperamentsfulde Anja Westphal. For ydermere at få liv i kludene har redaktionen indbudt et publikum over for de to hovedpersoner fra skiftende partier. Ikke et hvilket som helst publikum, men udvalgte partifolk, med baggrund for deres spørgsmål.
Men inden det kommer så vidt, må Danmarks Radio fortsat døje under partiernes egenpræsentation, en opfindelse fra Ruder Konges ungdom. Pudsigt at partierne holder fast ved traditionen. Er det virkelig stadig et krav? I bekræftende fald kan man spekulere over, hvor mange af disse mere eller mindre ubehjælpsomme indslag, der gavner nogen. Udvalgte af slagsen viser ganske vist partiernes kulturforskelle. Det Radikale Venstre: sympatiske folk med Marianne Pegepind i spidsen skiftes til at fastslå en række fornuftssynspunkter. Man skal være langt ude for ikke at turde gå ind i junglen med den lille flok. Men tamheden hæmmer givetvis de dristiges stemmelyst.
I modsætning hertil står Pia Kjærsgaard og Kirsten Jacobsen, forskelllige og dog så ens. Opkæftende, aggressive og mopsede danske danskeres repræsentanter med Dannebrog bølgende i baggrunden - bogstaveligt - og gul misundelse som drivkraft. Hvorfor skal andre have, når vi får for lidt! Effektivt i Kjærsgaards mund, der ligesom har sit eget liv i dette fordomsfuldhedens varemærke, denne forurettelsens valgannonce af et ansigt. En medfødt gevinst for en politiker af den kategori, så sært urørlig for journalisterne.
Og når præsentationen er forbi, klapper tilhængerne i studiet. Ganske festligt. Men svagheden er støtternes spørgsmål, som ofte er pinlige. Morten Løkkegaard bistår spørgerne med mikrofon i hånd og har ved et sådant bestillingsspørgsmål en åndsnærværende bemærkning til Helveg Petersen: lige til højre fod, hva? Helveg er jo også old boy.
Grimt lys
I den ellers kedelige dekoration og Danmarks Radios tvs mangeårige særkende: grel, ofte grim lyssætning, må man medgive at journalister akkompagneret af publikum nu og da scorer. Efter spørgsmålet: hvordan kan det være at Z ikke kan stille med andre end dig? var der for eksempel ikke meget tilbage af Kirsten Jacobsen.
Lorrys programopbygning er en variant af ovenstående. Et delvis professionelt spørgepanel hentet udefra over for udvalgte politikere, styret af stationens chef. Nede i salen vandrer den kompetente redaktionschef Jens Winther rundt med mikrofonen og bi-står publikum. Livligt nok med pænt miljø i Lorrys gamle, folkelige intim-atmosfære, men ikke altid lige egnet til at fastholde emnerne.
Dette sidste er jo tvs problem: at holde fast og at undgå rastløsheden. Lige netop den er så at sige indbygget i Rigets Tilstand. Udsendelsen, der ledes ubegribeligt veloplagt af Reimer Bo Christensen, har lagt kanvas til valgdebat pr. emne. Trods det febrilske tempo, der sagtens kan forveksles med brutalitet, formår studieværten at fastholde en linie og et mål. Ulempen ved formen: kun de der råber højt og hurtigt kommer til fadet - det kan denne skribent af erfaring tale med om. Kødranden af inviterede, ofte glimrende bisiddere forbliver i påfaldende grad urørt. Og tungsindige naturer har slet ikke bolig i Reimer Bos muntre køkken.
Gult Boudoir
TV2 - ved Skandinavisk Filmkompagni - har introduceret en nyskabelse: 1 stk. partileder i mere baggrundsorienteret samtale med skærmtalentet Michael Meyerheim. Glimrende idé. Meyerheim er en lyttende og velorienteret vært, god at være i stue med. Men udsendelsen er hver gang - eller næsten hver gang - for kort. Lige når det er ved at blive rigtigt spændende, farvel og tak og lyset ned og vil du have noget mere i glasset under rulleteksten.
I Kirsten Jacobsens tilfælde - hende igen - var det fint, om værten havde spurgt, hvorfor hun så konsekvent omtaler sig selv i tredje person. Og hvorfor faen foregår samtalen i et gult boudoir? Det ligner ellers ikke drengenes stil. Men de er måske blevet fine på den, nu de tjener penge?
Tilbage står funderingen: hvornår - eller hvorfor ikke - ingen af stationerne genopliver den gamle form, hvor to tunge journalister simpelthen forhører partierne på skift uden indblanding fra et publikum. Når alt kommer til alt, er det dér, det sker. Når det sker.
Et godt spørgsmål
Skal man forsøge at vurdere tv-valgdækningen ved at analysere journalisternes sproglige udsagn, konstaterer man gennemgående stor faglig dygtighed. Dette er ikke ensbetydende med, at spørgsmålene altid er geniale. Et hyppigt forekommende forærer ofte politikeren svaret. I princippet: Politiker NN, siger I ikke bare sådan, fordi I vil tækkes vælgerne? Endnu er det ikke sket at politiker NN har tilstået. Stuckert gør det, Westphal gør det, Reimer Bo gør det, næsten alle, og tror sig kritiske ved den blotte insinuation. Men et kritisk spørgsmål fordrer indbygget dokumentation for dets påstand. Den spurgte skal tage stilling til dokumentationen - ikke påstanden. Elementært, hvilket sandsynliggør at redaktionerne ikke praktiserer faglig forsvarlig efterkritik.
